Det er forandringer i den normative kultur, som kan føles som et tab af autoritet, eller i hvert fald, lidt bredere, som et tab av legitimering. Det handler om en gradvis-og-dog-pludselig afmontering av forældremyndigheden, især fadermyndigheden, som får momentum fra det 20. århundredes begyndelse, og som i visse faser efter den store europæiske katastrofe fra 1914 nærmest får karakter av nøgen kulturkamp.

Forløbet kan skematisk sammenfattes sådan, at et samfundsliv med en klar dominans af traditionelt faderlige værdier – pligt, myndighed, hierarki, ansvar, skyld, behovsutsettelse, arbejdsomhed, lydighed, selvbegrænsning, rationalitet, sublimering m.v. – ved slutningen av århundredet er afløst af ét med en dominans av traditionelt moderlige værdier – omsorg, nærhed, umiddelbar behovstilfredsstillelse, inddragelse, følsomhed, kreativitet, terapi, oralt forbrug m.v.


Forløbet passer ind i en større kulturell forrykkelse, en kulturkamp mellom en pligtkultur og en rettighedskultur, som er hovedemnet for denne bog.

Henrik Jensen fra Forordet Det faderløse samfund (2006)