Gjesteskribent

Forleden var jeg med et par venner inde og se den nye danske film Danmarks Sønner. Fraset få fængende scener, som fik JP’s anmelder til at forelske sig i et par af de unge muslimske mænds ydre, er filmen en tegneserie. Karaktererne er skåret i pap, og plottet har man gættet, længe før det udspiller sig. Desuden er filmens politisk korrekte budskab om herboende muslimers status som ubodelige ofre for strukturel racisme så massiv, at filmen må have fået en masse velvillige offentlige støttekroner. Set med multikulturelle briller er Danmarks Sønner så god, at den også må være sand.

Vi fik et par øl bagefter, og snart var filmen skyllet væk som glasuldsstøv i svælget. Vi overgik til langt mere interessante diskussionsemner fra virkelighedens verden.

Nu læser jeg så i et interview med instruktøren Ulaa Salim i Kristeligt Dagblad, at filmen med hans egne ord »sætter fokus på ordenes betydning for samfundet«. Det virker i mine øjne som en bizar efterrationalisering.

Filmen handler netop om handlinger snarere end ord. Først sprænges Nørreport Station i tusind stykker af muslimer. Dernæst vokser der en politisk protestbevægelse frem i den danske del af befolkningen, siden afsløres et attentat på den fremadstormende statsministerkandidat takket være en muslimsk insider, ansat af Politiets Efterretningstjeneste, der til sidst væmmes så meget ved sin egen rolle, at han myrder samme politiker på klos hold. Filmen igennem møder vi mennesker, der handler.

På sin vis rummer Danmarks Sønner en racistisk pointe: Man kan ikke stole på muslimer i PET. Men det er nok ikke der, Ulaa Salim, født i København i 1987 af irakiske forældre, vil hen. I interviewet erklærer han derimod frejdigt, at han søger hen mod den menneskelige enshed og vores fælles instinkter. Konflikterne mellem den muslimske og den danske kultur opstår ifølge ham, »fordi vi ligner hinanden«.

Indrømmet, den har jeg ikke hørt før, bortset måske fra Pernille Skipper eller en analytiker i DR. Det forekommer mig dog, at instruktøren hylder en letkøbt fromhed uden hold i virkeligheden, men som til gengæld er nem at fremføre og lyder godt i mainstreammediernes glansbilledverden.

Lad mig klippe til debattøren Khaterah Parwani, der er lidt ældre og mere ærlig end Ulaa Salim. Hun anerkender implicit, at ikke alle kulturer er ens, og at det er plat at sige, vi bare alle er mennesker, når hun betragter volden i mange muslimske familier. Nuvel, vold kan forekomme allevegne, men hun retter fokus ikke på ordene, men på især på den muslimske opdragelse i lyset af ødelæggelserne på Nørrebro:

»At volden er så naturligt et valg, skyldes, at den for de udsatte unge er normaliseret. Det var den før Paludan, og det er den fortsat efter Paludan. For den specifikke gruppe er brugen af psykisk eller fysisk vold en del af opdragelsen, en del af gadebilledet og bliver senere et middel for at overleve i de miljøer.«

Her skrælles Salims fromhed væk. Pludselig forstår man bedre mange araberdrenges dominansadfærd på gader og stræder. De har såmænd lært det hjemmefra.

Det kan også svare sig at lytte til en anden indvandrerstemme, in casu Ali Alimani, socialrådgiver og konservativ folketingskandidat. At se Nørrebro gå fra at have været et »udsat« område til reelt at være et besat område minder ham om, hvordan islamister ødelagde hans første fædreland, Iran. I Iran var der ingen, der tog islamisterne alvorligt før revolutionen i 1979. Den fejl skal vi andre ikke begå, siger han.

Det er vise ord. Sentimentalisternes svar vil formentlig være, at ord dræber, og at vi derfor skal tale ordentligt og ikke rende rundt og støde hinanden med forkerte meninger.

Folketingsmanden Henrik Dahl, mit sidste vidne i dag, nægter at holde kæft, og det skal han have tak for. Som en af Tingets meget få mandfolk siger han igen og igen, hvad han mener om multikulturalismens konsekvenser.

I et nyligt opslag på Facebook minder han om forhold, man godt kan glemme, når det gælder årtiers vestlige krigsaktioner i den muslimske verden. Uanset hvad man mener om disse interventioners hensigt og praksis, er Vesten og Islamisk Stat er ikke to sider af samme sag:

»Islamisk Stats aktioner udspringer af en bestemt variant af islamisk teologi. Der er ikke nogen aktioner mod lande med islamisk befolkningsflertal, der udspringer af kristen teologi. I Vesten udpeger vi ikke muslimer som krigsmål, fordi de er muslimer. Islamisk Stat udpeger kristne som mål, fordi de er kristne.«

Henrik Dahl skriver specifikt om vestlige militære operationer siden Kuwait:

»Vi befriede muslimerne i Kuwait fra den sekulære Saddam Hussein.Vi prøvede (ikke så godt, som vi kunne have gjort) at beskytte muslimerne i Bosnien og Kosovo imod de kristne serbere af humanitære årsager. Vi troede, vi gjorde muslimerne i Irak en tjeneste ved at befri dem for den sekulære diktator Saddam Hussein. Vi greb ind i Libyen for at beskytte civile, der for størstepartens vedkommende var muslimer. Vi er i Mali for at beskytte de civile muslimer imod terrorister.«

Jeg mener, vi skal holde helt op med at gå i krig i den muslimske verden. Vi mister vores sønner og får alligevel ikke andet end utak for det. Men det er ikke denne historie, der fortælles i film som Danmarks Sønner. Det er derfor, dens narrativ er både banalt og fordrejet.

Henrik Dahls afskedssalut kan læses som en replik til Ulaa Salim:

»Når jeg bliver virkelig harm over, at selv veluddannede muslimer i Danmark hævder, at ‘situationen i Europa i dag ligner starten på nazismen’, er det fordi det er så totalt forvrøvlet, som noget kan blive. Nazisterne forbød raceblanding og forhindrede jøder i at beklæde en række stillinger. Vi har ikke noget større ønske, end at muslimerne vil assimilere sig. Vi har sat himmel og jord i bevægelse for at integrere islamiske indvandrere. Nazisterne ville det modsatte med jøderne. Tragisk og noget, alle burde vide. Så billedet er altid det samme: Vi gør 180 grader det modsatte af nazisterne.«