Det er en kendsgerning, at DR er i frit fald. Kritikken kommer mange steder fra og går dels på det populistiske programknæfald i knopskydende kanaler, dels på det endimensionale verdensbillede, som et stort flertal af DR-journalister bekender sig til.

Skyklapperspektivet gælder også for det i egen selvforståelse intellektuelle flagskib «Deadline» på DR2, og det gælder for en række radioudsendelser på P1, der ikke forspilder nogen lejlighed til at promovere sig som den «kloge kanal».

Med programmer som «P1morgen», «Europa lige nu» og «Orientering» kan man næsten altid være sikker på, at modstanderen/ fjenden er de mennesker, som sætter spørgsmålstegn ved: 1. Den menneskeskabte andel i klima-og miljøforandringer, 2. EU, herunder asyl- og socialpolitikken skubbet frem af en aktivistisk domstol, 3. FN (et organ i dag domineret af muslimske/ afrikanske lande), 4. Israel som skurken i Palæstina-konflikten, 5. Indvandring fra tredjeverdenslande, 6. Ligestilling og det moderløse samfund, 7. Vuggestuer og omfattende institutionalisering, 8. Den rummelige folkeskole, 9. Socialkonstruktivisme, 10. Romaer og asylsøgere som pr. definition er ofre, 11. Nedgøringen af Danmark som et (kultur) kristent land, 12. Modersmålsundervisning (f. eks. tyrkisk, arabisk), 13. At fattigdommen i tredjeverdenslande skyldes vestlig imperialisme og ikke en ukontrolleret befolkningsvækst, korrupte (politiske) ledere og analfabetisme, 14. At et dårligt liv altid er samfundets skyld og aldrig et resultat af den enkeltes indsats og uhensigtsmæssige valg, 15. Undermineringen af ægteskabet, 16. Frihed til at gøre, hvad man har lyst til, 17. Ulandshjælp, 18. Indoktrinering af skoleelever funderet i en multikulturalistisk lærertilgang (48 pct. af lærerne i København siger, at de stemmer på Enhedslisten), 19. Latterliggørelsen af traditioner og klassiske borgerdyder, 20. Den generelle offergørelse, 21. Autoritetstabet (det faderløse samfund, hvor få voksne vil tage voksenheden på sig).

Et stort flertal af såvel DR-journalister som journalistprofessionen som sådan tænker, skriver og bevæger sig i mere eller mindre lukkede kredsløb. Ikke godt, når deres modtagere (heller) ikke læser bøger og tidsskrifter, men alene får viden og danner deres holdninger ud fra tv, radio og net. Måske når det går højt fra en avis, som i hvert fald ikke er Jyllands-Posten eller Weekendavisen.

Der er flere forklaringer på journaliststandens tunnelsyn: 1. Journalistuddannelserne socialiserer de studerende til en bestemt måde at tænke på, som bekvemt bygger videre på rød stue i børnehaven og rødt klasseværelse i folkeskolen og på (de fleste) gymnasier. I parentes bemærket: Hvis jeg kunne få forskningsmidler, ville jeg bruge tre år på at undersøge lærebøger fra perioden 1977-2017 inden for historie og samfundsfag fra 7. klasse til studentereksamen samt skriftlige eksamenssæt inden for dansk og engelsk – for at få be- eller afkræftet min tese om, at danske klasseværelser og lærere er overvejende røde og pædagogisk styret af feelgood frem for faglighed.

80 pct. af danske journalister stemmer på R, S, SF og Ø, altså rødgrønt, og af indlysende grunde vil deres politiske holdninger smitte af på deres journalistik.

De – og vi – er alle farvede af vores politiske holdninger. Hvilket ikke er det samme som, at en journalist, der stemmer S, SF eller Enhedslisten ikke er i stand til at stille kritiske spørgsmål til Pernille Skipper, Mette Frederiksen og Annette Vilhelmsen. Selvfølgelig er hun/ han det. Men hvad han sjældent kan, er at stille kritiske spørgsmål om komplicerede forhold, der kræver specifik fagkundskab om f. eks. EU, statistik eller økonomi. Erfaringerne viser også, at stort set alle journalister er blanke på islam og lader sig trække rundt i manegen, når de har islamister i studiet.

Med disse eksempler er jeg ved at nærme mig kernen i diskussionen om journaliststanden og dens selvforståelse som demokratiets vagthund, der bider magthaverne i haserne, og borgernes bedste ven.

Sagen er nemlig den, at alt for mange journalister paradoksalt nok er det stik modsatte: De er demokratiets fjender, fordi de formidler et ensidigt og undertiden ligefrem falskt verdensbillede. Som når vi f. eks. får oplyst, at unge kvinder med indvandrerbaggrund nu uddanner sig på linje med danske kvinder, til trods for at solstrålehistorien ikke holder. Det er korrekt, at mange kvindelige efterkommere bliver indskrevet på de videregående uddannelser, men det er ikke det samme som, at de gennemfører uddannelsen. Researchen har været for dårlig, og jeg vil gerne stille det frække spørgsmål, om journalister generelt som en del af deres arbejde læser faglitteratur om de emner, de dækker? Ret skal være ret: I dag bliver journalister presset til at levere langt mere stof og hurtigere end tidligere i konkurrencens navn. Journalisterne skal ofte også selv stå for hele processen fra idé til færdigt produkt, hvilket selvsagt øger effektivitetskravene – og dermed overfladiskheden – markant.

DR har min særlige bevågenhed på grund af licensen. Jeg er tvunget til at betale til en institution, hvis medarbejdere som hovedtendens bestræber sig på at opdrage borgerne til et positivt syn på multikulturalisme og velfærdsstat. Det sker i emnevalg, stofprioritering og selektion af eksperter og kilder.

Måske fordi der sidder en ledelse rekrutteret inden for det samme snævre segment? Jamen, er der da slet ingen DRjournalister, jeg vil fremhæve som velfunderede og vederhæftige? Absolut: Adam Holm, Jørgen Laurvig, Anja Bo, Puk Damsgaard, Christian Schou, Thomas Buch-Andersen, Solveig Bjørnestad plus adskillige flere. Men 10-12-15 svaler gør ingen sommer.

Opprinnelig som kronikk i Jyllands-Posten søndag 2. februar