Gjesteskribent

Så vandt Obama yderligere fire år som præsident for verdens endnu mægtigste land. Et afgørende spørgsmål – for USA, ja, for Vesten og Resten – er så, hvordan Obama har klaret det hidtil, hvordan landet vil agere udenrigspolitisk fremover, og hvordan det overhovedet KAN agere. For Giganten har mistet magt i takt med, at andre civilisationer vinder frem ved at bekræfte deres egen distinkte kultur.

USA er udmattet af at føre omkostningstunge krige i demokratiets navn, og landet lider som bekendt også under en enorm økonomisk byrde. USA og Vesten er i krise. Jeg har givet min egen mening til bedste flere steder, så lad os i stedet høre et par indflydelsesrige amerikanske kommentatorer og deres vurdering af USA og Vestens betydning i verden under Obamas ledelse.

I The National Interest udfolder redaktør Robert W. Merry og udgiver Dmitri Simes følgende kritik:

“On foreign policy, the Obama record is unimpressive. He deserves credit for a moderate temper and a predisposition to analysis and reflection. He is indeed a pragmatic leader in pursuing his objectives. Unfortunately, foreign policy never became a true priority for him. Both his apparent emotional commitment to domestic transformation and an associated desire to avoid things abroad that could damage him at home made his global conduct reactive and inconsistent. While running for office and at the beginning of his term, Mr. Obama had promised a new foreign policy for America. Instead, we got Bush lite: action insufficient to get results and yet quite sufficient to produce backlash against the United States from many other powers and movements.”

I forhold til Iran er der ikke blevet opretholdt et tilstrækkeligt stærkt pres, og man har ikke udnyttet det, der kunne have været en alliance med Rusland og Kina. I forhold til sidstnævnte har USA fortsat den belærende tone med skadelige virkninger. I den arabiske verden er det antiamerikanske ressentiment blevet styrket, Irak er stadig en fiasko, og det samme gælder håndteringen af det atomvåben-bevæbnede Pakistan, der udgør den måske største trussel mod Vesten.

Og forsøget på at løse USA’s økonomiske krise med mere social ingeniørkunst har ikke hjulpet, tværtimod, og alene af den grund vil USA og Vesten få endnu vanskeligere ved at gøre sig gældende globalt. Det hele forværres af, at der næsten ingen diskussion har været om den enorme fejltagelse, som udgøres af idealistisk udenrigspolitik, som Merry skriver i et andet indlæg. Det er ikke i Vestens interesse at føre krig på grundlag af idealisme – moral, humanisme og liberalisme. Obamas engagement i Libyen-interventionen viste det med al tydelighed.

Realister, hyppigt af konservativt sindelag, er faktisk yderst skeptiske over for krige, hvilket er emnet i en artikel af William Lind i tidsskriftet The American Conservative. Det gælder ikke krig som sådan, men i særlig grad såkaldt forebyggende krig – det er som at begå selvmord af frygt for at blive slået ihjel, som Bismarck engang sagde. Den realistiske udenrigspolitik er især vendt mod ”Wilsonianism” i amerikansk udenrigspolitik: humanitære interventioner, nation building og andre fjollede ideer på den krigsbegejstrede liberale fløj.

Faktum er bare, at USA, med den genvalgte Obama ved roret, slet ikke er i stand til at føre fordums aktivistiske udenrigspolitik. Den imperiale tidsalder er ved at være forbi – hvilket i øvrigt er en erkendelse, som både demokrater og republikanere viger tilbage for. I en anmeldelse af en ny bog om emnet, af redaktør Andrew J. Bacevich, hedder det i samme tidsskrift:

”Throughout the campaign season, Mitt Romney and Barack Obama alike insisted that the 21st century must be another American century—that the U.S. should continue to be the world’s predominant military, economic, and political power for generations to come. After ten years of shattered hegemonic dreams, leaders of both parties still feel compelled to declare their loyalty to the vision that inspired the follies of the Bush era. Foreign-policy debate continues to turn on the question of how to preserve American hegemony, rather than how to secure U.S. interests once America is no longer so dominant. What nobody in Washington can acknowledge is the subject that this book addresses: the American Century, to the extent that it ever was real, is now definitely at an end.”

 

Første gang i Berlingske 7. november 2012. Document takker Støvring for tillatelse til republisering.