Der er hård konkurrence mellem landets tre mest venstreorienterede partier om at blive det største blandt de studerende ved Journalisthøjskolen i Aarhus. I det seneste prøvevalg, hvis resultat er blevet offentligt kendt takket være netmediet Kontrast, må Radikale Venstre med 21 pct.s opbakning se sig overgået af Enhedslisten med 24 pct. Tredjepladsen indtages af SF med 14 pct. Fraset de blanke stemmer kan partierne til venstre for Socialdemokratiet mønstre et flertal på 69 pct.

Tilslutningen til de borgerlige partier er minimal. Venstre får under 10 pct., De Konservative knap 7 pct. Nye Borgerlige får ikke en eneste stemme, og med Dansk Folkeparti er det ikke meget bedre (0,5 pct.). Selv Socialkammeraterne ligger lavt og er faldet fra 12 pct. til 8 pct. på fem år.

Intet af dette kan overraske. Journalister er i gennemsnit langt mere venstreorienterede end resten af befolkningen, sådan har det været de seneste 50 år, og tendensen vokser. Det nye er, at journalister i udtalt grad rekrutteres fra den urbane middelklasse. Det er ressourcestærke børn med fraværende karriereforældre, der drømmer om at blive journalister, og de stemmer rødt som aldrig før, måske fordi de savner deres mor eller far.

Eller det vil sige: Hipsterjournalisterne er naturligvis ikke røde sådan i klassisk, økonomisk forstand. De er snarere røde med hensyn til identitet, køn, klima og antiracisme, bosat i de større byer i et safe space af ligesindede mænd og kvinder. Hipsterjournalisterne er ikke usoignerede marxister, der skriver lange, ulæselige magisterkonferencer eller indforståede udredninger i Dagbladet Information; næ, de er livsstilssocialister med forstand på gastronomi, Twitter, Netflix og BLM.

Vist snakkes der en hel del om den borgerlige presse, hvor jeg efterhånden har arbejdet i mange år uden nogensinde at have mødt den.

Jeg har ledt og ledt uden held og skrevet stolpe op og stolpe ned om mysteriet i Berlingske og JP og efterlyst podcast efter podcast. Lige lidt har det hjulpet. Jo, en enkelt liberal her og der, men ingen konservative, slet ikke blandt de redaktører, der ubesværet går ind og ud af de store mediehuse. De, der mener at være borgerlige, er i virkeligheden blot progressive med et par års forsinkelse – ligesom i politik. Vil du være med i flokken – eller vil du ikke? Det er spørgsmålet.

Svaret giver næsten sig selv. Hvem ønsker egentlig at stikke ud, hvis det koster på karrieren og begrænser din adgang til attraktive sexpartnere?

Paradoksalt, det er det nu alligevel. For mens der snakkes løs om fair og lige repræsentation, når det gælder kvinder, transpersoner, sorte, indvandrere osv. og deres repræsentation på museer, i politiet eller litteraturen, så gælder det ikke med hensyn til hverken skraldemænd eller journalister. De er tilsyneladende hævet over kvoter og den slags. De er allerede ræverøde, når de starter, og det fortsætter de så med at være med enkelte, bemærkelsesværdige undtagelser. Resten følger den slagne vej.

Den politiske slagside afspejles ikke alene i det, journalister interesserer sig for, men lige så meget i, hvad de ikke laver, skriver, siger, ser eller erkender. Deres desinteresse for varme kartofler og kontroversielle emner er deres vandmærke. Når noget bliver betændt, stimler de sammen i en presseloge eller på Twitter og er enige om at ignorere det.

Fanges de alligevel midt i suppedasen, tier de som østers eller snakker udenom. Deres spidskompetence er evnen til at følge med tidsånden, og skulle det umulige ske, at den engang bliver konservativ, så skal der nok komme andre boller på suppen, men sandsynligheden herfor er én ud af en milliard.

Selv er jeg for længst holdt op med at søge information i mainstreammedier. Med alderen har jeg indset, at jeg nok ikke lever evigt, og derfor må jeg skære det overflødige fra.

Heldigvis findes der masser af podcasts, bøger og blogs, man kan ty til. I stedet for at kritisere magten udefra er journaliststanden blevet en del af det bestående. Selv om de sjældent lyver, formidler de en bestemt version af verdens gang, som beror på deres eget udsyn og deres blinde vinkler. Problemet er ikke kun det, de viser, men alt det, de ikke viser os, og det er klart, at vi bliver holdt for nar.

 

 

Les også

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂