Det var ganske let at vælge spion­fil­men »Dame, Konge, Es, Spion« i bio­gra­fen frem­for agent-dra­maet Hamil­ton. Ud over anmel­del­serne, der var mere posi­tive over for den bri­tiske film, betød det også noget, at for­fat­te­ren til fil­men »Dame, Konge, Es, Spion« er den seriøse for­fat­ter John Le Carré, der har en for­tid i den bri­tiske efter­ret­nings­tje­neste under Den Kolde Krig.

Hamil­ton-figu­rens for­fat­ter er svens­ke­ren Jan Guil­lou. Et vir­ke­lig råd­dent æble.
Fra 1967 til 1972 og mulig­vis endnu læn­gere var han betalt spion for Sov­jet­unio­nens efter­ret­nings­tje­neste KGB. Det er doku­men­te­ret, og det har han selv indr­øm­met.
Han arbej­dede fra 1960er­nes slut­ning sam­men med den ultra­ra­di­kale palæ­s­ti­nen­siske ter­ror­gruppe DPFLP, der var sty­ret af Sov­jet­unio­nen. Guil­lou var i Køben­havns Luft­havn i 1969 for at spio­nere mod det isra­elske fly­selskab El Als sik­ker­heds­sys­te­mer, sand­syn­lig­vis for at hjælpe palæ­s­tine­niske ter­ro­ris­ter med et angreb. Han fort­satte med sine venstre­eks­tre­mis­tiske hold­nin­ger i den svenske offent­lig­hed og svinede bor­ger­lige debatt­ører til. Hver gang den svenske rege­ring for­søgte at udvise pon­ten­ti­elle ter­ro­ris­ter, var Guil­lou aktiv med artik­ler for at for­hindre det. Hans sym­pati var altid med ter­ro­ris­terne og ald­rig med deres ofre.
Hans selv­bio­grafi er i øvrigt fyldt med løgn – også om hans tid som Sov­jet-spion.
Val­get af John Le Carré-fil­men var som sagt let.
MEN TAG IKKE FEJL. Guil­lou har altid været og er sta­dig en yderst popu­lær per­son i Sve­rige. Det er han sam­men med for­fat­tere som Hen­ning Man­kell og Stieg Lars­son, der begge kom­mer fra det yder­ste venstre og ikke blot var sym­pa­ti­sø­rer, men hardcore akti­vis­ter. Så langt ude har vi dog ald­rig været i Dan­mark. Ganske vist var mange danske for­fat­tere venstre­ra­di­kale sym­pa­ti­sø­rer, men af den bløde og naive slags. Der er noget sym­pto­ma­tisk ved, at de venstre­ra­di­kale akti­vis­ter netop i Sve­rige har gjort strå­lende kar­riere og er popu­lære medie­fi­gu­rer. I det »pro­gres­sive« Sve­rige i Pal­mes ånd, der ivrigt solgte våben til Libyen og Syrien, havde den slags det som fisk i van­det.
Da Guil­lou senest var i Køben­havn til bog­fo­rum i novem­ber 2011, blev han fej­ret som en kult­skik­kelse. Han blev inter­viewet af danske jour­na­lis­ter uden et kri­tisk spørgs­mål om hans lands­for­ræ­deri. Jeg tænkte på ofrene for det per­verse sys­tem i Sov­jet­unio­nen, hvis under­tryk­kelse Jan Guil­lou aktivt havde del i, da jeg fra­valgte hans Hamil­ton-film. Er det tidens his­to­rie­løs­hed – ja, en kliché, det ved jeg – der gør, at Jan Guil­lou kan slippe af sted med sit men­nes­ke­lige og poli­tiske for­ræ­deri både i Sve­rige og Dan­mark? »Dame, konge Es spion« var i øvrigt en strå­lende film, der på lav­mælt måde for­må­ede at gen­skabe noget af Den Kolde Krigs intense drama.- Ber­ling­ske Tidende, 12.03.2012 (ikke online)

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629


  • Josva, Nuns sønn, sendte i hem­me­lig­het to spio­ner ut
    fra Sjit­tim. Han sa: «Gå og se nær­mere på lan­det og Jeriko!» De gikk da
    av sted og tok inn i huset til en pro­sti­tu­ert kvinne som het Rahab. Der
    fikk de over­natte. 2 Kon­gen i Jeriko fikk mel­ding om at det var kom­met noen israe­lit­ter om nat­ten for å utforske lan­det. 3 Da sendte han til Rahab og sa: «Før ut de men­nene som er kom­met til deg og har tatt inn i huset ditt! For de er kom­met for å utforske hele lan­det.» Josva, kap 2, 1–4.

    Et tid­lig doku­men­tert eksem­pel på spio­na­sje og kontraspionasje.Det iro­niske er at det fins ingen inter­na­sjo­nale lover som for­byr spio­na­sje, selv om det fins nasjo­nale lover som for­byr det. Det er fullt lov­lig å samle infor­ma­sjon, og det er fullt lov­lig å stå på en bakke­topp med en kik­kert og se inn på nabo­lan­dets ter­ri­to­rium. Det er kun den ulov­lige delen som er pro­ble­ma­tisk, der en bry­ter egne eller andre lands lover i sine akti­vi­te­ter.

    For­øv­rig en lite gla­mo­røs jobb. Hus­ker jeg leste boka “Svart­kam­me­ret” der de beskrev hvor­dan de gene­rerte engangs­ko­der før maski­ne­nes tids­al­der – det satt noen damer og trakk lap­per med til­fel­dige tall opp av hat­ter, det var deres jobb. Er nok også lite gla­mo­røs de som har job­ben med å lime sam­men de strim­lene som kom­mer ut av en maku­le­rings­ma­skin.

    For spe­si­elt inter­es­serte kan jeg nevne at det var en nord­mann som het Rør­holt som var med og lagde den første bruk­bare engangs­kryp­to­ma­ski­nen, det han gjorde var så enkelt som å koble en teleks sam­men med en engangs­kode­ge­ne­ra­tor som inne­holdt en radio­ak­tiv kilde hvis ned­bryt­nings­møns­ter er teo­re­tisk ubry­te­lig, og hvis første anven­delse var i bruk i den første “Hot line”. 

    Etter Kuba­kri­sen innså super­mak­tene at selv under en atom­krig hadde par­tene behov for å kom­mu­ni­sere med hver­andre, og der kom nevnte appa­ra­tur til heder og ver­dig­het:http://jproc.ca/crypto/hotline.html

    Bare for å komme litt til­bake til det opp­rin­ne­lige temaet: Guil­lou er nok den mest kjente, men ten­ker jeg rett er han bare top­pen av isfjel­let. Jour­na­list med venstre­sym­pa­tier som blir for­fat­ter, og hvis for­tid blir holdt hån­den over av andre jour­na­lis­ter med venstre­sym­pa­tier. Syns jeg har hørt den før?

    Når det gjel­der hardcore-akti­vis­ter har vi en viss post­dok­tor som ble tatt med buk­sene nede med spreng­stoff i sek­ken, og som her inne kon­se­kvent omtalte andre kom­men­ta­to­rer som “akti­vis­ter” (leder tan­kene mine hen på jødene som over­førte sine syn­der på en geite­bukk før de jagde den ut i ørke­nen, derav uttryk­ket “synde­bukk”).

    Men ryk­tene på byen sier at det var nok flere enn han som har vært på tre­nings­leir for ter­ro­ris­ter. Skjønt jeg vet ikke om det er så lurt å begynne å grave i den­slags:)

  • Hen­rik­Hen­rik­sen

     Vi har jo våre egne i Jon Michelet, Anne Holt, Dag Sol­stad, Thor­vald Steen m.fler. Men nå som kom­mu­nis­men har mis­tet litt av glan­sen sin, så har de gått over til å forsvare/omfavne islam. De els­ker jo sine tota­li­tære og men­neske­fiendt­lige ideo­lo­gier.

    De har ikke akku­rat yrkes­for­bud, tvert imot er alle dører åpne og de sees ofte på fes­ter og til­stel­nin­ger med større inn­slag av den norske “intel­lek­tu­elle elite”. 

    De hyl­les ofte i våre riks­me­dier ved bok­ut­gi­vel­ser og får rosende omta­ler, gjerne i form av varme por­trett­in­ter­vjuer.

    Det er vondt å se på. 

  • Ekriss

    Et vir­ke­lig råd­dent æble.” Så kort kan det igrunn sies.