Nytt

Siv Jensen er ikke bortskjemt med ros fra norske kommentatorer og journalister. Da varmer det sikkert ekstra godt når Weekendavisens utsendte Klaus Wivel utpeker henne til et av Nordens største politiske talenter.

Wivel innleder med at nordmennene dog har en last, de spiser fortsatt hvalkjøtt, og det smaker riktig godt.

I løbet af de seneste ti-femten år er der kommet en ny. Den hedder Fremskrittspartiet, og den truer med at æde op til en fjerdedel af vælgerne, når Stortingsvalget finder sted på mandag den 14. september – hvis det da ikke lykkes partiet at ødelægge det hele for sig selv i sidste øjeblik ved at stille umulige ultimatummer til den borgerlige fløj.

Mange her i Oslo beder til de højere magter om, at det sker. Partiet har nu i flere år hensat en samlet kulturstand og presse i undtagelsestilstand. Bedre er det ikke blevet af, at FRPs ledelse i 2006 blev overladt til et af Skandinaviens ubestrideligt største politiske talenter, den velklædte, hårdttalende folkelige indignation, Siv Jensen.

Hun er datter af en skohandler, og hun ved, at stiletter bruger man til at gå med, og en dag vil de gå hele vejen ind i statsministerkontoret. Der er en perfekt harmoni mellem hendes kontrollerede harmdirrende fremtoning og hendes korte, stramt leverede politiske markeringer. Hun får alle de andre norske partiledere til at ligne fjogede og provinsielle amatører. Hendes forbillede kender vi kun alt for godt: Han hedder Anders Fogh Rasmussen.

Nina Witoszek bedyrer at hun tilhører venstresiden, for å kunne si:

Bistanden er en hellig ko i Norge, som rører ved den norske identitet, fortsætter hun.

»Den rører ved hele billedet af nordmænd, der gør noget godt i verden. Det er ligesom the Fall of the British Empire… Hvis opdagelsen af bistandshjælpens fallit udløser en national selvpiskning, vil det give Norge en identitetskrise.«

Og den bliver dyb i givet fald. For også det store norske dialog- og fredsarbejde i verden – Oslo-processen, for eksempel – ser ud til at have slået fejl.

»Hvis man analyserer norske fredsmissioner i verden, er de næsten alle sammen mislykkedes. Det er egentlig helt forfærdeligt. Det er denne katastrofe, der gemmer sig bag den norske drøm. At den simpelt hen ikke har virket.«
..
I dag er den norske drøm slidt, siger hun. En hidtil uset krise har indfundet sig. Verden er kommet til Oslo i form af en indvandring, som er gået helt galt, og en drøm om det multikulturalistiske samfund, som har vist sig at være en illusion. Nina Witoszek tilhører selv venstrefløjen, skynder hun sig at sige. Hun mener, at FRP overdriver sin kritik og skaber frygt i det norske samfund.

»Men det eneste parti, som udfordrer den norske drøm, er FRP, som mange her gør til et monster og et bæst og en Frankenstein. FRP er et tegn på, at den norske drøm trænger til en perestrojka.«

Magnus Marsdal utmerker seg med å gi Frp skylda for kriminaliteten i Oslo:

FRP tager afstand fra dem, som tager afstand fra »folk flest«, som Magnus E. Marsdal siger. Og det gør partiet ved at appellere til befolkningens laveste instinkter.

»Partiet siger, at Malmö styres af sharia-love, at Norge ‘snigislamiseres’, og at vi skal sende alle vores asylansøgere til Afrika. Så FRP har slet ikke som sit projekt at løse integrationsproblemerne. Tværtimod er projektet at profitere på den angst, de skaber. Partiet har ført en fremmedfjendsk og xenofobisk politik.«

Og det er vildt overdrevet, hvad partiet lukker ud, mener Magnus E. Marsdal:

»Mange mennesker i alle de små bygder tror, at Oslo er et stort voldsorgie. Det er FRPs ansvar. Det har de sagt i 20 år.«

Wivel avslutter med Asle Toje på Bristol:

Nogle gange føler Asle Toje sig ret alene med sine synspunkter. Men han har engang under en klatretur overlevet et fald på 110 meter, så dette statusfald overlever han nok også.

»Jeg har mange kolleger, som synes, det er flot. De ville ikke gøre det selv, fordi man kan tage ubodelig skade på sin karriere. Et Arbeiderparti-medlemskab kan hastigt hæve dig op til en fast stilling måske som institutleder, mens FRP-sympatier kan give dig Arbeitsverbot. Norge er ret korrupt. Men det er meget socialdemokratisk korruption.«

Stortingsvalg: En folkefjende
»Analyserer man norske fredsmissioner i verden, er de næsten alle sammen mislykkedes. Den katastrofe gemmer sig bag den norske drøm. At den simpelt hen ikke har virket.« Mandag kan den norske selvforståelse ændre sig for stedse.

Weekendavisen 11.09.2009