Tusind tak til Tøjhusmuseet i København for at minde fremtidige besøgende om, at krig er en integreret del af menneskelige samfund.

Man kan ellers nemt komme til at tro noget andet, når man lever i en tid, der dyrker det modsatte og svælger i, hvad den norske forfatter Karl Ove Knausgård ganske rammende beskriver som vor skandinaviske romantik om åbenhed, kærlighed og solidaritet.

Vi snakker meget om ideers betydning, men glem ikke krigen. Det er den, der laver om på tingene og giver mennesker og samfund nye koordinater. Vil du have change – jamen, så gå i krig.

Pist væk er den fade pacifisme og kulturelitens vanligt æstetiske tilgang til livet. Hør blot Louise Kofoed, redaktør på den nye udstilling, der åbner i februar:

“Når man går forbi den lange række af montrer og ser, at der har været fire krige i hvert århundrede, er det meget svært at tro på, at nu kommer vi aldrig mere i krig (…) 1500, 1520, 1563, 1611… Du kan se, hvor tit, der har været krig. Og så smuldrer ideen om, at vi altid har været fredelige i Danmark.”

Det gør den nemlig, og det er en sund historisk erkendelse for voksne såvel som børn. Museumsinspektør Emil Thirup-Sorknæs supplerer:

“Det er en af vores hovedpointer, at når Danmark ser ud, som det gør i dag, skyldes det de krige, vi har deltaget i. Krig er selvfølgelig ikke det eneste, der har skabt Danmark, men det er en langt vigtigere faktor, end mange gør sig klart.”

Yes, my boys and girls. Godt, det bliver fortalt og illustreret for Generation Facebook.

Jeg selv har en faible for svenskekrigene, der blev ved og ved gennem flere århundreder og først stoppede, da Danmark var decimeret, og Sverige blev trængt tilbage af den nye Østersømagt Rusland. Der er ikke noget som naboer, der slås.

Disse krige var totale krige; de gjaldt ikke alene magt og ære, men fjendens udslettelse og annektering af modpartens territorium og rigdom. Med Kalmarkrigen for præcis 400 år siden forsøgte Christian 4. at erobre Sverige og gøre svenskerne til danske undersåtter. 30 år senere gik drømmen den anden vej. Resultatet af disse totale krige var ingenlunde givet på forhånd.

Da jeg i sin tid forstod, hvor tæt Christians tropper var på at kværke kronprins Gustav Adolf i 1612 under en dramatisk forfølgelse henover en frossen sø i Skåne, hvor kronprinsens hest pludselig gik gennem isen, og han blev reddet op igen af to modige ryttere, ærgrede jeg mig i flere dage over, at det ikke lykkedes. Kronprinsen var krigerkongen Gustav II Adolf in spe – og han blev Danmarks ulykke – ligesom han satte et markant præg på europæisk historie, da hans tropper formåede at vende protestanternes krigslykke mod de katolske hære i Trediveårskrigens afgørende fase. Med og efter ham – han døde ved slaget i Lützen i Sachsen i 1632 – blev Sverige et dødbringende våben.

De godt hundrede år fra 1611 og fremad var svenskernes gyldne tid, som det pæne borgerskab i politik, industri, akademia og medier ikke taler højlydt om i dag. Det passer nemlig ikke ind i billedet. Som fremhævet af David Gress i en artikel om den svenske stormagtstid set i forhold til Christian Firtal:

”De svenske erobringer skete ved konsekvent og effektivt at udnytte de hjemlige mandskabsressourcer til det yderste. Sverige fik dermed noget, der ligner verdens første nationale hær. Igen og igen i den svenske stormagtstid møder vi vidnesbyrd om sammenbidt, konsekvent og udholdende nationalfølelse blandt svenskerne, såvel bønder og borgere som adelige. En stor del af denne nationalfølelse blev rettet mod danskerne.”

Det er et sjældent ord i en svensk kontekst: nationalfølelse. Med adjektiverne: sammenbidt, konsekvent og udholdende. Personificeret af Gustav II Adolf, en sand mester til at overbevise svenskerne om, at angrebskrige langt fra fædrelandet var det bedste middel til at forsvare og udbygge det. Gennem offensive operationer, erobring af nyt territorium, belejringer og lange marcher. Med en brutalitet, han allerede som 16-årig gav udtryk for i 1612:

”Vi har været inde i Skåne og afbrændt størstedelen af landsdelen, så 24 kirkesogne samt byen Væ ligger i aske, og vi har ingen modstand mødt, hverken af ryttere eller fodfolk, så vi har kunnet grassere, plyndre, brænde og slå ihjel, som vi lystede. Vi havde tænkt os på samme måde at besøge Åhus, men da vi fik kendskab om, at der lå danske ryttere i byen, begav vi os hjem over Markaryd, og vi kunne ødelægge og fordærve, hvor vi drog frem, og alt gik meget heldigt.”

Held, mod, vilje – og organisering. Krig afhænger af og udkrystalliserer flere forskellige ting – og findes til alle tider. Som romerne sagde: Vil du have fred, så forbered dig på krig.
`

Første gang i Jyllands-Posten 17. januar

http://blogs.jp.dk/frontalt/2013/01/17/krig-og-atter-krig/