Euroen er en kataklysmisk opfindelse, der både har givet os en omfattende statsgældskrise og vækket fascismen til live i Sydeuropa. Endnu værre har Schengen vist sig at være, og vi kommer til at bruge årtier på at rydde op efter den hjemmelavede migrantkrise. Lige så bemærkelsværdigt – som de destruktive eksperimenter i selv selv – er reaktionen på fiaskoerne. I tilfældet euroen blev det absurde modsvar at indføre en decideret finanspolitisk union. En udnyttelse af (den selvskabte) katastrofe til at tage syvmileskridt mod mere centralmagt. Og hvad er EUs reaktion på migrantkatastrofen? En føderal flygtningepolitik og et føderalt grænsepoliti. Altså, mere af det samme, bare værre og dummere. På trods af at begge EU-skabte problemer kunne løses øjeblikkeligt ved at henholdsvis afvikle euroen og genskabe de nationale grænser.

At eurokraterne vælger flere beføjelser og mere centralmagt som svar på de ulykker, de har pålagt befolkningerne, afslører nok engang den anti-demokratiske essens i unionen. Og det efterlader Europas borgere med et fundamentalt valg: Et valg mellem nationalstaterne og en føderalistisk europæisk centralmagt. Unionen vil fortsætte med at tilrane sig beføjelser, og det vil den gøre, uanset hvor store, de folkelige protester bliver.

 

Rune Toftegaard SelsingRed Europa – riv unionen ned

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629