I en utmerket tekst om EU-elitens ufine kamp mot de nasjonalkonservative i Berlingske den 2. juni, bemerker Asger Aamund at det er et klart brudd på skikk og bruk når offisielle kommentarer til presidentvalget i Østerrike uttrykker lettelse over at den hårfint beseirede kandidaten ikke vant. Artikkelforfatteren gir eksempler fra tre av de viktigste EU-landene:

Tyskland: »En sten er faldet fra Europas hjerte.« Italien: »Vi drager et lettelsens suk.« Frankrig: »En lettelse, at østrigerne har afvist populismen og ekstremismen.«

Aamund minner om hva det motsatte utfallet ville ha avstedkommet:

Forrest i kampen mod de nationalkonservative partier står formanden for EU-Kommissionen, Jean Claude Juncker, der var klar til at lancere en omfattende EU-boykot af Østrig, hvis Hofer havde vundet. Juncker, der har stemplet Ungarns folkevalgte præsident Viktor Orban som »fascist«, har blæst til kamp mod »højrefløjspartierne«, der skal udelukkes fra debat og dialog, som Juncker udtrykte det.

ANNONSE

EU har et slags fikenblad av rettslig grunnlag for en slik opptreden, i form av en artikkel i Nice-traktaten

der giver EU-Kommissionen vide beføjelser til krasse disciplinarmidler mod medlemsstater, der forbryder sig mod »EUs retsstatsprincipper og EUs fundamentale værdier«. EU iværksatte en skændig og højst udemokratisk boykot mod Østrig i 2000 udelukkende, fordi netop FPÖ blev optaget i den østrigske regering.

Artikkelforfatteren gjør en ganske frisk sammenligning med denne bestemmelsen:

I Sovjetunionens straffelov havde Stalin og hans bødler stor glæde af den paragraf, der handler om »forbrydelser mod statens sikkerhed.« Denne gummiparagraf sendte millioner af uskyldige mennesker i døden eller kz-lejr. For kunne man ikke blive dømt for andet, kunne man altid have forbrudt sig mod statens sikkerhed. EU-Kommissionen har utvivlsomt ladet sig inspirere af Stalins forfatning til sin egen straffelov, der nu kan udløse bøder, boykots og udelukkelse, hvis man forbryder sig mod »EUs fundamentale værdier«.

For Aamund er Juncker altså å betrakte som en slags mini-Stalin.

En helt stat er i motsetning til et skarve individ riktignok litt for sterk til å kunne sendes i sin helhet til gulag, men selvrettferdigheten hos lederen, samt egenmektigheten, den autoritære sentralismen og vissheten om selv å personifisere den rette vei, er lett å dra kjensel på. Det samme er ønsket om å eliminere enhver opposisjon, riktignok ikke med samme kombinasjon av paranoia og grusomhet.
 

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629