Eva Herman var ankerkvinne i ARDs nyhetssending Tagesschau. Men hun kom til å stille spørsmål ved noen oppleste og vedtatte sannheter; bla. om feminisme, og frigjøringen av kvinner, karriere og prisen samfunnet betaler i form av synkende barnetall. Det skal man ikke gjøre. Herman fikk nazi-stemplet. Det kommer med usvikelig sikkerhet hvis man våger å røre ved visse sannheter.

Hun forsvarte seg lenge og godt og skrev flere bøker, men under en pressekonferanse kom en kvinnelig journalist til å skrive i Hamburger Abendblatt at hun hadde rost nazistenes familiepolitikk. Det motsatte var tilfellet. Men det hjalp ikke. Hun fikk sparken.

«Prosessen» mot henne foregikk over flere år. Nå har Herman skrevet bok Die Wahrheit und ihr Preis. Meinung, Macht und Medien (Sannheten og dens pris. Meninger, makt og medier). Alex Ahrendtsen har en meget leseverdig og tankevekkende artikkel i sappho.dk.

I 2006 offentliggjorde hun en artikel til tidsskriftet Cicero med titlen Die Emanzipation – ein Irrtum? (Kvindefrigørelsen – en fejltagelse?). Hendes anliggende var, at tyskerne var ved at uddø på grund af de lave fødselstal, og at feministerne og kvinderne selv havde skylden, fordi de tvang sig til at konkurrere med manden i stedet for at tage sig af familien. (Artiklen fik i øvrigt en glimrende omtale i 2007 af Kit Louise Strand i Information.)

Det var af flere grunde hård kost for offentligheden. Eva Hermann var gift for fjerde gang, havde fået et barn som 37-årig og var karrierekvinde. Hun berørte desuden et tabu: Familien og kvindens plads.
En hidsig debat var født, og hun blev angrebet af bl.a. Alice Schwarzer, Tysklands førende barnløse feminist, der opfordrede Eva Hermans arbejdsgiver, tv-stationen NDR, til at fyre hende, hvilket de ikke gjorde i første omgang.

Målinger viste at et flertall av kvinner fra brede lag støttet henne, men ikke de høytutdannede. For dem er angrep på karrierekvinnen et angrep på deres selvbilde. Men det spesielle er at noen av de dannede og bemidlede også ønsket å stoppe munnen hennes.

Oven på debatten fulgte en meningsmåling med et lille flertal i befolkningen, der støttede hende. Målingen viste samtidig, at 55 % af kvinderne ønskede en konservativ rolle for kvinden. Lavtuddannede bakkede hende op med 76 %, mens 64 % af de højtuddannede afviste hendes påstande.

Herman skrev Das Eva-Prinzip. Für eine neue Weiblichkeit (Eva-prinsippet. For en ny kvinnelighet) og nå tok hun et oppgjør med sin egen karriere og dens pris, og alle ekteskapene. Hun solgte 100.000 eksemplarer. Hun møtte mao en respons i befolkningen, hennes ord fikk konsevenser, dvs. den truet noens posisjon.

Hva gjør man for å diskreditere noen i Tyskland – eller Norge for den saks skyld: man henter frem brunmalingen.

Man anklagede hende efterfølgende for at ville genindføre Hitlers Mutterkreuz (Naziregimets Moderkors som belønning for mange børn) og forsøgte at gøre
hende til nazist.

Noahs ark

Året efter i 2007 udkom Das Prinzip Arche Noah. Warum wir die Familie retten müssen (Noahs ark-princippet. Hvorfor vi må redde familien). Den fortsatte det konservativt kristne forsvar for familien og angrebet på selvrealiseringen, feminismen og den moderne singlekultur med personlige beretninger understøttet af henvisninger til forskningen.
Kvinderne havde ifølge Eva Herman mistet deres værdighed på grund af kævlerier og deres ukvindelige optræden. Hun gik i kødet på den borgerlige regerings familiepolitik, der ikke var politik for familien, men snarere politik for samfundsøkonomien.

Herman kritiserte videre kjønnmainstreamingen, et fenomen som selv beleste mennesker vet lite om, men som spiller en betydelig rolle i den politisk korrekte eliten: kjønn er en sosial konstruksjon.

De fleste hadde neppe hørt om en så vanvittig påstand før de støtte på den i Harald Eias «Hjernevask»-serie.

Morgenbladet har et kjønnsskifte på forsiden av siste nummer. Utdanningsdirektoratet har sendt ut et hefte utarbeidet av to lesbiske som pålegger lærerne å avnormalisere kjernefamilien: det finnes andre måter å leve sammen på som er like normale.

Nå var det Herman som trakk paralleller til de totalitære ideologier: bak kjønnspolitikken så hun et ønske om å demontere kjernefamilien og det tradisjonelle familiemønster.

Nazistene var slett ikke familievennlige. De ville bare ha barna. Kommunismen og sosialismen ønsker å bestemme hvilke verdier barna skal ha. De vil forme dem i sitt bilde.

Skandalen
Endnu en gang stjal hun alle overskrifter. Især efter bogens præsentation ved et pressemøde i Berlin, hvor 30 journalister fra Tysklands førende medier var til stede. Bogens forlægger læste op fra bogens efterord, hvor Eva Herman imødegik alle nazibeskyldningerne ved at tage afstand til enhver form for ekstremisme og nazisme.
29 ud af 30 journalister så da heller ikke noget fordækt ved pressemødet. Men en kvindelig journalist fra Hamburger Abendblatt ville det anderledes. Hun skrev i en artikel dagen efter, at Eva Herman ved mødet havde lovprist naziregimets familiepolitik, hvilket var en infam løgn.
Nu rullede lavinen. Eva-princippet blev omdøbt til Eva-Braun-princippet efter Hitlers elskerinde. Hun blev fyret fra NDR som tv-værtinde, og en smædekampagne blev sat i gang, mens hun fortvivlet forsøgte at få fortalt medierne, at hun faktisk havde sagt det modsatte.

Bogens absolutte højdepunkt er den minutiøse beretning om det nu legendariske Johannes B. Kerner talkshow den 9. oktober 2007 (hele den timelange udsendelse klik her …) hvor Eva Herman bliver smidt ud af udsendelsen efter i 50 minutter at være blevet udsat for underlødige angreb af værten, af en professor i historie, af en komiker, en skuespiller og en tidligere tv-værtinde.
I udsendelsen anklager de hende blandt meget andet for at bruge nazibegreber, fordi hun om pressen havde sagt, at den var ensrettet (gleichgeschaltet).

Herman våger å peke på at det er tysk offentlighet som er likerettet gjennom journalister og redaksjoners konformitet. Det må man ikke. Det er å utfordre makten. Allerede i introduksjonen skiller programlederen ut Herman og sier hun har kommet med uttalelser som var en «verharmlosung» av nazistenes familiepolitikk.

Ifølge Ahrendtson er Sannhetens pris av varierende kvalitet. Noe er for personlig. Men det interessante er prosessen mot henne, hvordan en tv-stjerne kan knuses. Selv ikke hun er beskyttet hvis hun våger å utfordre eliten og dens tankehegemoni.

Hermans sak kan minne om Rushdies: hun blir utstøtt av det gode selskap. Det er som det utstedes en usynlig fatwa hvis en våger å gå mot visse herskende forestillinger og kritisere dem. Men hun har stor støtte på grasrota.

Det var dog svært få av hennes kolleger som våget å stå ved hennes side.

Der var meget få personer, der støttede Eva Herman offentligt, deriblandt hendes schweiziske forlægger fra Pendo Verlag (nu ejet af tyske Piper Verlag), formanden for de tyske katolikker (Forums Deutscher Katholiken) Hubert Gindert, og journalist Arne Hoffmann, der udgav en bog om hele sagen. Dertil kom de mere end 45.000 mennesker, der skrev til hende, og den massive seerstorm, som både ZDF og NDR blev udsat for.

Nettet er den store muligheten til å danne en motkraft. Ett resultat av Herman-saken var opprettelsen av ytringsfrihetsorganisasjonen Medien – Quo Vadis.