Gjesteskribent

USAs president Donald Trump taler til FNs hoved­forsamling i New York den 24. september 2019. Foto: Justin Lane / EPA / Scanpix.

Det var som bekendt en vred, ung svensk pige, der løb med opmærksom­heden i den forløbne uge. Men det var ham, som de etablerede medier hader mere end selv den mest sunni- eller shia­muslimske diktator, og hvis frisure det er helt i orden at gøre grin med, der holdt den vigtigste tale samme sted. Præsident Trumps tale ved FN’s general­forsamling var intet mindre end et retorisk mester­værk, som udstikker en ny kurs for USA. Og for Europa, hvis vi tager ved lære.

Trumps udenrigs­politiske tale var for det første ualmindelig veldrejet. I den store oratoriske amerikanske tradition adresserede præsidenten de dramatiske konflikter i Stor­britannien efter brexit, handels­krigen med Kina, truslen mod Hongkong, atom­bomberne i Iran, socialisme i Venezuela og kildne emner som ukontrollabel migration og menneske­smugling, kvinders økonomiske og politiske rettig­heder i Mellem­østen, betydningen af tradition og åndsfrihed på universitetet og amerikanske tech-giganters manipulation med data. Havde en Obama eller en Clinton holdt en tale af samme kaliber, var det blevet forsidestof i alle de pæne aviser, ligesom talen ville have ryddet sendefladen i DR og på TV 2 og ført til, at tusindvis står i kø for bare at se ham i en trist sal i Aalborg.

For det andet rummede talen en afgørende og substantiel nyhed. Nemlig at inter­national globalisme har fået en hel generation af politiske, administrative og økonomiske ledere til at se stort på nationalt selvstyre, længes efter unioner og samtidig tillade migrationen at gå amok. Trumps ønske for alle nationer er, at de med vilje og dygtighed kan og vil investere i deres egen fremtid i stedet for at eksportere deres indbyggere til andre steder på kloden eller forsøge at bygge nye imperier. Intet land er tjent med, at dets befolkning udvandrer.

Dette er nyt af flere grunde. I mere end en generation har vi hyldet menneskers og varers fri bevægelse og gjort det fremmede eksotisk. Grænser var vor fjende, disruption vor ven, mens det hævdvundne motto om at tænke ud af boksen kom til at betyde, at boksen, formen og det nationale fællesskab gik i tusind stykker.

Globalismen bygger på en begrebslig misforståelse. Længe er nationalisme blevet opfattet som en nations ønske om at overgå eller underlægge sig andre nationer. Hermed trylles nationalisme om til imperialisme, som er nationalismens egentlige modpol. Trumps definition går derimod tilbage til den oprindelige tanke om, at en nations grund­læggende mission må være bestræbelsen på og evnen til at styre sig selv. Selvstyre er målet, ikke dominans over andre. Selvstyre i respekt for den kultur og de vaner, der har gjort nationen til det, den er, i modsætning til en utopisk drøm om at kunne blive alt muligt andet, tredje eller fjerde, forestillet, konstrueret eller universelt. Med Trumps egnes ord: »Hvis du vi have frihed, så beskyt din nation. Hvis du vil have demokrati, hold fast i din suverænitet. Hvis du vil have fred, så elsk dit fædreland.« Hvis ingen står konkret på mål for de abstrakte værdier, så fortaber de sig i den blå luft.

Sjældent har man hørt noget lignende fra politiske, administrative og økonomiske ledere i Vesteuropa, og vi skal mindst tilbage til Winston Churchill og Charles de Gaulle for at høre Trump og hans tale­skrivere matchet. I vores forvirrede tider minder Donald Trump, forretnings­manden, svindleren, løgneren, os om, at kloge ledere altid må sætte deres eget lands ve og vel først. Han siger ligeud, og her lyder han måske naiv, at fremtiden ikke tilhører globalister, men patrioter. Gid, han får ret; jeg frygter det omvendte.

Men jeg deler hans opfattelse af, at det er unikke, suveræne og demokratiske nationer, som må være udgangs­punktet. Ikke kun for politikerne, men sandelig også for befolkningen, hvilket så til gengæld kræver en politisk, kulturel og demografisk konsensus, som udfordres stedse mere af post­modernismen, den nye venstrefløj og konsekvenserne af årtiers masse­indvandring.

Trump siger som de første jøder, at det nationale selvstyre står over selv de største imperier, uanset om de hedder FN, EU, Google, Kina – eller Egypten, Babylonien og Persien – der i sin tid søgte at herse med andre folkeslag under henvisning til skabelsen af en universel verdens­orden. Israel var den genstridige lilleput, nationalismens vugge. Nu fører Trump idéen videre, når han til sidst i sin fremragende tale under­streger, at en nations sande værdi kun kan praktiseres af dem, der elsker den, af borgere, der er rundet af dens historie, hjulpet af dens kultur, forpligtet af dens værdier, forbundet med dens folk, og som ved, at dens fremtid skabes eller tabes af dem selv.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 29. september 2019.

 

Kjøp Roger Scrutons bok «Konservatismen» fra Document Forlag her!