Retssagen imod massemorderen Anders Breivik er i fuld gang og således også debatten om ham: Bør Breivik have fuld ytringsfrihed? Risikerer man ikke, at Breivik ansporer til flere terrorhandlinger, og risikerer man ikke, at debatten om multikulturalismens problemer afspores eller helt undertrykkes?

Helt generelt om ytringsfrihed kan man for det første sige, at udstrakt ytringsfrihed og åben debat er et gode, fordi alle synspunkter kommer frem, også dem vi synes er ubehagelige; vi kan muligvis lære af dem og blive klogere. Det kunne jo være, at vi tog fejl.

Debatten var f.eks. meget snæver og betændt for bare få år siden. I 80’erne og 90’erne kunne man ikke kritisere islam, indvandring og multikulturalismen uden at blive stigmatiseret. Læs bare Morten Uhrskov Jensen bog om udlændingedebatten, Et delt folk. Men i dag mener stort set alle det, man ikke måtte mene for tyve-tredive år siden.

For det andet virker en fri debat som en ventil, der kan give afløb for folks frustrationer. Lidt forenklet sagt, så afstår folk fra vold, så længe de taler sammen. Debatten kan kanalisere frustrationerne og dermed tæmme dem.

For det tredje er det farligt at fortrænge ubehagelige synspunkter fra den offentlige debat. De risikerer blot at vokse sig større i det skjulte, hvis de ikke åbent kritiseres. Vi risikerer at blive vidne til det fortrængtes genkomst i dæmonisk form.

Tjoh, men Hitler havde jo netop succes med at forføre masserne, fordi også hans manifest, Mein Kampf, blev flittigt læst og brugt i propagandaen? Dertil er at sige, at der jo netop ikke herskede fuld ytringsfrihed under Naziregimet og heller ikke under Weimar-republikken. Nazisternes antisemitisme blev netop ikke kritiseret og udleveret til hån, spot og latterliggørelse i den offentlige debat.

Under Weimar-republikken herskede der f.eks. love imod hate speech, og især Julius Streicher, den berygtede redaktør for Der Stürmer, blev adskillige gange trukket i retten. Her fik han netop taletid, opmærksomhed og en martyrstatus. Hans antisemitiske synspunkter blev pludseligt interessante og givetvis meget mere udbredte, end hvis der i stedet havde været en debat. Det er tvivlsomt, om pressen havde ofret så meget opmærksomhed på hans rablerier. Alt det har Flemming Rose skrevet udmærket om i Tavshedens tyranni.

Så principielt har Anders Breivik ytringsfrihed og lov til at fremføre sin sag. Sådan er det i et retssamfund. Men derfor kan man jo godt mene, at vi andre ikke bør lytte til ham. Han har bedst af at blive tiet ihjel. Jeg synes selv, at det er usmageligt, at en massemorder og psykopat får så megen opmærksomhed – akkurat som det er usmageligt, når dømte mordere som Jønke og kriminelle som den venstreradikale Christian Zwettler får masser af penge og opmærksomhed på deres bøger og foredrag.

Utvivlsomt vil personer på begge fløje forsøge at udnytte Breiviks undtagelsestilfælde og betændte sag til at promovere deres egne synspunkter. Der går som bekendt et ”kontinuum” fra Breivik til Dansk Folkeparti, som Politikens Anita Bay Bundegaard skrev efter ugerningen på Utøya. Og nazister vil tilsvarende sværme om denne skikkelse.

Men overordnet har Breivik ikke haft held med at radikalisere nogen. Ingen vil jo kendes ved ham, hverken før eller efter udåden sidste sommer, heller ikke de anti-islamister og multikulti-kritikere, som man ellers har forsøgt at gøre skyldige i kraft af et associationstrick: guilty by association.

Selvfølgelig kan og bør man kritisere multikulturalismen, også selv om psykopaten Breivik også gør det. Venstreorienterede antikapitalister har jo også begået mord. Men derfor kan man også sagtens kritisere kapitalismen. Det afgørende er, at kritikken føres på rationelle præmisser: Gennem henvisning til statistik, undersøgelser, forskning, dokumenterede hændelser osv. om vold, kriminalitet, undertrykkelse, offentlig forsørgelse, radikalisering osv.

Og nej, selv om muslimen Mohamed Merah for nyligt dræbte skolebørn i Frankrig, er alle muslimer ikke voldsparate og islam ikke en fanatisk religion.

Hersker der så en krig mellem kristendom og islam, som flere har spurgt i kølvandet på Breiviks rablende manifest? Ikke så vidt jeg ved. En krig kræver jo som minimum to kæmpende parter. Mig bekendt er det kun de kristne mindretal, der myrdes og udrenses i muslimske lande.

Breivik og ytringsfriheden – og Breiviks ytringsfrihed

Opprinnelig i Berlingske. document.no takker Støvring for tillatelse til gjenbruk. Takk!