Det kommunistiske parti i Sovjetunionen hører til de blodigste regimer i historien. Det kollektiviserede, tvangsfordrev og udryddede millioner af dets egen befolkning. I flere omgange.

I årtier blev det ledet af en paranoid diktator, Stalin, der aldrig blev træt af at myrde enhver indbildt konkurrent til magten. Havde Sovjetunionen eksisteret i dag, ville det danske folketing uden tvivl have erklæret krig, som det for nylig skete mod Libyen. For Sovjet opfyldte alle betingelser for at sende danske F-16-fly på vingerne og deltage i en humanitær intervention for at redde russerne fra det kommunistiske partis folkemord. Heldigvis findes Sovjetunionen ikke mere, og dets bærende ideologi, kommunismen, har mikroskopisk få tilhængere i det 21. århundrede.

Men når konflikten med Sovjetunionen, Den Kolde Krig, i dag skal beskrives, sker det pænt og andægtigt. Det viser et just udkommet leksikon på 800 sider, »Den kolde krig og Danmark« (Gads Forlag). Tonen i leksikonet er pæn, så der tales om kommunister, som om de var fornuftige og anstændige mennesker. Tilsvarende tales der også pænt om Sovjetunionen, og det gøres ikke klart for den unge læser uden historisk viden, at Sovjetunionen var et folkemordsregime med mange millioner menneskers liv og lidelser på samvittigheden. Det viskes ud i dette koldkrigsleksikon.

Leksikonet giver en skrævvreden fremstilling af Den Kolde Krigs afslutning. Mikhail Gorbatjov gøres til helten, der tager initiativ til at afvikle våbenkapløbet, og Ronald Reagan forbliver en skurk, der vil opruste. Som der står: »Gorbatjov indledte nu en proces, der på få år skulle føre til en dyb afspænding mellem supermagterne og til afslutningen af den kolde krig«. Og så krediteres Reagan for, at han dog trods alt var villig til at følge Gorbatjov: »Og til overraskelse for mange valgte Reagan-administrationen snart at spille med«.

Men det er at vælge part i sagen.

Det kan være lige så rigtigt at tillægge Ronald Reagan æren. Som præsident fra 1980 var han opsat på at få Den Kolde Krig bragt til ende og få gjort has på den kommunisme, som han selv havde beundret indtil 1945. Reagans middel var blot ikke accept, anerkendelse, nedrustning og eftergivenhed. Reagan ville tvinge modstanderen i knæ, og efter tre sovjetiske lederes død havnede sceptret hos Gorbatjov og al respekt for hans villighed til ikke at bruge magt og terror for at holde kommunismen på magten. For ensidigt kun at tillægge Gorbatjov fortjenesten. Og den linje går igennem leksikonet.

F.eks. er der et langt opslag om kommunisten Ib Nørlund. Han var folketingsmedlem 1945-47 og igen 1973-79, var vokset op et frisindet borgerskab, deltog i sin ungdom i »det antifascistiske arbejde«, gjorde så lynkarriere i DKU og senere DKP, og i 42 år var han medlem af DKPs »magtfulde forretningsudvalg«. I leksikonet beskrives Nørlunds »ideologiske talent«, han var »strategen« og »arkitekten« i partiet. Vi får ikke at vide, at Ib Nørlund støttede et af de mest brutale regimer i verdenshitorien.

En artikel om skolesamvirket Tvind er bygget op på samme måde. Tvind beskrives ud fra hensigten »et pædagogisk og politisk eksperiment«. Grundlæggeren Mogens Amdi Petersen med rejsekammerater tog på busture og oprettede en alternativ læreruddannelse, der var stor interesse for ulande, og der blev etableret tøjindsamling (UFF) til lande i Afrika og Asien. Til slut også noget om, at PET havde overvåget Tvind, men uden at give grundlag for politi­efterforskning. Der står ikke, at Tvind-elever flygtede fra foretagendet midt om natten over stok og sten, at der til stormøder foregik hjernevask af eleverne, til alle var afrettede, og at Tvind systematisk nedbrød elevernes karakter. Alt det som vi kan læse om i en efterhånden omfattende afhopperlitteratur, skrevet af mennesker, der har smagt det totalitære i eget land. I leksikonet får vi kun den positive historie, og Tvind beskrives mest ud fra det tilsigtede. Noget med eksperiment, pædagogik og ulande.

Artiklen om partiet Venstresocialisterne (VS) følger samme mønster. Det positive og hensigten beskrives, VS udviklede som det første parti en miljøpolitik, ulands­politik mod diktatorer, og en aktiv boligpolitik. Men der står intet om, at VS gik imod det repræsentative demokrati, som de ønskede erstattet af et råds­demokrati, at partiet i hele dets eksistens havde et taktisk forhold til frihedsrettigheder (»røde undtagelser«) og at VS havde svært ved at blive enige om at tage afstand fra vold. Der var fornuftige enkeltmennesker i partiet, og mange er af samme grund løbet fra fortidens positioner, men et opslag om partiet bør informere faktuelt om, hvad VS stod for. Pudsigt er det også, når der om VS indforstået står, at »fraktioner var tilladte«. Ideen om fraktionsfrihed er en socialistisk indforståethed, som forudsætter, at partiet har ret, og er inderligt overflødigt i ethvert system med velforankrede frihedsrettigheder, hvor det er givet, at hver kan have sin mening. Hvad får den unge læser født efter 1989 ud af disse opslag? At VS var et parti som alle andre, ja faktisk lidt bedre, fordi det udviklede en miljøpolitik som de første.

Et leksikon udgivet i 2011 skal informere bredt og faktuelt om forholdene, så læsere i dag bliver bekendt med fortidens stridigheder. Meget kan diskuteres og fortolkes, men der er trods alt nogenlunde reelle fakta, som bør være klare. Leksikonet omtaler, at »et sydkoreansk passagerfly i september var blevet skudt ned over den sovjetiske ø Sakhalin«. Hvorfor denne grammatisk passive formulering? Hvem skød det ned? Nord­korea? Læseren får ikke besked. Det var – rent faktuelt – Sovjet. Der er også flere småfejl. Jens Ellekær, der var en af de to danske spioner pågrebet i Polen i 1987, var ikke »medarbejder ved FE«, og omfanget af hans rejser i Østblokken er overdrevet. Som man burde vide, da Jens Ellekær for nylig har udgivet sine erindringer, der burde indgå som reference i opslaget. Og så er det inkonsekvent, at de, der spionerede for den danske efterretningstjeneste, nævnes ved navn, mens Stasi-spionen »Lenz«, som i dag er EU-embedsmand, får lov at forblive anonym. De røde får pæn omtale. De blå en dårlig.

Tendentiøst bliver det også, når flere opslag bruger VS-leksikonet www.leksikon.org som kilde. Paradoksalt nok er www.leksikon.org faktisk mere alsidigt. For der omtales hjernevasken på Tvind og VS’ problematiske forhold til vold. Hvorfor vil Gads Forlag så ikke lade det omtale? Den danske antikommunistiske intelligentsia får så godt som ingen omtale, selvom der er kommet solide behandlinger i bogform inden for de sidste par år.

Børge Outze var chefredaktør på Dagbladet Information siden befrielsen i 1945 og repræsenterede en markant antikommunisme og pro-NATO-holdning. Outze brugte voldsomme, hadefulde ord mod de danske kommunister og gav ingen pardon for deres støtte til Moskva. Hans Scherfig, Aksel Larsen, Ib Nørlund og hele bundtet af kommunister fik læst og påskrevet af Outze. Peter P. Rohdes liv og offentlige engagement blev også helt bestemt af hans brud med kommunismen omkring Slansky-processen i 1952; resten af hans liv var et opgør med kommunister og kommunisme. Det blev meget personligt og uforsonligt, hvad Niels Barfoeds flotte bog »I unåde« grundigt belyser. Hvorfor dog ikke fremhæve dem parallelt med de rosenrøde biografier af kommunisterne? Jørgen Dragsdahl er også pænt portrætteret i opslag, mens Bent Jensen ikke eksisterer.

Unge mennesker i dag vil slet ikke kunne forstå Den Kolde Krig og alvoren i den ud fra dette leksikon. For Sovjetunionens karakter af en totalitær stat forklares ikke, og derfor associeres modstanden mod kommunismen også med heksejagt og fjendebilleder. Typisk nok behandles en reel spion som Alger Hiss under et opslag om »Mccarthyisme«. Den skyldige gøres til uskyldigt offer for hetz. Værket er en ommer!

En ommer:
Så vidt vi kan se, er ordet ommer ikke med i nogen ordbøger, men det er ganske udbredt i betydningen ‘noget der ikke er godt nok’, ‘noget der skal laves om’. Ordet har formodentlig sin oprindelse i sportsverdenen. Her kan ommer have betydningen ‘noget (fx et spark eller et slag) der skal eller kan tages om’.

Henrik Gade Jensen er projektmedarbejder ved CEPOS.
Document takker for tillatelse til republisering.