Kommentar

En ting er herjingene, nedbrenning av skoler, barnehaver og bibliotek. Det verste var tolkingen av vandaliseringen som rettferdig, forståelig, Frankrikes skyld, sier Alain Finkielkraut til Weekendavisen.

Men det virkelig foruroligende er den skinhellige selvransagelse og troen på, at Frankrig selv er ude om, at det hele er løbet løbsk.

Over for denne påstand om skyld har vi helt mistet evnen til selvforsvar. Vi har glemt, hvem vi er, og vi har ikke længere nogen erindring om vores egen kulturs værdier og indhold. Vi burde have betragtet disse uroligheder som dybt krænkende. Men der er ikke noget, der længere er os helligt. Vanhelligelsen er fuldstændig enerådende.

Der bliver sat ild til vores kirker og skoler, som er vigtige institutioner. De, der står bag disse ugerninger og deres sympatisører, ville blive meget forargede, hvis franskmænd begyndte at antænde moskeerne, men denne forargelse ville intet have med krænkelsen af det hellige at gøre. Derimod ville sådanne begivenheder blive fortolket i et ideologisk perspektiv, og man ville skynde sig at tale om racisme.

Racismen er det eneste, der endnu kan få sindene i kog blandt de intellektuelle, journalisterne og dem i underholdningsindustrien, altså eliten. Kulturen og religionen er allerede gået til grunde, kun antiracismen er tilbage. Den fungerer som en intolerant og humanistisk afgudsdyrkelse, og alt tyder på, at antiracismen bliver lige så grusom som kommunismen var i det 20. århundrede, hvor vi så en generøs idé slå om i ideologisk løgn.

Mads P. Justsen er kanskje ikke helt presis i sin gjengivelse. At et angrep på en moske ikke ville bli tolket religiøst, er neppe sannsynlig. Da en tåregassgranat havnet slik at røken drev inn i en moske under fredagsbønnen, ble det et voldsomt oppstyr. Terskelen for å føle seg forfulgt, forurettet, krenket, er meget lav. I Sydney brennes kirker ned og det nevnes ikke i norske medier.

Det er alliansen mellom antirasistene og hypersensitive muslimer, som er spesiell, og som er et fryktelig våpen mediene kryper for.

Finkielkraut har fått en voldsom medfart i franske medier etter at han sto frem i israelske Haaretz. Han er blitt beskyldt for å polarisere, for å bli en slags høyreideolog. Intervjuet som ble gjort på fransk og oversatt til hebraisk, og så engelsk, ble oversatt tilbake til fransk. Uttalelser tatt ut av sin sammenheng fikk en vri som gjorde det lett å angripe Finkielkraut. Denne prosessen mot Finkielkraut er behandlet av Nidra Poller i artikkelen:

The Riot Act

Finkielkraut’s forthright search for the truth led him into the heart of the «Seine-y triangle,» where Le Monde, Le Nouvel Observateur, Télérama, and Libération dictate the lockstep thinking that stifles French minds. A collage of excerpts from the Haaretz interview, slapped together by Sylvain Cypel, was published in Le Monde («Finkielkraut’s Deviant Voice», 26 November). Not only were the excerpts deliberately slanted to make Finkielkraut look bad, but the words attributed to him had been re-translated into French from a Hebrew translation of the original French interview. A linguistic crime.

Det var i denne forbindelse at Finkielkraut ba om unnskyldning, hvis ord han ikke hadde herre over hadde såret noen.

Interrogated by a sharp-tongued Jean-Pierre Elkabach (Europe 1 Radio, 25 November), Finkielkraut apparently apologized to any person or group who might be offended by his words. In fact he was condemning the «puzzle» pieced together by Cypel to make him sound like a despicable far-right bigot. But the honest thinker was trapped in shark-infested waters. Elkabach’s insolent tone was echoed in a whole series of interrogations, debates, articles, and commentaries over the following days.

Til Weekendavisen forklarer Finkielkraut hvorledes likhetstanken og likhetskravet har fått noe aksiomatisk over seg. Motforestillinger tåles ikke.

»Man kan betragte demokratiet på to måder. Den klassiske idé går ud på, at der på en demokratisk scene træffes beslutninger på baggrund af en fri og fælles meningsudveksling. Den anden opfattelse, som allerede Tocqueville gennemskuede, slår til lyd for, at demokrati er en historisk proces mod stadig stigende lighed.

Alle uligheder bliver i denne optik betragtet som tilfældige og uretfærdige. Fortalerne for denne tanke ser det som helt igennem naturligt, at for eksempel homoseksuelle kan gifte sig, og at de har krav på forældreskab. For dem vil enhver anden opfattelse blive betragtet som uacceptabel og som et forsøg på at gå imod demokratiets sande væsen.

Jeg støtter mig til den første opfattelse. Nemlig at den demokratiske samtale udgør et rum, hvor alle holdninger er legitime, og hvor den enkelte er sig bevidst om sin egen endelighed og er klar over, at man faktisk kan tage fejl. En sådan demokrat har behov for andre. Men den lakaj, der er fanatisk optaget af dogmet om lighed, ser ingen grund til at gå i dialog med andre. Han inkarnerer nemlig selve demokratiet og ønsker at komme alle forhindringer mod stigende lighed til livs. Her sætter arrogancen og totalitarismen ind.

Den demokratiske debat har fået meget trange kår, og det har aldrig været så slemt som nu. Jeg kan ikke begribe, hvorfor vi er nået så langt ud. Virkeligheden underlægges censur, og jeg oplever, at vi ikke længere kan sige, hvad vi mener.

»Jeg kritiserer ikke menneskerettighederne i sig selv, men jeg vender mig mod den fanatiske tilbedelse af dem. Vi er vidne til en enorm ontologisk forandring af menneskets status. Et individ betragtes ikke længere som en person, der har pligter, men derimod som en selvtilfreds kreditor, der automatisk gør sine krav gældende.

Det politiske rum er blevet invaderet af et sprog, der kun handler om den enkeltes opfyldelse af egne krav, og det sker på bekostning af et sprog, der taler om det fælles ansvar. I en sådan situation har de politiske spilleregler svært ved at sætte sig igennem, fordi de netop handler om de fællesskaber, der er større end individet og gruppen.

Selvfølgelig skal menneskerettighederne forsvares de steder, hvor de bliver overtrådt, men det er ejendommeligt at se, hvordan menneskerettighedsbevægelserne selv svigter, når det virkelig gælder. Jeg er lamslået over, at de franske organisationer accepterer polygami her i landet. Det er et eksempel på, hvordan dogmet om menneskerettigheder er blevet overtaget af en ideologisk bevægelse, der fanatisk taler antiracismens sag.«

Finkielkraut bemerker at det er les bobos, bohem-boursjoasiet, som heroiserer vandalene. De som bor i trygge områder, uten bekymring.

»Jeg ved godt, at der er store klasseforskelle i Frankrig. Det ændrer blot ikke ved, at jeg altid har undret mig over, at de velhavende har denne forkærlighed for folk, der opildner til oprør. Før i tiden frygtede borgerskabet de dårligst stillede samfundslag, der blev opfattet som potentielt farlige. I dag er det uromagerne, som udgør en farlig klasse, der spreder skræk og rædsel blandt almindelige mennesker. Nu ser man så, at borgerskabets arvtagere, les bobos (les bourgeois-bohèmes) er fortryllede over uromagernes dristighed, som de hjertens gerne forsvarer.

Jeg har lenge hatt følelsen av paralleller mellom Norge og Frankrike. Salven mot den opphøyede elitens forakt for folket og fascinasjon med rebellen, kunne godt vært sagt om Norge:

Man har været fanatisk optaget af urostifterne, men interessen har været mytepræget og har bekvemt afspejlet de interesseredes selvbehag. Derudover har det handlet om den tøjlesløse rebel, for i Frankrig er man aldeles ligeglad med arbejderklassen. Vi har under optøjerne kunnet se, at de toneangivende mediemanipulatorer ringeagter politiet, som bliver opfattet som det rene afskum. Til gengæld omfattes uromagerne og deres grænseoverskridende handlinger med sympati.

Vi er sovset ind i det politiske korrekte, hvor sprogbrugen er unuanceret og løgnagtig og mere arrogant end nogensinde. Problemerne ses gennem modsætningsparret oprør og undertrykkelse. Det er en besynderlig logik, for den siger: Jo mere voldelige optøjerne har været, des mere tydeligt er det for alle og enhver, at Frankrig er racistisk.

Disse manipulatorer elsker myten om det racistiske Frankrig, for det placerer dem i rollen som moralsk overlegne og som et modbillede til et samfund, hvor man besnærende påstår, at det ustandselig pibler frem med småborgerlig racisme.«

Slikt sier man ikke ustraffet, og det er nok disse karakteristikkene som gjør at mediene fremstiller Finkielkraut som en høyreideolog. Man må være enten eller: antirasist eller…

Den usamtidige (kun sub.)