Hans Rustad Russernes kompromissforslag til Durban II-konferansen er ikke det fremskritt de er lansert om, skriver Mikael Jalving. Han har gjennomgått teksten og mener det vil være ytterst risikabelt å stille opp på konferansen.
Da intet massemedie mig bekendt endnu har offentliggjort det russiske udspil, citerer jeg nedenfor de mest afgørende afsnit plus mine betænkeligheder, som jeg mener, også burde være Per Stig Møllers.
Vi begynder med allerførste afsnit i det nye resolutionsforslag. Det lyder sådan her:
1. Reaffirms the Durban Declaration and Programme of Action (DDPA) as it was adopted at the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance (WCAR) in 2001.
Det vil sige, at forslaget som sin allerførste handling stadfæster Durban 1 og således garanterer, at den tidligere erklæring lever videre i den nye. På denne måde akkumuleres det gradvise angreb på den frie del af verden, mens skruen strammes for de millioner af mennesker, der er så uheldige at leve i den ufrie.
Desuden hører det med til stadfæstelsen af Durban 1, at Israel bliver udråbt til den eneste «racistiske» stat på hele kloden. Det er for det første en grotesk beskrivelse af Mellemøstens eneste demokrati. Og for det andet: Accepteres beskrivelsen, hvad så med f.eks. Iran, Libyen, Syrien, Saudi-Arabien eller Sudan?10. Recognizes with deep concern the negative stereotyping of religions and the global rise in the number of incidents of racial or religious intolerance and violence, including Islamophobia, anti-Semitism, Christianophobia and anti-Arabism.
Det er svært at vide med sikkerhed, hvilke episode på «negative stereotyper» der hentydes til, men det kunne jo f.eks. være Muhammed-tegningerne, Salman Rushdies berygtede roman eller Mr. Beans «blasfemiske» humor. Islamofobi kan øjensynligt være alt mellem himmel og jord. Ligesom «religiøs intolerance». Gummibegreber.
11. Reaffirms that any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence shall be prohibited by law, as well as the dissemination of ideas based on racial superiority and hatred and acts of violence and incitement to such acts, and that these prohibitions are consistent with freedom of opinion and expression.
Her advokeres for en ny blasfemilovgivning. «Religiøst had» skal kriminaliseres – og kan ifølge forslagsstillerne forbydes uden at være i konflikt med ytringsfriheden. Den sidste antagelse afslører den reelle hensigt. Officielt handler det om at udbygge menneskerettighederne. Men reelt afskaffer man dem. Kriminaliseringen af «religiøst had» udstyrer naturligvis magthaverne hvor som helst med nye magt- og pressionsmidler overfor individer, der gør sig skyldige heri. Det åbner en faldlem for forbud og forfølgelse. Det samme gør afsnit 57:
57. Invites Governments and their law enforcement agencies to collect reliable information on hate crimes in order to strengthen their efforts to combat racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance.
Læg mærke til ordet «hadkriminalitet». George Orwell kaldte det for «tankekriminalitet».
17. Stresses the need to increase appropriate preventive measures to eliminate all forms of racial discrimination, and emphasizes the important role Governments, international and regional organizations, national human rights institutions, the media, non-governmental organizations and civil society can play in developing such measures and in building confidence.
Det mest slående her er den nye opfattelse af mediernes rolle. De skal «skabe tillid». Undskyld mig, men er det mediers rolle i et frit samfund? Ikke i min bog. Medier skal dække virkeligheden, hvor grusom den måtte være, og sætte spørgsmålstegn ved alle antagelser og udsagn. Tillid? Til hvem mon? Et senere afsnit kommer svaret lidt nærmere:
52. Calls on States to undertake effective media campaigns to enhance the struggle against all manifestations of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, inter alia, by disseminating and giving adequate visibility to the DDPA and its follow-up mechanisms.
FN’s medlemstater skal altså iværksætte «mediekampagner» – som udstukket af Durban 1. Det er ikke frie medier, som er målet, men kontrollerede medier. Magen til dem, der findes FN’s 57 islamisme stater.
21. Notes with appreciation the increasing number of initiatives to promote intercultural dialogue and affirms the need to intensify engagement between all interested parties in a constructive and genuine dialogue rooted in mutual respect and understanding with a view to overcoming existing gaps in perceptions, concepts and ideas.
Hvilket formål skulle der være med at udligne forskelle i opfattelser, begreber og ideer mellem f.eks. afrikanske bananrepublikker og legitime demokratier? Hvilke forskelle, i øvrigt? Dem mellem frie, åbne samfund som de vestlige og lukkede despotier som f.eks. Cuba, Zimbabwe eller Kina? Hvad er al denne snak om forståelse og harmoni, andet end et forsøg på at kvæle kritik af regimer, religioner, ideer og traditioner? Det står jo alt sammen mellem linjerne.
28. Welcomes the important role played by the Special Rapporteur on contemporary forms of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, and all other relevant special procedures and mechanisms in the fight against racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance and calls on States to cooperate fully with these mechanisms.
Øh, lever vi i den samme fysiske verden? Ikke hvis man skal tro denne apologi for Menneskerettighedsrådets ensidige rapportør. Bemeldte rapportør har stort set kun kritiseret forhold i Vesten, og vendt det blinde øje til menneskerettighedskrænkelser i den islamiske del af verden. Det er ufrivilligt komisk – og viser bogstavernes ånd i dette udkast. At rose dette arbejde er at gøre grin med selve ideen med FN’s Menneskerettighedsråd.
30. Takes note with appreciation that the Ad hoc Committee on the Elaboration of International Complementary Standards convened its first session and agreed upon a road map with a view to achieving full implementation of paragraph 199 of the Durban Programme of Action.
Her er atter en af de mange henvisninger til Durban 1. Denne er central. Læg mærke til udtrykket «komplementære standarder».
Hvordan skal det forstås i denne sammenhæng? Jo, det skal såmænd forstås derhen, at der skal arbejdes for at skabe et afbalanceret hele. Dvs. at hvis Vesten giver afkald på noget, så får vi noget andet. Menneskerettighederne, som vel at mærke ikke er noget FN har opfundet, men strækker sig flere hundrede år tilbage i Vestens idéhistorie, kan bøjes, ændres, transformeres. Eller som der står i omtalte artikel 199 fra 2001:
199. Recommends that the Commission on Human Rights prepare complementary international standards to strengthen and update international instruments against racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance in all their aspects.
De internationale komplementære standarder betyder på jævnt dansk, at hvis I (altså Vesten) lader os i fred og undlader at fornærme vores religiøse følelser, så lader vi jer være i fred. Det er, hvad der hentydes til: en modus vivendi. Til skade for de basale menneskerettigheder overalt i verden, ikke mindst for de menige befolkning i de islamiske stater.Dette er i mine øjne blot de mest kritisable afsnit i det nye russiske udkast til sluterklæring på Durban 2. Per Stig Møller har rost udkastet – og brugt det som sit seneste argument for at deltage i forhandlingerne. Har han også læst det? Det må man formode. Men har han forstået det – betydningen, rækkevidden?
Det virker ikke sådan. Han spiller russisk roulette.
