Nytt

Politiken har en reportasje fra forstedene til Paris som kan få det til å gå kaldt nedover ryggen på noen og enhver. Blant mange franske muslimer er det ingen sympati å spore med Charlie Hebdo, tvertimot. Mange av de unge sier heller Je suis Couibaly, terroristen som tok gisler i en jødisk kosherbutikk og drepte fire.

Det svenske ordet «utenforskap» er for svakt. Disse unge hater samfunnet og alt fransk. De har kun funnet en sak, en identitet, ett ideal, og det er islam. Og da i den radikale versjonen.

Artikkelen av Michael Seidelin har tittelen: Mange hader alt, hvad der er fransk Undertittel: Unge muslimers hyldest til Charlie Hebdo-morderne deler Frankrig i to.

For ordens skyld: Politiken er hva Dagbladet var for mange år siden, en venstreliberal avis. Dagbladet eller noen annen norsk avis for den del, ville ikke ha trykket en slik story. Virkeligheten blir for brutal.

Men den forsvinner ikke.

Supporters of Tunisian football national

Unge franske muslimer lager pipekonsert under avspilling av Marseillesen, på Stade de France 14. oktober 2008, under kampen mellom Tunisia og Frankrike. Hendelsen sjokkerte Frankrike.

Hyller terroren

Hundredvis af steder – antallet af indberetninger om lignende begivenheder stiger hele tiden – råbte eleverne ’Allahu akbar’. Nogle steder reciterede børn på 10 år vers fra Koranen, og på flere gymnasier råbte eleverne: ’Vi er Kouachi’ med henvisning til brødrene Said og Chérif Kouachi, som på det tidspunkt blev jaget af tusindvis af gendarmer og elitestyrker fra politiet.

Lignende historier piplet også frem fra norske skoler etter 9/11, men de nådde ikke avisene. Jeg fikk anledning til å spørre daværende utenriksminister Jan Petersen om denne begeistringen i et nyttårsintervju for NTB for mange år siden. Han unngikk å svare.

Nå er styrken på reaksjonen mangedoblet, men likevel er dette for ubehagelig for norske medier og offentlighet.

Uden for skolerne er stemningen også spændt, selv i byer og kvarterer, som normalt er rolige.

»Det er Charlie-folkenes egen skyld«, råber et pizzabud til en handlende i udkanten af byen Poissy i det velstående amt Yvelines vest for Paris. »Hvis du ikke er tilfreds, kan du bare rejse hjem«, lyder svaret fra den handlende på tøvende fransk. For hun er koreaner.

Muslims pray outside a mosque in Paris in 2011

Fredagsbønner ute på gaten har av mange ikke-muslimer blitt oppfattet som en maktdemonstrasjon.

Delt i to

Politikens Europakorrespondent tør å skrive det som er tabu å nevne i norske medier:

Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige på trods af fremtrædende imamers appel om at undgå konfrontationer, som de selv er ofre for i form af hærværk mod deres moskeer.

Hvis man snakker med norsk ungdom som er ute blant jevnaldrende, eller mennesker som er i kontakt med muslimske miljøer, får man meldinger som gjør Politikens reportasje mer sannsynlig. De samme tendenser finnes i Norge. Det som skjer i Frankrike vil også ha ekko her, på begge sider.

Seidelin skriver også:

…….. og medierne erkender, at indvandrerne ikke fyldte meget i weekendens store demonstrationer.

Den franske utgaven av rosetoget var altså et tog for europeere, franskmenn, for ikke-muslimer. Presidenten i Niger deltok. For det har han fått unngjelde på hjemmebane.

Ikke vårt bord

Seidelin treffer to unge muslimske gutter i byen Sarcelles. Den ene studerer jus i Nanterres, den andre er vikar i skolen. De er «innenfor», men heller ikke de føler stor sympati for drepte jøder, eller solidaritetsmarsjen 11. januar.

»Selvfølgelig er det tragisk. Men hvem græder, når en muslim bliver forulempet af politiet, eller når vores moskeer bliver udsat for hærværk, som det sker hele tiden? Det skaber had, og så er der mange, som ikke kan styre det«, siger Hocine.

Han selv, der er vikar på en skole, og vennen Kader deltog ikke i demonstrationen i Paris søndag.

»Det hele er forfærdeligt. Men nu vil man presse os til at tage afstand fra en handling, vi ikke har begået. Derfor gik jeg ikke med«, lyder det fra Hocine.

Hater alt fransk

Det betyr ikke at de har noen sympati med massakren. Men de står altså ikke i noen «dialog» med det store Vi som marsjerte i solidaritet med Charlie Hebdo. Det er ikke deres sak.

De kan forklare hva det er som driver de unge i forstedene: Hat mot alt fransk. Hva de drømmer om? At islam skal herske.

»Gerningsmændene er fanatikere, som lytter til de prædikanter, som optræder i mange kvarterer, og de udgør et mindretal. Men mange hader alt, hvad der er fransk. De drømmer om et bedre liv, når islam råder overalt, for Frankrig giver dem intet«, gentager han.

De unge vokser opp i sin egen verden. Informasjon som kolliderer med deres oppfatninger, filtreres bort. De tror ikke at den muslimske politimannen Ahmed Merabat ble skutt av Kouachi-brødrene, for «muslimer skyter ikke muslimer».

»Det eneste, jøder og franskmænd har respekt for, er bomber. Så det får de«, råber en ældre mand, mens en ung pige uddeler små sedler med navnet på et muslimsk site.

Håpløst

Reportasjen etterlater et inntrykk av håpløst, at toget er gått for store grupper av unge, som nå er fanget opp av radikalisering. Hat mot samfunnet og ideologi flyter over i hverandre.

Det er en ytterst farlig miks. Man undres hva som blir fremtiden.

 

http://politiken.dk/udland/ECE2513436/mange-hader-alt-hvad-der-er-fransk/