Sakset/Fra hofta

Abdullah Domurcuk, Hussein Ferdowsipour, Mohammad Borumandi, Fællesinitiativet mod moskéen på Vibevej

Kære Søren Pind: Det glæder os, at du er blevet integrationsminister. Vi har en forhåbning om, at du vil sætte en meget tiltrængt undersøgelse i gang af den planlagte stormoské på Vibevej i København. Der er allerede i dag en mindre moské med forbindelser til Iran, men nu skal der altså bygges en stormoské med navnet Imam Ali med økonomisk støtte fra Iran. Som medlem af regeringen kan du foranstalte en undersøgelse af den konkrete plan og en stormoské og dens finansiering. Det samme kan du gøre med den planlagte stormoské i Njalsgade på Amager. En undersøgelse, der kan bruges til en tiltrængt afklaring af regeringens holdning til udenlandsk finansierede stormoskéer.

Vi er bestemt ikke modstandere af moskeer i al almindelighed. Tværtimod er det naturligt, at man i et demokratisk samfund har frihed til at praktisere sin religion. Men det er meget naivt at give plads til det iranske præstestyres totalitære politik, bare fordi den bliver kaldt religion. Dermed lader vi religionsfriheden misbruges til undertrykkelse også af andre religioner.

I stort set alle islamiske lande – ikke mindst i Iran – bliver dem, der har en anden tro end præstestyret underlagt en brutal undertrykkelse. De er ikke beskyttet af en retsstat. Kristne præster bliver arresteret og tortureret på grund af religiøse møder i deres hjem, da de ikke får lov til at praktisere kristendommen frit i deres kirker. Suni muslimer, Sufister(Dervisher), jøder, Bahai – alle oplever de samme forfølgelse. ??I Iran er en moské også meget mere end et bedehus. Under revolutionen i 1979 var moskeerne centrum for præstestyrets politiske propaganda. Det var her, der blev opbevaret våben. Moskeerne var centre for overvågning, rapportering og meget andet vendt mod dem, der var modstandere af præstestyret. Ikke mindst kvinderne lider under de præstestyrede sharia domstole. Under den folkelige opstand i juni 2009 blev nogle af oprørerne holdt fanget i moskeerne, hvor de blev tortureret. Præsterne eller imamerne er de hovedansvarlige, dem der lede og koordinerer disse ofte brutale undertrykkende aktiviteter.

I de muslimske lande bruger det iranske system eksperter, der kender de lokale forhold, så det bliver nemmere at etablere sig. I de vestlige lande er det vores demokrati og frihed, de misbruger til at få fodfæste.

Det iranske præstestyre bruger forskellige islamiske organisationer som dække for deres forsøg på at få indflydelse i såvel muslimske som vestlige lande. En af dem er den verdensomspændende organisation Ahlul Bait (eller Ahlul Bayt), der har hovedkontor i Iran. Organisationen har mindst 68 afdelinger i andre lande.

Folkene bag moskébyggeriet på Vibevej benægter forbindelsen til Iran. Men imamen i den eksisterende moské på Vibevej er fra Iran.

En journalist fra Kristeligt Dagbladet afslørede tilmed, at moskeens grund og bygning var blevet købt af den forhenværende iranske ambassadør, Jasbi. Da det blev afsløret forsøgte imamen og foreningen at lave om på ejerforholdet.

Der er heller ingen forbindelse til Ahlul Bait, får man at vide. Men organisationen bag moskéen hed Ahlul Bait Danmark, indtil navnesammenfaldet blev afsløret.
Desuden er det Ahlul Bait, der er tinglyst som ejer af den grund, moskéen skal bygges på.

Moskéer, der er styret af Iran eller for den sags skyld af Saudi Arabien eller andre totalitære islamiske lande er en slags trojansk hest for udbredelsen af en undertrykkende ideologi. Det ved vi fra flere afsløringer i Storbritannien. Moskeerne kan også være centre for udspionering af iranere, der bekæmper præstestyret fra Europa. I Tyskland har efterretningstjenesten advaret mod moskéer, der er støttet af Ahlul Bait og af præstestyret i Iran.

I Norge skabte det voldsom opstandelse, da tv i november sidste år afslørede, at en moské – der også hedder Imam Ali – får penge fra Ahlul Bait og Iran, og at nogle af imamerne kommer fra Iran. Stortinget har for få uger siden holdt en høring om sagen og den norske arbejderpartiregeringen arbejder nu for mere åbenhed og kontrol med penge fra udlandet.

Når der ingen krav er om åbenhed og kontrol er det svært at dokumentere forbindelsen mellem en moské og Iran eller Saudi Arabien. Alligevel er det lykkedes at grave materiale op om forbindelsen mellem moskéen på Vibevej og Ahlul Bait og Iran. Men flertallet af de københavnske politikere har ikke interesseret sig for det. De har valgt den lette løsning at tage påstandene om, at der ikke er forbindelser til Iran og Ahlul Bait for gode vare.

Derfor håber vi, at du vil tage fat i den konkrete sag om Vibevej og kræve, at det materiale, der er kommet frem, bliver undersøgt – ligesom regeringen i Norge har gjort det.

Vi håber også, at du vil bruge sådan en undersøgelse af de konkrete planer om stormoskéer til en afklaring i regeringen. Der er brug for en afklaring af hvilken former for udenlandsk finansiering af religiøse-politiske aktiviteter i Danmark, der er acceptable.

Du har talt for en regulær assimilation. Vi vil være glade, hvis du vil begynde med en indsats, der kan forhindre, at reaktionære islamistiske kræfter breder sig.