Nytt

Jyllands-Postens lederartikkel tar for seg hva som skjedde da Israel trakk seg ut av Gaza i 2005. Da hadde palestinerne en unik sjanse til å skape et samfunn i fremgang.

8000 jøder ble tvunget til å forlate Gaza-stripen. De etterlot seg en infrastruktur som velgjørere i USA mente skulle komme palestinerne til gode.

En gruppe jødiske velgørere i USA betalte 14 mio. dollars for 3.000 forladte drivhuse i bosættelserne og forærede dem til det palæstinensiske selvstyre, så de kunne begynde på en frisk. Men i stedet for at tage imod den fremstrakte hånd jævnede palæstinenserne drivhusene med jorden, og Hamas, den palæstinensiske terrorbevægelse, der satte sig på magten i Gaza, begyndte at affyre raketter mod Israel med en erklæret ambition om at tilintetgøre den jødiske stat. Efter et stykke tid etablerede Israel naturligt nok en blokade af Gaza for at sikre sine borgere mod en gruppe, der var mere optaget af at dræbe jøder end af at bygge en velfungerende stat, sådan at palæstinenserne kunne få indfriet deres drøm om et værdigt og fremgangsrigt liv.

Tænk, hvis palæstinenserne havde udnyttet denne mulighed og vist omverdenen, at man kunne bygge demokratiske institutioner, tiltrække investeringer og leve i fred side om side med Israel? En sandsynlig udgang på en sådan udvikling ville have været Israels tilbagetrækning fra Vestbredden og en internationalt anerkendt palæstinensisk stat.

Palestinerne hadde den gang mye å gjøre med israelere/jøder: palestinerne mottok mange impulser, både innen økonomi, utdanning, politikk og kultur, impulser de kunne brukt til å bygge et sivilsamfunn.

I stedet valgte Hamas krig fra dag én.

Palæstinenserne så israelsk tv, talte hebraisk, arbejdede i Israel, lavede forretninger med jøderne, fulgte den offentlige debat i Israel og oplevede et demokrati i aktion. Så selv om de udadtil var på kollisionskurs og involveret i en konflikt med Israel, så gjorde palæstinenserne en demokratisk erfaring, der gav dem et forspring i forhold til andre lande i den arabiske verden.

Jyllands-Posten mener palestinerne hadde en historisk sjanse. Den er nå gått tapt, i det minste for Gazas del. Denne opplagte innsikt finner man ikke i norske lederartikler, hvis sympati for palestinerne går på bekostning av fornuft.

På Vestbredden har det vært en viss økonomisk fremgang. Palestinerne der ønsker ingen ny intifada. Det vil sette dem år tilbake.

Men korrupsjonen og vanstyret og økende radikaliserng har gitt Hamas fremgang også der.

Virkelige venner av palestinerne ser dette og sier fra.

Hamas har til gengæld brugt sine kræfter på at bekæmpe Israel og undertrykke sin egen befolkning. Misregimentet i Gaza er så udtalt, at Hamas nu trues af grupper, der er endnu mere radikale.

 Radikale grupper som dominerer gir liv til enda mer ekstreme grupper. Det er det som har skjedd i Gaza. Dermed blir politikken et kappløp om å være destruktiv.

Dette regnestykket hører vi lite om i norske medier.

http://jyllands-posten.dk/opinion/leder/ECE6872816/gazas-tragedie/