Nåja, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II har holdt en tv-transmitteret tale. Statsministeren ligeså. Den første var affattet i royal kodeskrift og handlede om, at to grene skal bøje sig mod hinanden, og at det indimellem er dejligt vejr. Igen i år glemte majestæten tidligere tiders hilsen til søens folk, men også dét har vi lært at bære over med.

Den anden tale var en direkte opfordring til at stemme på politiker, der hedder Helle Thorning-Schmidt.

Tænk, hvis man kunne tro de to madammer. Imagine. Hvilken fager fremtid ville vi ikke gå i møde? Hvilken vækst. Hvilken føderalisme. Hvilken ulandsbistand. Hvilke klimatopmøder. Sikken trængsel og moral.

Se, hør, mærk de englebørn, vi ville blive, hvis vi lyttede mere til nationens førstekvinder, der har alt det, vi andre burde have. Den rette tone. Ordentlige bankkonti. Sikre pensioner. Højhed. Tv-tid. Globalt overblik. Majestætisk pluralis. Et vi, der forpligter og oplyser den golde jord.

For eget vedkommende er nytåret svangert med magnumbobler, og jeg drikker ikke mindst for at skylle disse taler ned – og glemme resten. Derpå kommer krudtet.

Her på matriklen binder vi en dukke af den til enhver tid siddende statsminister om en stor krabat af en raket og sender den i kredsløb om jorden. Så kommer turen til en udskrift af majestætens nytårstale. Den flyver helt af sig selv. Først da kan vi starte på en frisk.

De to madammer har ytringsfrihed. Det er ikke det. De kan snakke, kan de, alt det, de lyster, men hvad der bestemt ikke huer mig, er deres evindelige belæring om, hvordan vi andre ikke må snakke.

Hvad de glemmer, er tilsyneladende, at vi i sagens natur ikke er majestæter og derfor taler, som vi har forstand til. Vi har ikke taleskrivere, spindoktorer, offentligt ansatte kommunikationseksperter til rådighed i døgnets 24 timer, og må, som de små og usle borgere, vi er, ligesom Egon, Benny & Kjeld ytre os efter bedste evne, og det er som bekendt ikke godt nok.

Hvilket vi sandelig får at vide i tide og utide, for det er mildest talt ikke opdragelse, det skorter på. Af voksne, altså.

Lidt anderledes forholder det sig med opdragelsen af vores børn, som vi har øjensynligt har udliciteret til it-teknologien i USA og Sydkorea. Samt folkeskolen – eller hvad der nu er tilbage af den 200 år efter dens fødsel.

Nå, lad os slutte af mere opbyggeligt.

Helle Thorning tror ikke på nulvækst. Hun tror på vækst. At væksten så finder sted i den offentlige sektor er en mindre detalje.

Det samme er tilsyneladende den nye “offentlighedslov”, der indskrænker offentlighedens tilsyn med magthaverne, millionskandalen i Socialministeriet under Annette Vilhelmsen, der skamløst skulle sikre SF og Enhedslisten flere stemmer fra kanten, den ulovlige opkrævning af boligskatter og (hvis man skal tro de første forlydender) syvdoblingen af udstedte opholdstilladelser i 2013 i forhold til 2012 – for bare at nævne fire konkrete sager fra året, der gik.

Undskyld mig min surhed. Hovedet værker stadig. Ellers går det godt. Statsministeren tror ikke på nulvækst. Hun vil have mere, og mit uroyale gæt er, at hun desværre får det.

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 2. januar 2014.