Hans Rustad En tittel som risikerer å skremme vannet av norske aviser. Men hjelper det å tie stille med det folk likevel tenker i sitt stille sinn? Når de hører at en tegner er planlagt myrdet for en tegnings skyld og ser biler og skoler gå opp i røyk, hva tenker de da? Man må gjerne gjøre som NRK og DR – hente frem eksperter som forklarer de unges vrede med Kurt Westergaards tegning og avisenes publisering. Men biter det lenger på dem? Folk tenker likevel sitt.
Tittelen er Sven Ove Gades, tidligere sjefredaktør i EkstraBladet og tilhenger av et direkte språk. I Danmark er det fortsatt mulig å være intellektuell, skånselløst direkte og opptatt av kristendommen på en gang. Det skyldes fremst Kierkegaard og Grundtvig. Kulturradikalismen i Norge er død. Vi hadde hatt bruk for den. Taleføre kristne tør ikke si som Gade, selv om mye av grunnfjellet gjør det. De er umyndiggjort.
Gades artikkel er ikke hatefull. Den er konstaterende, analytisk. Brutal, men hjelper det å stikke hodet i sanden?
»I, DER tror! Bekæmp dem af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Gud er med de gudfrygtige.« (Sura 9, v.123).
Et budskab, eller snarere en befaling, der ikke er til at tage fejl af, og som er en del af virkeligheden for en ægte muslim, for, som det hedder i vers 89 i samme sura: »Til dem har Gud beredt haver med rindende floder; dér skal de forblive til evig tid. Det er den vældige sejr.« Paradis venter om hjørnet.
Nok kan stemmeføringen være forskellig, men det ildnende budskab går igen og igen i Koranen. Et eksempel er sura 4, v.76: »De, der tror, kæmper for Guds sag, og de, der er vantro, kæmper for afgudernes sag. Så bekæmp Satans venner! Satans list er svag.«
At bekæmpe «Satans venner», dvs. de ikke-troende, er for en ægte muslim ikke noget midlertidigt, men en kamp, der ikke standser, før islam hersker overalt. Et led i denne kamp kan for den enkelte muslim være at dræbe en hollandsk filminstruktør eller at planlægge mord på en dansk tegner, som har trampet på hellige forestillinger. Det kan være at udstede fatwa, altså dødstrusler mod fremtrædende forfattere, som har dristet sig til at anfægte islam.
Eller det kan være krav om at indføre islamisk lov, shariaen, i de vesteuropæiske lande, hvor der efterhånden er over 30 millioner muslimer. En lovgivning parallel med den sekulære er således målet for euroislam, som for sekulære vesteuropæere er blevet identisk med moderation – et nærmest agtværdigt forsøg på at få islam til at glide ind i et moderne demokratisk samfund.
Men gå endelig stille med dørene, anbefaler ideologen bag euroislam, Tariq Ramadan, som forlængst har fundet ud af, at tilsyneladende moderation er mere effektiv i en vestlig sammenhæng end primitive trusler. Målet kan han dog ikke skjule: islamisk dominans, og for ham og ligesindede er midlet mission.
At ville dræbe en dansk tegner er indlysende et forsøg på at amputere ytringsfriheden, og det må forbløffe, at agtværdige aviser som Berlingske Tidende og Politiken skulle bruge flere år til at finde ud af denne denne kendsgerning. Men det er andet og mere, for det er ikke mindst et udtryk for det vanvid, der er indbygget i islam. Et vanvid, som sekulariserede vesteuropæere i deres automatiske tilbedelse af fornuften har vanskeligt ved at fatte. Integration råber de, men der er altså idéer, der ikke lader sig integrere, hvis man ønsker, at demokratiet skal være andet og mere end en abstraktion.
Hvad gør man? Man kunne for eksempel begynde med at læse Koranen i den nye danske udgave.
For man kan lige så godt se i øjnene, at krigen er i gang, utvivlsomt den vigtigste i dette århundrede, dog ikke en krig, hvor målet helliger alle midler, herunder overgreb, bevares formelt legale, på retssikkerheden. Men som i enhver anden krig er der brug for en effektiv efterretningstjeneste. Hvad er fjendens mål? Hvad er hans metoder?
Da religiøs-ideologiske trusler ligesom ligger uden for vor tidsregning, falder det toneangivende aktører i den herskende klasse naturligt at råbe fred i vor tid, uanset at krigen forlængst kører på flere fronter. Sande muslimer er i hvert fald ikke i tvivl.
Af SVEN OVE GADE
