Hans Rustad For å kunne vurdere politisk galskap må man selv bevare en viss normalitet. Den danske kulturkritikeren Kasper Støvring setter opp et speil for venstresiden og politisk korrekte når han skriver: 27 prosent av nordmennene støtter Breivik.
Han vil illustrere et poeng. I Norge som i store deler av Vesten er Breivik blitt synonym for en «hvit, kristen fundamentalist» som det reelt eller potensielt er riktig mange av. Så mange at man hele tiden må mane, formane og skremme folk.
Støvring snur ting på hodet, og anlegger samme demonvinkel på muslimer i Storbritannia som medier anlegger på Breivik:
… ifølge en stor undersøgelse, som BBC offentliggjorde i februar, har 27 procent af britiske muslimer sympati for motiverne bag terrorangrebet på Charlie Hebdo. 2 procent afviser at besvare spørgsmålet, og 8 procent er usikre på, om de har sympati eller ej. 24 procent mener, at voldshandlinger imod personer, der udgiver Muhammedtegninger, kan være berettigede; og 11 procent mener, at disse personer ligefrem fortjener at blive angrebet. Hurra for det multikulturelle samfund.Ifølge de officielle tal bor der mindst 2,7 millioner muslimer i England og Wales, det er i øvrigt næsten en fordobling på ti år. Næsten en tredjedel har sympati med islamiske terrorister, fraset borgere under 18 år er det vel mindst 600.000, som Cameron og hans regering nu angivelig vil sætte hårdt ind imod.
Hva var medienes vinkel på undersøkelsen?
Der er allerede lavet positivt spin på undersøgelsen: Fantastisk at 62 procent ikke sympatiserer med de islamiske terrorister!
Tenk hvis mediene etter en tilsvarende undersøkelse i Norge hvor 27 prosent viste seg å ha sympati for motivene bak Utøya, valgte å gi det en positiv spin: 62 hadde ikke sympati for Breivik. Det er utenkelig. Men det er slik mediene presenterer undersøkelser som viser ekstreme tendenser blant Europas muslimer.
Medier og venstresiden forsøker å jenke virkeligheten etter sine egne behov, selv om det betyr å begå vold på den.
Det er noe dypt krenkende i deres neglisjering og retusjering av politisk vold. Breiviks massakre er som en etsende væske. Den er så uhyrlig at den ikke trenger overdrivelser og slett ikke politisering. Forsøk på politisk utnyttelse svekker dens virkning.
Det samme gjelder bagatelliseringen og relativiseringen av islamistisk vold. Forsøk på skyldbelegge høyresiden for Breiviks udåd er også å kludre med og forstyrre historiske «bevis» og handlingens singularitet. Utøya var ikke typisk for noe som helst.
Men Krudttønden, synagogen, det jødiske museet i Brussel, Toulouse, Charlie Hebdo og Hypercacher var typiske. Men mediene vil ikke vite av det. De snakker om ensomme ulver.
Det kom 700 til begravelsen av Omar el-Hussain. Det er et tall og et «bilde» som mediene fort blar videre ved. En av dem som var til stede var Ubaydullah Hussain, som Borgarting lagmannsrett noen måneder senere frikjente for å hylle handlinger som el-Hussains. Stort nærmere kommer man ikke complicité, og det er landets rettsvesen vi snakker om.
Når virkeligheten går dem imot går noen av de kjente ut og sier at Norge ikke har tatt noe oppgjør med høyresiden. Thomas Hegghammar får sterk støtte for å etterlyse program og penger til forskning på høyreekstremisme. Han har et navn. Pressen unnlater å spørre om vi har forskning som reflekterer trusselnivået.
Den radikale politikeren Zenia Stampe tok en annen avledningsmanøver: Dobbeltstandarden.
”Jeg vil ikke acceptere, at politisk vold fra hvide kristne kan bagatelliseres som galmandsværk, mens politisk vold fra brune muslimer vanemæssigt ses som terror. Den forskelsbehandling er for grim.Hvis Omar el-Hussein er terrorist, så er Anders Breivik det også. Hvis muslimer skal tage aktivt afstand fra Omar el-Husseins udåd – som statsminister Lars Løkke har krævet det – så skal højrefløjen tage aktivt afstand fra Anders Breiviks. Men helt ærligt, så synes jeg, at det er fjollet. Lad os tage det som udgangspunkt og selvfølge, at vi ikke er ekstremister, og at vi selvfølgelig ikke støtter hverken Breivik eller Hussein.”
Slik kan man argumentere når man har mediene på sin side, som lager den spin på undersøkelser av typen BBCs som passer egne preferanser.
Bruken av stråmenn er systematisk og Stampe later som om hun refererer fakta.
Var Breivik «kristen»? Var det noen som ikke tok avstand fra ham og hans ideer?
For det første var Breiviks handling en politisk terrorhandling, han var ikke i den forstand en gal mand. For det andet var der massiv, enslydende kritik af Breivik fra alle sider, også fra højrefløjen, de ”hvide, kristne”. For det tredje var der intet kristent i hans handling, for det fjerde kan muslimer sagtens være andet end brune (hvorfor denne racisme, Zenia Stampe?), for det femte er det ikke ”fjollet” at kræve, at muslimer tager afstand fra el-Hussein, og for det sjette kan man slet ikke tage som en selvfølge, at alle muslimer ikke er ekstremister.Det bringer os så tilbage til den britiske undersøgelse og til dagen for el-Husseins begravelse, hvor 700 sympatisører dukkede op for at ære manden. Forestil dig, kære læser, en overskrift et par uger efter Anders Breiviks udåd: ”Hele 62 procent af nordmændene tager afstand fra terror. Hurra!”. Og prøv at forestil dig følgende: 700 mennesker møder op til Breiviks begravelse og slår hans esoteriske korstegn for sig i en symbolsk støtteerklæring. Forestil dig, at over 25 procent af etniske nordmænd udtaler, at de har sympati for motivet bag hans massedrab.Hvad ville der så ske? Ville meningsdannere sige, at det er fjollet at bede nordmænd om at tage afstand fra Breivik? Ville forskere bruge tid på at nusse rundt for at lede efter formildende omstændigheder vedrørende Breiviks udtalelser og sympatierklæringerne eller lave pedantiske begrebsdefinitioner (terror – ikke-terror?), og ville landets store medieinstitutioner søge at kompromittere dem, der bringer budskabet frem? Og ville politikere lave positivt spin: Hvor er det glædeligt, at et flertal ikke støtter Breivik!Nej, et ramaskrig ville bryde ud, og ”højreradikalismen” ville blive genstand for massiv udforskning, medieomtale, politiske tiltag osv., osv. Forskningsrådet og EU ville kaste endnu flere millioner efter undersøgelser i højreradikalisme, ph.d.-studerende ville blive hvervet i dusinvis på landets universiteter og bagefter sikre sig en karriere som højreekstremismeforskere; konferencer, seminarer og studiekredse ville blive etableret, antologier og hele temanumre i tidsskrifter ville vie spalteplads til fænomenet. Og ingen ville sige ”alarmisme”.Pointen? Det er, som det skal være, for det ville være meget alvorligt. Det sker bare ikke, af en eller anden grund, når det er muslimer, vi taler om. I stedet får vi udsagn som Zenia Stampes, og vi får pludselig en hyldest til multikulturalismen fra en statsmand som Cameron. Se, det var ikke fornuftigt, om end nok taktisk bestemt.
