Nytt

Det foregår en prosess der verdier snus på hodet, og kampanjen mot Israel er ett viktig verktøy. Hva slags verden lever vi i når demokratier behandles som diktaturer og diktaturene går fri? spør Bernard-Henri Lévy.

Det er en forvirret tid, hvor vi bekæmper demokratier, som var de diktaturer eller fascistiske stater. Denne syndflod af had og vanvid handler om Israel. Men den truer også nogle af de mest værdifulde ting, der er skabt gennem de seneste 30 års udveksling af ideer, særligt på venstrefløjen.

Lévy gir noen eksempler fra fransk presse og de er minst like ille som det vi kjenner fra norske medier.

Man underslår viktige fakta, som at blokaden av Gaza er noe ikke bare Israel, men også Egypt og i bakre rekker araberstater som Jordan og Saudi-Arabia står bak. Man ønsker ikke at Irans brohode skal vinne makt.

Man tier også om at Hamas stanser hjelpesendinger som har vært innom Israel. Det å bryte blokaden er viktigere enn at varene kommer frem.

Nu, hvor israelerne har gennemført deres inspektion og sendt lasten af nødhjælp til dem, den angiveligt var tiltænkt, blokerer Hamas for selv samme hjælp ved kontrolposten Kerem Shalom, hvor den står og rådner op. Det får vi ikke at vide.

For til helvede med varer, der er gået gennem det jødiske toldvæsens hænder! Væk med det legetøj, som fik tårerne frem i øjnene på godhjertede europæere, men som blev urent efter at have stået i timevis i den israelske havneby Ashdod! Gazas børn er blevet udnyttet som et menneskeligt skjold – eller kanonføde eller lokkemad til medierne – af den islamistiske bande, der med vold greb magten for tre år siden. Børnenes leg eller deres ønsker er det sidste, nogen tænker på i Gazastriben, men hvem siger det højt? Hvem viser det mindste tegn på indignation?

I stedet for å påpeke disse forhold og skape en viss balanse, fyrer avisene opp under anti-israelismen. Israel fremstilles som noe aparte, mens det i virkeligheten er Israel som er human hvis man ser det i en regional kontekst.

Libération havde en forfærdelig overskrift for nylig – ’Israel, Piratstaten’ – der, hvis ord stadig betyder noget, kun kan bidrage til at undergrave den jødiske stats legitimitet. Hvem har modet til at forklare, at hvis der findes en gidseltager i Gaza, én, der iskoldt og skruppelløst udnytter menneskers, og især børns, lidelser, så er det ikke Israel, men Hamas.

Der blev også givet en latterlig, men i en strategisk sammenhæng katastrofal misinformation i den tale, som Tyrkiets ministerpræsident holdt i Konya i det centrale Tyrkiet. Ham, som selv fængsler enhver, der offentligt nævner folkemordet på armenierne, men som ikke desto mindre havde den frækhed at stå og fordømme »Israels statsterrorisme« foran tusinder af rasende demonstranter, der råbte antisemitiske slagord.

Og mere misinformation: klagesangen fra de nyttige idioter, der er faldet i kløerne på de såkaldte humanitære kræfter, som i den tyrkiske organisation IHH’s tilfælde er jihadbegejstrede, antiisraelske og antijødiske dommedagsfanatikere – både mænd og kvinder – som få dage før episoden gav udtryk for deres ønske om at »dø som martyrer« (The Guardian, 3. juni; Al Aqsa TV, 30. maj).

Hvordan kan en forfatter af svenske Henning Mankells kaliber tillade, at han bliver udnyttet på denne måde?

Når han fortæller os, at han overvejer at forbyde, at hans bøger bliver oversat til hebraisk, hvordan kan han så glemme den ukrænkelige skelnen mellem en dum eller stædig regering og de masser, der ikke identificerer sig med den?

Hvordan kan en biografkæde (Utopia) i Frankrig på samme måde finde på at aflyse premieren på filmen ’Five Hours from Paris’, simpelthen fordi manuskriptforfatter en og instruktøren, Leonid Prudovsky, er israelsk statsborger?

Og de hyklere, der kritiserer Israels afvisning af kravet om en international undersøgelse af affæren, spreder også misinformation. Sandheden er, igen, langt enklere og mere logisk: Det, Israel afviser, er den undersøgelse, der er ønsket af FN’s Menneskerettighedsrå d – et organ, som styres af stolte demokrater fra Cuba, Pakistan og Iran. Israel vil undgå en procedure af samme slags, som resulterede i den berømte Goldstone-rapport om krigen i Gaza.

Eksemplet med filmen som boikottes pga av at manusforfatter og instruktør er israelere, er et tegn på hva som holder på å skje. Under dekke av protest mot menneskerettsbrudd seiler jødefiendtlighet opp. Det er umulig å trekke en grense, og vi ser daglig eksempler på hvordan Israel-protest tipper over i noe mørkere.

Svært få snakker nå om «grums», et ord som ellers er godt kjent i mediene. Men det er reservert for helt spesiell bruk. Når velkjent grums dukker opp er man plutselig blind og taus.

Verdens medier retter en bølge af hyklerisk kritik mod Israel, skriver den franske intellektuelle Bernard-Henri Lévy.