Gjesteskribent

Den militante antisemitisme i Europa har kun ændret farve, ikke sit dødbringende indhold. Voldsmændene fører sig frem som “ofre for zionismen “.

Europa i krise – når der tales om den, er det problemer som over-forgældede lande og euroens truede fremtid, der menes. Det knirker dog ikke kun i kontinentes finansielle og økonomiske fuger. Langsomt eroderer også de euroæiske demokratiers rygrad, og det er ikke kun fordi unionen ikke har vist sig i stand til at bevæge medlemstater som Ungarn til at honorere – væsentlige fælles principper.

Historierne fra Nederlandene, hvor jøder – blot fordi de er iført en kalot, og dermed kan identificeres, knapt kan gå på gaden i storbyen Amsterdam eller bevæge sig til gudstjeneste i synagogen, men må holde den i mindre iøjnefaldende private huse for at undgå angreb fra etnisk arabiske og tyrkiske unge – har knapt nok nået tyske avisoverskrifter eller TV nyhedsudsendelser.

Anti-semitismen begrænser sig ikke kun til Nederlandene

Og det til trods for at den tidligere hollandske EU-kommissær Frits Bolkestein provokerede ved at sige, “at ortodokse jøder hellere burde emigrere til USA eller Israel, for de er uden fremtid her”. Hans udtalelse var troligvis et udbrud af sarkasme i det håb at det ville vække en eller anden form for reaktion i den europæiske, demokratiske offentlighed.

Thi at jøderne ikke mere kan føle sig sikre i hjertet af det liberale Vesteuropa, måtte vel for europæerne, der har gjort “aldrig igen” og “pas på begyndelsen” til en del af deres statsgrundlag, være et eksistentielt alarm-signal. Især da det er et faktum, at jøder bliver antastet, truet, fornærmet og voldeligt angrebet på gaden, i butikker, i skoler, alene fordi de er jøder, på ingen måde er begrænset til Holland.

Jødehadet er importeret fra islamiske lande

I Malmö i Sverige tog den daglige chikane sidste forår et sådant omfang, at de fleste jødiske indbyggere enten var flygtet ud af byen eller alvorligt overvejede at udvandre. Noget lignende er set i Danmark og Norge, hvor en opsigtvækkende TV-reportage viste chikane af jøder spændende fra vittigheder til åbne dødstrusler

Sådanne angreb udføres hovedsageligt af unge indvandrere fra muslimske lande, der importerer deres jødehad til fra deres hjemlande. Den er næret af den igangværende hadpropaganda mod staten Israel, hvis påståede ugerninger de åbenbart identificerer med “jøderne”.

Højreorienteret anti-semitisme er øget

Mod jødiske borgere i Europa afreagerer unge muslimerne deres voldelige fantasier mod den forhadte “zionistisme”, som forstærkes af den arabiske, tyrkiske og iranske propaganda, af satellitkanaler eller lokale islamistiske propagandister. Den “traditionelle” højreekstreme antisemitisme, der har grobund i hele Europa, har fremgang, skønt den på grund af sit slægtskab med nationalsocialismen fordømmes af samfundet.

Her er bander af fanatiske muslimske unge, som terroriserer jødiske borgere, ikke engang det egentlige problem. Blandt de muslimer, der bor i Europa, udgør de trods alt kun en lille minoritet. Og det overvældende flertal af hollændere, svenskere, nordmænd og andre europæere bør være dybt engagerede i at bekæmpe den militante antisemitisme.

Aggressorerne fremstiller sig som “ofre for sionismen”

Så meget desto mere bestyrtende er den ligegyldighed, disse overgreb mødes med, at de bortforklares som “udtryk for sociale konflikter” eller endda ses på med en vis forståelse.

Malmøs socialdemokratiske borgmester mente, at han burde give det svensk-jødiske samfund det råd, at de burde tage afstand fra Israels politik overfor palæstinenserne. Det skulle kunne svække antisemitternes vrede.

At de “anti-zionistiske” Jødehadere især opmuntres i de skandinaviske lande som Sverige og Norge er ikke nogen tilfældighed.

Dæmoniseringen af Israel når det højeste niveauer

Dæmoniseringen af Israel som den skyldige i konflikten i Mellemøsten har for mange år siden nået det højeste politiske niveau som hverdagskost. Selv da det blev afsløret, at lærerne i de norske skoler af frygt for aggression fra muslimske elever ville undlade lære dem om om Holocaust, benægtede Norges undervisningsminister kategorisk enhver forbindelse mellem “kritik af Israel” og antisemitisme.

Men enhver ansvarlig europæisk politiker burde have bemærket, at den rituelle fordømmelse af Israel er indgangsporten til et folkemorderisk jødehad. En gang før i det 19. og 20 århundrede kondenserede anti-semitismen som gennem et forstørrelsesglas, alle de antimoderne, antidemokratiske og anti-emancipatoriske fjendtlige følelser, der til sidst kørte Europa ud i selvdestruktion.

“Islamofobi” er ikke nutidens anti-semitisme

Jødehadet har i dag kun ændret nuancer, men ikke sin morderiske substans, og det Europa, der tror sig hovedrengjort, er skræmmende lidt parat til forsvar. I stedet sammenligner hæderkronede akademiske hjerner anti-semitisme og “islamofobi” og – fortolker sidstnævnte som nutidens anti-semitisme. Ganske vist findes der i Europa udover den legitime frygt for radikal muslimsk aggression, også betænkelige, fremmedhadske og racistiske følelser mod muslimer, ligesom de findes mod sinti og romaer eller sorte afrikanere. Antisemitismen rækker dog langt udover denne form for modvilje mod “den anden”. Den er en projektiv konspirationsteori om hemmelige kræfter, som har skylden for alle ulykker i denne verden – og den lader sig ikke påvirke af det faktum, at der kun er 14 millioner jøder tilbage på planeten. For som modpol til den verdslige modernitet, der engang kom ud fra Europa, æder den nu videre af marven på den europæiske oplysningstids identitet

.

Welt Online: Europa lässt sich von den Judenhassern täuschen, oversat af © Snaphanen og Torben S. Hansen.