Sakset/Fra hofta

Socialismen var et forsøg på at skabe et ideal-samfund, hvor der ikke var udbytning, og hvor alle var fri for nød, fordi planøkonomien ville sikre, at der var nok til alle. Og socialisterne anså sig selv for at være moralsk bedre, fordi de gik ind for al den godhed, som lå i idealet. En tragisk historie har lært os, at der var tale om selvbedrag. I virkeligheden var det socialistiske system undertrykkende. Det kunne ikke opfylde sine løfter, fordi planøkonomien var alt andet end effektiv, og fordi menneskene ikke var så blinde for egen fordel, som socialisterne forudsatte, at de skulle være.

Socialismens tragedie viser, hvor meget ondskab der kan komme af misforstået godhed. Lærdommen må være, at vi aldrig bør hævde politiske idealer, som kræver en ekstraordinær moral af borgerne; og især at vi aldrig fordømmer dem, der nægter at tilslutte sig sådanne høje idealer, men i stedet hører på, hvad de har at sige. Tænk, hvis Lenin med et åbent sind havde hørt efter de argumenter, som påpegede, hvor svært det ville være at få en socialistisk planøkonomi til at fungere. Men har vi taget denne lærdom til efterretning? Har vi forstået så meget af socialismens historie, at vi ikke gentager dens fejl – blot med nye idealer i hovedrollen?

Vores nye idealer er menneskerettighederne; og centralt blandt dem står kravet om ikke-diskrimination: at et land ikke må diskriminere sine indbyggere på basis af race, religion, køn, seksuel orientering og så videre. Dette ideal skal imødegå, at et land indlader sig på en politik, som den Tyskland under nazisterne førte mod jøderne. Det begyndte med stigmatiseringen og endte med Holocaust. Ganske ligesom socialisterne havde ret i, at man bør skabe et samfund, hvor der ikke er nogen borgere, som udnyttes af andre, så er det også rigtigt, at man bør skabe et samfund, hvor den enkelte borger ikke diskrimineres på grund af sin race, religion og så videre. Socialisternes fejl var ikke deres ønske om at undgå udbytning, men deres metode til at undgå det. Hvorledes undgår vi at bruge en tilsvarende urealistisk metode, når vi vil skabe et sekulært demokratisk samfund, som opfylder kravet om ikke at diskriminere sine borgere på basis af etnicitet, religion og så videre?

Som udgangspunkt kan vi fastslå, at hvis dette ideal skal kunne hævdes helt uden forbehold, så forudsætter det, at det overalt – ganske uanset kultur, religion eller befolkningssammensætning – er lige let at virkeliggøre et sekulært demokrati, som kan sikre den nødvendige ikke-diskrimination, og som samtidig kan garantere den sociale sikkerhed for de svageste. Men her stritter virkeligheden imod. Vi oplever ikke, at det overalt er lige let at gennemføre dette projekt. Tværtimod kan vi konstatere, at det først og fremmest er sket i den europæiske kultur med dens aflæggere – altså i Vesten.

Dette betyder, at en realistisk kamp for at virkeliggøre idealet om en sekulær demokratisk samfundsorden, som ikke diskriminerer sine borgere, og som garanterer den sociale sikkerhed for de svageste, ikke må hæve sine metoder så højt, at den under-graver de eksisterende – europæiske – samfund, som forsøger at realisere idealet på deres givne historiske betingelser. Derfor må vi gøre os disse betingelser klart. Og når vi skal forklare, hvorfor det netop er de europæiske lande, som indefra har bevæget sig frem imod idealet, er der grund til at pege på to betingelser.

Den ene er, at landene var kristne – primært protestantiske. Det betød, at den almindelige befolkning i hovedet havde en religion, som selv sekulariserede det politiske, og som altså gav plads for, at en sekulær demokratisk orden kunne udfolde sig. Den anden positive betingelse er, at landene etnisk set var nogenlunde homogene. Det er en gammel erfaring, som bekræftes af sociologiske undersøgelser, at den almindelige tillid mennesker imellem er højere i etnisk homogene samfund. Og det er en erfaring, som bekræftes, når man ser, hvor folk vælger at bo, når økonomien giver dem et frit valg. For så opdeles boligmiljøet også efter mere eller mindre klare etniske grænser. Der er en socialt relevant præference for at bo blandt folk, som etnisk ligner én selv, og den præference giver sig udslag i den boligsociale udvikling. Når det er på disse vilkår, at de eksisterende sekulære demokratier, som søger at efterleve kravene om ikke-diskrimination og om at garantere den sociale sikkerhed for de svageste, faktisk er vokset frem, hvorledes skal man så sikre, at disse samfund kan bestå, og at de kan gøre holdbare fremskridt? Der er to forholdsregler, som umiddelbart forekommer kloge og besindige, og som drejer sig om den politik, der skal føres ved grænsen.

Den ene er, at man ikke fører en indvandringspolitik, som radikalt forrykker kristendommens plads i kulturen, og som giver uforholdsmæssig plads til en religion, som modarbejder sekulariseringen af det politiske. Den anden er, at man igennem begrænsninger i indvandringspolitikken aktivt forsøger at sikre, at de socialt svageste af landets almindelige indbyggere ikke bliver et etnisk mindretal i deres egne boligområder. De socialt stærke skal nok tage hånd om sig selv. Moralsk set er det ikke værre, at de socialt svage protesterer imod at blive et etnisk mindretal i deres egne nærområder, end at de velstillede protesterer imod en indtægtsudligning, som ville tvinge dem til at bo i samme nærområder. Når den socialistiske tragedie har lært os, at vi ikke skal kræve en højmoralsk solidaritet af de stærke, så bør vi heller ikke tro, at vi kan stille et sådant krav til de svage.

Men det er ikke en pragmatisk indvandringspolitik, der følger disse retningslinjer, som de eksisterende sekulære demokratier i Europa faktisk har valgt at føre. Tværtimod så kræver de ubetinget, at den samme ikke-diskriminationspolitik, som skal gennemføres inden for landets grænser, også skal gennemføres ved grænsen – over for asylansøgere og indvandrere. Ydermere har de sat Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg til at gennemtvinge en sådan politik på tværs af demokrati og informeret demokratisk debat. Hermed har de gjort et lands særskilte beskyttelse af den religion, der historisk har fungeret som grobund for dets sekulære demokratiske orden, til en menneskeretsforbrydelse. Det samme har det gjort med et lands aktive politik for at sikre, at den svageste del af dets befolkning ikke bliver etnisk mindretal i dets egne boligområder. Og i stedet for at forstå, at en pragmatisk diskriminerende indvandrings- og asylpolitik moralsk set er på niveau med en skattepolitik, som anerkender, at vi ikke kan undgå en vis økonomisk ulighed, så gør man den til udtryk for racisme, fremmedhad og islamofobi.

Hermed kræver man sine politiske idealer gennemført på en måde, som i sin idealistiske selvgodhed er lige så blind for den menneskelige virkelighed, som socialismen var. Og ganske som socialisterne er man villig til at erstatte rationel argumentation og politisk besindighed med skældsord og fordømmelse. Man gentager socialismens idealisme – nu blot med et krav om ubetinget ikke-diskrimination i hovedrollen. Om man gentager tragedien, kan kun fremtiden vise.

Det er ikke et paradoks, at man i et konkret sekulært demokrati, som skal opretholde ikke-diskriminationskravet i sin indenrigspolitik, og som skal garantere den sociale sikkerhed for de svageste, kan være nødt til at diskriminere ved grænsen. Det er blot en erkendelse af den menneskelige virkelighed – og det vil sige svaghed.

Kai Sørlander er filosof og forfatter, og er aktuell med boken Den politiske forpligtelse som utkommer på Informations forlag 19. april. Sørlander har også skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», ”Det uomgængelige” og ”Den endegyldige sandhed”, i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Artikkelen Når idealisme mister jordforbindelsen ble første gang publisert i Berlingske Tidende 7. april 2011, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.

Foto: Snaphanen