Norske journalister deler rundhåndet ut karakteristikker av Lars Hedegaard i forbindelse med at han er forsøkt skutt. De er stort sett suget av eget bryst og overflatiske nyhetsresymeer. Det er bemerkelsesverdig at ingen av dem går inn og leser noe av det Hedegaard har skrevet. Han har skrevet selvbiografi i to bind, og drøssevis av artikler i Trykkefrihedsselskabets eget nettsted, sappho.dk.

Så sent som 24. januar hadde Hedegaard en artikkel formet som et svar til Ralf Pittelkow, redaktør for nettavisen Den korte avis, fordi Pittelkow på kritikk hadde bedyret at han ikke avviste at vestlig sivilisasjon og islam kan leve fredelig sammen. Men i neste setning bytter Pittelkow ut ordet sivilisasjon med kultur, og det, skriver Hedegaard er noe ganske annet.

Disse tankene har høy relevans for kulturdebatten i Norge: vi hører stadig at norsk kultur endres i rasende fart og derfor er umulig å definere. Det er farten som gjør at man heller må konstatere visse verdier og rettigheter.

Hedegaard ser også at kultur endres. Men sier det ikke må forveksles med sivilisasjon. Den stikker langt dypere.

Den oppmerksomme leser vil få en aha-opplevelse: distinksjonen gir mening. Er det fordi sosialantropologer og kommentatorer er uvitende at denne forskjellen ikke er allment kjent? Eller er det fordi den er ubehagelig og uvelkommen?

Når Hedegaard kommer til islam feller han noen harde dommer. Men er det Hedegaard som er hard eller er det virkeligheten han beskriver?

Walid al-Kubaisi har nylig hatt en dobbeltkronikk i Dagbladet om den nye egyptiske grunnloven. Her skriver han at:

Paragraf 222 tillater å flytte hovedstaden fra Kairo. For en nordmann virker dette meningsløst. Men i Brorskapets ideologi er dette innledningen til kalifatets stat. Dette har en teologisk bakgrunn, som er nærværende i islamistisk tro. Profeten sa at etter hans bortgang vil makten styres av det kloke kalifatet (de fire kalifer etter profetens bortgang). Deretter følger maktens monarki (altså arvelig kongedømme), så diktatur (Saddam, Assad, Mubarak, Bin Ali, etc.). Men etter det kommer kalifatet igjen i Jerusalem i Det hellige land.

Hvis noen i den norske debatten hevder at islamistene ønsker å gjøre Jerusalem til sin hovedstad, med alt hva det innebærer, blir vedkommende ignorert eller stemplet som monoman og ekstrem. En som ser spøkelser ved høylys dag. Men kan det være det er virkeligheten man ikke liker?

Den rollen folk som Hedegaard har påtatt seg er uhyre vanskelig. Det minste man kan gjøre er å lese deres tekster og behandle dem seriøst.

Det var tanker som de nedenfor som gjorde at Hedegaard ikke fikk bli medlem av Dansk PEN i 2004. Hvis man ser det med etterpåklokskapens briller: hvem har fått mest rett? Hvem er mest realitetsorientert – Dansk PEN eller Trykkefrihedsselskabet?

Hans Rustad

Pittelkow og den fredelige sameksistens mellem islam og Vesten
24. januar 2013

Klumme af Lars Hedegaard

Ralf Pittelkow, redaktør for Den Korte Avis, er blevet ophidset over, at en person ved navn Brian Esbensen har påduttet ham det synspunkt, at «en såkaldt vestlig og en islamisk civilisation ikke kan eksistere side om side».

Denne grimme opfattelse placerer ifølge Esbensen redaktør Pittelkow på den yderste højrefløj.

Det vil Pittelkow ikke have siddende på sig og svarer derfor i Berlingske Tidende den 18. januar:

“Hans påstand er grebet ud af luften. Jeg har aldrig sagt, at en vestlig og en islamisk civilisation ikke kan eksistere side om side. Jeg har tværtimod lagt luft til denne generaliserende tankegang. Ingen kultur er dømt til at udvikle sig på kun én bestemt måde. Der er ingen uundgåelig krig mellem civilisationer.”

Bemærk den sproglige glidning. Først taler Pittelkow om “civilisation”, så bliver det til “kultur”, hvorefter redaktøren ender med “civilisation”.

Det kan naturligvis skyldes, at han betragter civilisation og kultur som synonymer.

Det er i så fald beklageligt, for uanset om vi med kultur mener vaner, materiel kultur eller finkultur, er det noget andet end civilisation. I modsætning til kultur, der ganske rigtigt kan udvikle sig i nye og overraskende retninger, skal der meget til at ændre på en civilisation.

Fra kamel til Mercedes

Ser vi på forskellige manifestationer af muslimsk kultur, så er det klart at de kan skifte.

Man kan gå fra kamel til Mercedes, mænd kan lægge deres pyjamas på hylden og iføre sig jakke og slips, udskifte krumsabelen med et raketstyr, spise kartofler i stedet for dadler, lære sig at bruge toiletpapir osv.

Taler vi derimod om civilisation – og her specielt om islamisk – befinder vi os i en betydeligt tungere afdeling. Civilisation er først og fremmest de fundamentale antagelser, trosforestillinger og paradigmer, inden for hvilke menneskelivet udspiller sig, og de ændrer sig meget langsomt.

I islams tilfælde vil det være korrekt at sige, at de stort set ikke har ændret sig, siden Koranen blev nedskrevet og den islamiske lov, shariaen, blev kodificeret.

Min tykke shariabog på godt 1200 sider med alle bestemmelserne om stort og småt, stammer fra år 769, men er genoptrykt i 2008, og paragrafferne har ikke ændret sig i mellemtiden.

Urokket

Lægger vi alle islamiske retskilder til grund, står vi med et korpus af meget tunge antagelser, der har stået urokket fra Frode Fredegods dage og til nu.

Bl.a. disse:

Hele verden tilhører Allah, og det er hver muslims pligt gennem jihad at tvinge alle til underkastelse.

Alle mennesker fødes som muslimer. Eksistensen af ikke-muslimer er derfor udtryk for frafald og forræderi.

Ikke-muslimer – hvis de er monoteister (ellers skal de bare slås ihjel) – skal stilles over følgende valgmuligheder: 1) “vende tilbage til” islam, 2) underkaste sig den muslimske nation (ummaen) og betale beskyttelsespenge, 3) blive ombragt ved sværdet.

Der er selvfølgelig meget mere at berette – forestillingen om mennesket som Allahs slave og om Muhammed som det perfekte menneske, kvinders stilling, homoseksuelle, der skal slås ihjel, barbariske straffe mv. Men ovenstående må række.

Interessante spørgsmål

Det kunne være interessant at få at vide, hvordan Pittelkow forestiller sig, at islamisk civilisation skal kunne sameksistere med en vestlig civilisation, der på alle afgørende områder står for præcis det modsatte af islam.

Hvordan vil han undgå en krig, der blev erklæret for 1400 siden – nemlig islams krig mod enhver, der ikke vil rette ind efter dens grusomme ophavsmand?

Og mens han er i gang med at spekulere, kunne han måske fortælle os, hvornår og hvor det nogen sinde er lykkedes nogen at etablere en fredelig og ligeværdig sameksistens med islam.

Og lad nu være med at komme trækkende med det vidunderlige og tolerante Andalusien. Den and er for længst aflivet.

Det jeg spekulerer på er, hvorfor den normalt velorienterede og oplyste Ralf Pittelkow har følt behov for at placere sig netop her.