Av KASPER STØVRING

Det er tid til et intermezzo – i den daglige nyhedsstrøm, der kalder på kommentarer – som tidligere annonceret her i form af et gensyn med den tyske forfatter Botho Strauss’ fremragende, berømte og lige så berygtede essay «Tiltagende bukkesang».

Læseren må have mig undskyldt for at servere lidt skrap kost, for dét er Strauss’ essay. Men hvis man ikke kan fremsætte dristige tanker i fri meningsudveksling på en avisblog, hvor kan man så? Vi har i forvejen masser af ønsketænkning, wishful thinking. Hvad vi har brug for er, med den tyske litterat Hans Ulrich Gumbrechts ord: Riskful thinking!

Strauss’ essay er skrevet i 1993, men det er så aktuelt som aldrig før. For vi står i dag direkte konfronteret med det, Strauss kalder «fjendtlige erobrere». I dag kan de identificeres som terrornetværk samt grupperinger med anti-vestlige loyaliteter – som en eksplosiv religiøs ideologi med enorm ekspansionstrang, der truer vores samfundsorden, vores ytringsfrihed og vores politikere.

Kort sagt: islamismen.

Kritik af den venstreliberale intelligentsia

Nuvel, udfordringen fra de fjendtlige erobrere ville ikke være så vanskelig at håndtere, hvis ikke der var en så udbredt eftergivenhed og kulturelt selvhad blandt så mange toneangivende vesterlændinge. Herom har Strauss artige ting at sige i «Tiltagende bukkesang».

Strauss’ indflydelsesrige essay er delvist udformet som en kritik af den tyske venstreliberale intelligentsia i efterkrigstiden. Uden at nævne navne er kritikken adresseret mod offentlige intellektuelle som bl.a. Günter Grass, der i årevis pustede sig op til at være Tysklands moralske samvittighed, indtil han blev kendt som tidligere nazist…

Som jeg har været inde på tidligere, så formår den slags intellektuelle ikke at fremsætte et positivt alternativ til det nationale tilhørsforhold.

I stedet nøjes de med at hylde en åbenhed over for alt det fremmede og praktisere en gold kritik, ikke mindst af den samlede højrefløj, der reduceres til en reaktion imod indvandring – en reaktion, der til tider slår ud som voldelig radikalisme.

Men den liberale tolerance og afvisning af det nationale fællesskab skyldes i virkeligheden et kulturelt selvhad, som Strauss skriver:

«Engang imellem burde man undersøge, hvor meget af tolerancen, der er ægte og selvstændig, og hvor meget, der skyldes det forkrampede tyske selvhad, der byder de fremmede velkommen, så forholdene her, i det forhadte fædreland, endelig afslører sig i deres berømte («fascistoide») klarhed, som det engang hed (og i det skjulte vel stadig hedder) i den venstreorienterede terrors forbryderretorik.»

Trangen til at hævde sig selv

På grund af det skyldbetyngede opgør med fortidens ekstreme nationalisme er Tyskland blevet prototypen på et moderne liberalt samfund, som åndelig set er dårligt forberedt på trængselstider, når de indre og ydre trusler mod sikkerheden og stabiliteten stiger. Det gælder selvsagt også for andre vestlige lande.

Hvis den nationale kernekultur – på tysk: Leitkultur – ikke anerkendes som bedre end andre kulturer, vil borgerne være ude af stand til at forsvare sig.

Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe «blodofre» for deres morallove.

Det «devotionsfjendtlige kulturbegreb»

I «Tiltagende bukkesang» har Botho Strauss skarpt kritiseret det såkaldte «devotionsfjendtlige kulturbegreb», som længe har domineret det liberale åndsliv i den vestlige verden.

I en liberal-radikal kultur holder man intet for så værdifuldt, at man vil underkaste sig det. Man bliver – med Strauss’ ord – «potentielt totalfornægtende»: Kæmper ikke for noget, afgør sig ikke for noget, vil ikke rigtig noget. I stedet hylder man alene en åbenhed over for alt det fremmede, som dog forbliver noget rent eksotisk.

Derfor har man så svært ved at forstå, at folk i ikke-vestlige kulturer er villige til at yde ofre for deres fælles historie og traditioner og bevare deres sprog, «ligesom vi ønsker at bevare vores vandmiljø».

Det er sådanne elementære tanker, der ligger bag Strauss’ berømte, men også berygtede essay. Det liberaldemokratiske samfund har tilsyneladende ingen transformationsevne, skriver Strauss, for det ser ingen nævneværdige konkurrenter, der kunne presse det til at «samle sine kræfter på ny».

Velfærdsmennesket

Her er det så, at Strauss peger på, at de samfund, der ikke hylder økonomismen som eneste drivkraft, vil vise større styrke – en opfattelse, der også lå implicit i en artikel om Vestens eftergivenhed i mødet med islam, som Strauss publicerede under Muhammedkrisen i magasinet Der Spiegel.

Strauss skrev «Tiltagende bukkesang» kort efter den kolde krigs ophør, hvor Vestens fjende i form af kommunismen var forsvundet. Her er Strauss’ diagnose klar: Hvis borgerne i de vestlige samfund overhovedet endnu kæmper, kæmper de kun for at bevare de private velfærdsgoder; de udfordres netop ikke til kamp af «fjendtlige erobrere».

Op gennem 1990′erne trådte så en ny fjendtlig aktør ind på scenen i form af islamismen. Men altså uden at borgerne lod sig udfordre. De var for længst bedøvede af massemedierne, «den telekratiske offentligheds regime», samtidig med, at det folkelige behov for national selvbevidsthed blev stigmatiseret af den liberale intelligentsia.

Det sædeligt integrerede samfund

Strauss mener altså, at det liberale samfund er i fare for at blive opløst indefra, og at borgerne er svækkede af samfundsrigdom. «Substansen smuldrer», for rigdom «beskytter ikke mod demontering af det samfund, den i sidste instans skyldes.»

Budskabet er, at sædeligt integrerede samfund med en fælles kultur og et fælles moralsk sprog om godt og ondt vil hænge bedre sammen end multikulturelle samfund og liberale samfund, hvor atomiserede individer blot forfølger deres egeninteresse.

Jo, Strauss’ essay er stadig aktuelt.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 19. februar

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.