Sakset/Fra hofta

Robert Musil’s «Der Mann Ohne Eigenschaften» (“Manden uden egenskaber”), én af det sidste århundredes store romaner, er et portræt af Østrig tidligt i 1914. Læserne ved at deres fjollede verden vil komme til en skrækkelig ende med udbruddet af krigen, men romanens personer ved det ikke. Musil udsendte et første bind og brugte resten af sit liv med at skrive et andet bind, uden held, for dette er den slags historie, som ingen ende har, undtagen afgrunden.

Dagens arabiske politik har et Musil-agtigt skær af uvirkelighed over sig, for enden vil blive den ægyptiske stats sammenbrud. Det fejlbenævnte «arabiske forår», der reelt er et døende samfunds krampetrækninger, begyndte med fødevaremangel. Ægypten importerer halvdelen af sit kalorieforbrug, 45% folket er analfabeter, de universitetsuddannede er uansættelige (unemployable), deres årlige 10 milliarder dollars turistindustri er lukket ned indtil videre og reserverne i fremmed valuta forsvinder gradvis. I august faldt centralbankens rapporterede reserver ned under hvad banken kalder «fare-niveau’et», som dækker seks måneders import eller 25 milliarder dollars, fra 36 milliarder i februar, skønt jeg har en mistanke om at selv dette tal er pustet op med 5-10 milliarder dollars i form af algieriske aller saudiske lån og handelskreditter. Til trods for presseforlydender om at inflationen i fødevarepriser er faldet, melder de arabisksprogede medier at prisen på stabel-varer som ris og sukker siden marts er øget med 50% eller mere siden marts. Militærregeringen uddeler brød og propan (det almindeligste madlavningsbrændsel)

Ægypten har afslået et lånetilbud fra the International Monetary Fund (IMF) tidligere på året, fordi millitærregeringen ikke kunne acceptere IMF’s lånebetingelser. Golf-staterne og vesten kan muligvis holde Ægypten i live (on life support), hvad der vil efterlade en stor del af ægypterne i et limbo af extrem fattigdom. Det pengemæssige kollaps i Sydeuropa (og alvorlige problemer andre steder) gør det til et uheldigt tidspunkt at komme til vesten med en tiggerskål. Hvad Golf-staterne angår, så lever de ikke en gang op til deres forpligtelser overfor palæstinenserne (the Palestine Authority), og kan ikke forventes at bære et årligt 15 til 20 milliarder dollars finansieringsbehov for Ægypten.

Det hænger ikke sammen. Vestlige økonomer kan strikke alverdens økonomiske opretningsplaner sammen, men et land, der ikke kan lære halvdelen af dets folk at læse og ikke kan producere brugbare universitetskandidater, ikke kan brødføde sig selv vil ryge ud i kloakken.Præsidenterne Nasser, Sadat og Mubarak kontrollerede Ægypten ved at holde de fleste fattige, uvidende og ude i landbruget og ved at opmagasinere landets unge i statsdrevne diplom-trykkerier (diploma mills). Efter tres år med et sådant misregimente kan Æypten simpelthen ikke komme nogen vegne.

Jeg forudsiger at resultatet vil blive en humanitær katastrofe, der vil få Somalia til at ligne en skovtur. Det overrasker ikke at en ægyptisk pøbel angriber den israelske ambassade. Den ægyptiske gadebefolkning har ikke andet at lave end at rejse sig mod hvad de opfatter som undertrykkere, for intet godt venter dem; og den desperation, som vil følge efter sammenbrudet af det arabiske «forår», truer ethvert mellemøstligt regime, så de regerende er nødt til at stille sig i spidsen for dette raseri. Men hvad vil de faktisk gøre? Det ægyptiske militær klamrer sig til magten med det yderste af neglene. Hvis man angriber Israel vil man tabe og generalerne vil blive hængt i lygtepælene. Det syriske militær har for travlt med at slå protesterende ihjel til at angribe Israel eller til at hjælpe Hizbollah i konfrontationen med Israel.

Det, vi nok vil komme til at se de næste to år, vil være afskyvækkende, endda rædselsfult – men ikke nødvendigvis farligt.

(Endgame for Egypt
September 13, 2011 – 3:21 pm – by David P. Goldman)

Oversat af P.H. Bering

http://pajamasmedia.com/spengler/2011/09/13/endgame-for-egypt/?singlepage=true