Kommentar

Jung Chang («Ville svaner») og ektemannen Jon Halliday har skrevet en biografi om formann Mao som allerede har pekt seg ut som skjellsettende. Bildet som rulles opp i «Mao – The Unknown Story», er knusende. Mao levnes ingen ære. Han var et monster, i likhet med Stalin og Hitler.

Det er nok fremdeles hardt å svelge for mange, ikke bare på venstrefløyen. Fascinasjonen for Mao og kulturrevolusjonen gikk langt inn i borgerlige og sosialdemokratiske kretser. Mao hadde lykkes i å fremstå som en klok mann, en representant for Østens visdomstradisjon. Da den danske borgerlige statsminister Poul Hartling kom ut fra et møte med Mao i 1974, kunne han fortelle om en samtale på «høyt intellektuelt nivå». Da Mao døde sendte statsminister Oddvar Nordlie ut en erklæring som hyllet Mao for hans bidrag til menneskeheten (!), ifølge Pål Steigan i intervju med Wenche Margrethe Myhre nylig.

Ingenting av det er sant. Mao var riktignok belest. (Det var også Stalin.) Men han tillot ikke andre å lese den klassiske litteraturen. Han beundret de kinesiske keiserne som kastet hele biblioteker på bålet. Deres brutale og radikale framferd.

Mao var fullstendig blottet for medfølelse, skal man tro boken. Det begynte tidlig.

DET begyndte ikke særlig glorværdigt. Den velbegavede dreng blev smidt ud af tre skoler, fordi han var for ulydig og stædig. Til den hårdtarbejdende faders store ærgrelse var han også fysisk doven, men det blev tolereret, at han som 19-årig meldte sig på et Changsha-college, som var inspireret af det nyeste fra vestlige tænkere, blandt andre Marx. Her fandt han diskussionspartnere, der ligesom han selv satte spørgsmålstegn ved alt: Skulle fremtidens verden have landegrænser? Skulle der være familier, ægteskab og privat ejendomsret? Dog syntes hans fæller, at han gik for vidt med et forslag om, at gamle bogsamlinger skulle brændes, så samfundet kunne begynde helt forfra.

Fra denne tiden finnes det en kommentar Mao skrev til en tekst av en tysk filosof. Den gir et varsel om en mangel på moral, og en selvopptatthet uten sidestykke:

»Jeg er ikke enig i det synspunkt, at moral betyder, at ens handlinger skal være til gavn for andre… Folk som jeg ønsker udelukkende at gavne sig selv, og det medfører, at vi automatisk har den bedste moralkodex. Selvfølgelig er der andre mennesker og ting til i verden, men de eksisterer alle for min skyld… Når store helte giver frit løb for deres impulser er de storslåede, stormombruste og uovervindelige i deres magt.«

Det var denne innstillingen som skulle koste millioner av mennesker livet. I dette var ikke Mao original. Det originale var at han fikk omverdenen til å tro at han var en helt annen: en kunstner, en omtenksom person, sjarmerende, den store leder. Det er her boken demaskerer Mao på en ny måte:

Dette avsnittet fra Birte Weiss’ anmeldelse i Weekendavisen skal siteres i sin helhet, for boken til Edgar Snow, «Rød stjerne over Kina», fikk stor utbredelse også blant norske lesere. Det ble skapt et bilde av Mao som annerledes.

Maos sans for propaganda var moderne i den forstand, at han konstant spekulerede i »den gode fortælling«. Den udbredte opfattelse, at han sammen med Den røde Hær i 1934-35 til fods stred sig gennem Kina på den berømte 10.000 km lange march er rent digt. I det omfang han deltog, blev han transporteret i en specielt konstrueret bærestol, hvor han fordrev tiden med læsning eller samtale med andre ledende kammerater.

Men på nøje udvalgte tidspunkter lod han sig se til fods som den sande mand af folket. Det højnede moralen i en karavane, hvor tusinder døde af udmattelse – eller blev skudt, fordi de sakkede bagud og dermed fik status som desertører.

ÅRET efter besluttede Mao, at hans myte skulle gøres international. Efter nøje undersøgelser blev den amerikanske journalist Edgar Snow udvalgt til at være den nyttige idiot, som kunne fortælle historien om det ny Kina og Maos sympatiske version af kommunismen. Han skrev i det daglige til New York Herald Tribune og Saturday Evening Post og blev anset for at være en venlig mand. Han skulle af partiapparatet syltes ind i god stemning, eller som Mao udtrykte det: sikkerhed, fortrolighed, varme og rød løber.

Resultatet levede helt op til forventningerne: først en interviewbog med Mao om hans liv og tanker, og derefter Red Star over China. Kina-kommunismen og ledelsen blev beskrevet som direkte i sin form, men åben og retlinet. Væk var terroren, afhængigheden af Moskva og de mange døde, der var blevet efterladt i vejkanten på vej mod toppen. Tyrannen var blevet omdefineret til en lidt excentrisk, men moderne tænker, der rakte hånden frem mod Amerika og ville forene de bedste værdier fra øst og vest. Mao-myten kunne gå sin sejrsgang.

Også i Kina fik Snows bøger stor effekt. Nye versioner, strategisk tilrettelagt for Maos hjemmemarked, blev oversat og trykt i store oplag. Virkningen var som kalkuleret: ungdommen strømmede til kommunistpartiet, bestyrket i troen på, at der var lys for enden af tunnelen, også for den forarmede, terroriserede folkemasse. Lyset hed Mao, og hans folk var klar til at lade sig manipulere.

Bildet som ble skapt hadde klare frelsertrekk.

Mao ble den store illusjonsmaker. Således har han mye til felles med Hitler og Stalin: Hitler regisserte Det tredje rike som en stor opera. Stalin hadde ikke samme dødsdrift. Men personkulten hadde de til felles.

Men det later til at Mao hadde noe de andre ikke hadde: evnen til å få andre til å tro på de gode fortellingene: SUF (m-l) slukte dette med hud og hår. Jeg husker alle historiene vi memorerte: om folket som flyttet fjellet, ved iherdighet og vilje. Om den edelmodige som ofrer seg for fellesskapet, og mange andre lignelser som har et nærmest bibelsk preg. Da persondyrkelsen av Mao var på høydepunktet, ble han fremstilt med klare messianske trekk, hvilket jeg husker at selv SUF’ere bemerket.

Nyheter om Kulturrevolusjonens eksesser greide aldri helt å fortrenge bildene av den kloke, beskjedne Mao.

En av «de gode fortellingene» som mange velmente i SUF-miljøet holdt fram, var kampanjen «La de hundre blomster blomstre». Det var beviset på at sosialisme ikke nødvendigvis måtte ende med sensur og undertrykkelse, men var forenlig med ytringsfrihet, selv om det også måtte kvalifiseres.

Historien om De hundre blomstene er Mao i et nøtteskall: kampanjen er illusjonen som alle lar seg blende av. Så kan den virkelige Mao tre frem: den maktsyke, sadistiske, som nøt å la andre gå til grunne.

Kapitlet om baggrunden for det berømte citat »Lad de hundrede blomster blomstre« er et godt eksempel på illusionsmagerens taktik. I 1957 holdt Mao en fire timer lang tale i partiets øverste ledelse, hvor han lagde afstand til personforfølgelse og inviterede til kritik af kommunistpartiet. Alt skulle kunne siges åbent, og mange veluddannede benyttede sig af lejligheden til at udtrykke deres afsky for kulturel hjernevask, hovedløs udenrigspolitik, undertrykkelse af befolkningen i landområderne, lukkethed, pamperi og magtudøvelse i avanceret Hitler-stil.

Hvad kritikerne ikke vidste var, at der var tale om en fælde, sat for at få ram på gruppen af intellektuelle, som længe havde irriteret Mao. I et particirkulære fire måneder senere blev der sat en kvote på 550.000, som skulle stemples som højreorienterede og derfor udrenses. Det fik »unyttige« forfattere, historikere og kunstnere smerteligt at føle, mens folk med nyttig naturvidenskabelig baggrund ikke blev straffet for deres kritik. Særlig atomfysikere og raketeksperter fik en udsøgt, velvillig behandling.

Kontraster oppfordringer til nøkternhet og offervilje med hvordan Mao selv levde.

MENS alt dette stod på, levede Mao bekvemt i en af sine mange villaer, omgivet af alt det forbudte: den bedste klassiske litteratur, musik, kunst, og masser af god mad. Hans yndlingsfisk blev transporteret levende over 1.000 km, hans ris blev dyrket i landets reneste kildevand på særligt indrettede områder, hans personlige pleje blev varetaget af tjenere med varme, fugtige håndklæder, fordi han ikke kunne fordrage at tage bad, og sexbehovet blev dækket af et hold bolle-damer.

Kun en historie til skal nevnes, fordi den viser hvordan mytene og illusjonene har holdt sitt grep til denne dag. Utenriksminister Zhou Enlai ble også av borgerlige beundret for sin mandarin-bakgrunn. Han var den kultiverte, intellektuelle, aristokraten som ga avkall på privilegiene for å tjene. Virkeligheten så ganske annerledes ut:

Fra Richard McGregors anmeldelse i Financial Times:

Chang and Halliday depict Zhou Enlai correctly I think, as a pathetic, debased character, wheeled out to use his charm when necessary, but otherwise craven in the face of Mao’s worst excesses. Mao repaid Zhou’s slavish support by refusing to allow Zhou to get treatment for his cancer until it had almost killed him.

Kina har ikke tatt et oppgjør med Mao. Han brukes fortsatt som talisman, bokstavelig talt, er landsfader, skytshelgen. McGregor mener at Kina aldri vil bli en virkelig moderne stat og få realisert sitt potensial uten å ta et oppgjør med Mao. Lokket som er lagt over Mao, gjør at mange svarte flekker aldri blir belyst. Derved fortsetter de å gnage/tære på Kinas selvbilde.

But the party’s inability, unwillingness or just plain refusal to allow an honest airing of Mao’s multiple horrors tells ut something much less noble about the country. China’s leaders recently lectured Japan on the need to face history squarely. They would not dare allow a similar debate at home on their own country’s past.

Partiet har malt seg inn i et hjørne. Skulle Mao falle, vil det trolig dra partiet med seg.

(begge art. er sub. only. Boken finnes ihvertfall hos Norli, Tronsmo, og jeg registrerte flere som spurte etter den lørdag!)

Mao – The Unknown Story
av Jung Chang og Jon Halliday
Jonathan Cape
832 sider