Kommentar

Af RALF PITTELKOW,

En ny type vold har holdt sit indtog i det danske samfund.

Grupper af unge truer borgere og angriber politi, brandmænd, ambulancepersonale, vagtfolk og buschauffører under deres arbejde. Der bliver kastet med sten, smadret ruder, sat biler i brand og uddelt tæsk. Selv hjemmehjælpere chikaneres.

Forsøger borgere at sætte sig op mod de unge voldsmænd, mødes de med hæmningsløst aggressive reaktioner. Det har Tingbjerg-præsten Ulrich Vogel erfaret. Derfor tør de færreste tale om, hvad de oplever.

Ofte har også medier og myndigheder fortiet disse problemer eller bagatelliseret dem, men det bliver stadig sværere. På det seneste har TV2 rettet søgelyset mod den nye form for vold, hvilket stationen fortjener ros for.

Problemerne kan ikke ties ihjel. Det fremgår af andre europæiske lande, hvor man forgæves har brugt fortielsens metode. Der findes i dag områder, hvor borgere udefra (herunder journalister) ikke tør færdes, og hvor politiet nødig griber ind, medmindre det er talstærkt og kampberedt.

Danmark er ikke så langt fremme, men bevæger sig i den retning. Tilstande som i Tingbjerg kan vise sig kun at være begyndelsen. Den første forudsætning for at forhindre dette, er at se problemerne i øjnene uden forskønnelser og fortielser.

Fri os for eksempel fra snakken om, at der bare er tale om småbitte grupper af ballademagere. Hvis det var så små grupper, skulle det jo ikke være noget problem at få has på uvæsnet. Politiets retorik er meget illustrativ. Længe har man forsøgt at tuttenutte sig ud af problemerne ved at tale om «drengestreger» og lignende. Man har for eksempel ikke taget udviklingen i Tingbjerg særlig alvorligt. Når det så går helt galt, hedder det sig, at politiet er tilbageholdende for ikke at fremprovokere et kraftigt modtryk.

Bortset fra, at denne begrundelse for at holde sig væk er klart uacceptabel, rejser den også spørgsmålet: Hvor skulle dette «modtryk» komme fra, hvis hele balladen bare skyldes en lillebitte gruppe?

Kendsgerningen er, at de, der laver volden, ikke er så få endda. Og der er en langt bredere kreds, som solidariserer sig med dem. Når store børn i Mjølnerparken i København så møder en uskyldig hjemmehjælper, skal de også lige chikanere hende for at markere, at en dansk «myndighedsperson» ikke skal tro, at hun bestemmer i deres område. Her kommer et andet vigtigt træk: Overalt i Europa er unge med muslimsk indvandrerbaggrund voldsomt overrepræsenteret i disse konflikter. Den daværende biskop af Rochester i England vakte postyr, da han sagde tingene ligeud: En række steder søger unge muslimer at etablere «no-go areas» for briter.

Mange af de unge forbinder selv disse konflikter med deres etniske og muslimske identitet og med en kamp for magt og ære. Deres aggressioner retter sig helt overvejende mod danskere, svenskere, briter osv. (undtagelsen er især indbyrdes bandefejder).

Som en rystet politiker fra De Grønne i Belgien for nylig skrev om sine lokale forhold: »Belgier’ er et bandeord.«

I forhold til Tingbjerg advarer den velmenende lokale provst Johanne Haastrup mod at tale om etniske og religiøse faktorer. Hun har formentlig ikke den fjerneste anelse om, hvad der foregår i virkelighedens verden, men vil bare gerne vise, at hun er et pænt menneske. Men pæne ord får ikke reelle problemer til at gå væk.

Statsmagtens autoritet begynder at blive udfordret på en måde, som vi ikke har prøvet før. Europa og nu Danmark oplever regulære magtkampe om kontrollen med bestemte byområder.

Ralf Pittelkow i Jyllandsposten 21. oktober 2009

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.

Les også

-
-
-
-
-