Gjesteskribent

Av HENRYK M. BRODER

Hvis man besøger Fristaden Christiania, bør man vide, at man betræder et lovløst område, hvor den stærkes ret gælder. Politiet synes ikke, det er morsomt, men kan intet stille op – det ville være for farligt for betjentene

At denne beretning ikke kan ledsages af fotos fra gerningsstedet har en konkret grund: mit lille Nikon, der har fulgt mig overalt, ligger i en gammel olietønde, brændt til uigenkendelighed. Jeg fik ikke engang lov at sige farvel. Det gik sådan for sig:

Hamed bor i München, hans kone Connie studerer i København. Hamed har skrevet en bog («Mein Abschied vom Himmel»), der udkommer i begyndelsen af september, en selvbiografisk beretning om vold i det muslimske samfund. Jeg syntes, det ville være en god ide at møde Hamed og Connie i København for at skrive en historie om en egyptisk muslim, der er gift med en japaner og arbejder på Institut for Jødisk Historie og Kultur ved Münchens Universitet. Mere multikulturelt kan det ikke blive.

Hamed og Connie er fortrolige med København, men har aldrig været på Christiania. Her satses på basisdemokrati, og man vil selv løse konflikterne, så der er tale om et no-go-område, hvor de danske love ikke gælder. Og det er netop det, der tiltrækker de besøgende, et praktiseret anarki, hvor enhver kan gøre, som han finder for godt, og hvor der kun hersker ganske få forbud – bl.a. et mod at føre hund i snor.

Københavnerne går udenom

Men sådan er det ikke helt. Law and order er muligvis afskaffet på Christiania, men til gengæld hersker den stærkes ret. Det ved københavnerne, så de går i en bue udenom Fristaden, og det bør turister høre om.

Ved første blik virker Christiania som et alderdomshjem, hvis beboere har glemt, hvordan de er kommet der. De sidder i solen med øl ved fod eller sjokker med ølflasken i hånden over hovedgaden, der er flankeret af små boder, hvor man kan købe alt til den alternative hverdag: hashpiber, rasta-huer, T-shirts med revolutionære paroler foruden biodynamiske fødevarer.

Christianias indbyggere ser ganske vist ud, som om de overlader helsekosten til de besøgende og selv foretrækker at spise usundt. Gårsdagens hippier er dagens tandløse gamlinger. Skulle Gorkij skrive sin «Natherberget» en gang til, ville Christiania være hans førstevalg.

Har det noget med dét at gøre, at man ikke må fotografere på Christiania?

Forbudsskiltene er så store, at de ikke lader sig overse, et kamera på hvid bund med en rød ring, som et parkeringsforbud. Men der findes jo ingen lov i Danmark, der forbyder fotografering på offentlige områder. Så jeg fotograferer som det første forbudskiltene. Dernæst rygning forbudt-skiltet på døren til et værtshus, hvor joints’ene oser, og endelig et par besøgende, der ikke var født endnu, da Christiania blev grundlagt, bl.a. Marta og Aleksandra fra Polen, der har sat blomster i håret.

Så vil Hamed, Connie og jeg tilbage til forbrugs-terrorens undertrykkende verden. Men vi kommer ikke ret langt. Pludselig står et par muskuløse unge mænd foran os. Først tror jeg, de vil sælge os noget, men snart gør de os klart, at det er dem, der vil have noget: mit kamera. Jeg nægter at aflevere det. Den efterfølgende konversation er kort og ender med, at jeg ligger på jorden og ser, hvordan mit Nikon lander i en gammel olietønde, som der slår flammer op fra, hvad der næppe er den mest økologiske måde at skrotte hightech-produkter på.

Tilbagetrækning er eneste mulighed. Vi prajer en taxa og kører til nærmeste politistation. Jeg har den naive forestilling, at de to betjente, vi møder, vil køre med os til Christiania, så jeg kan identificere gerningsmændene. Søren Nielsen og hans kollega Henning Petersen stirrer på mig, som om jeg havde foreslået dem at søge forflyttelse til Kabul. »Dér går vi ikke ind,« siger den ene, »selv i civil er vi bange for at blive genkendt,« mener den anden. Og: »Vi er nødt til at være mindst 50, ellers gør de kort proces med os.«

Politiet ved, at Christiania er et lovløst område, men det kan ikke gøre noget, så længe politikerne tolererer sådanne rum. Det drejer sig om mange penge, enkelte narkohandlere omsætter op til en million kr. om måneden, skattefrit naturligvis.

Ellers en dejlig by

Personligt synes også Nielsen og Petersen, at det er fjollet, at danske soldater forsvarer friheden i Afghanistan, mens politiets hænder midt i København er bundne, så de ikke kan skride ind mod kriminelle. Og de går også ind for opsætning af skilte ved indgangen til Christiania med påskriften: »Adgang på eget ansvar,« men »det er ikke vores opgave.« Altså optager de en rapport, som de lægger i en mappe, hvor allerede mange andre rapporter ligger og afventer dommedag.

Vi vender tilbage til Nyhavn, hvor vores udflugt begyndte, bestiller tre store portioner is og blander os med turisterne. København er en dejlig by, gæstfri og fredelig. Det ville virkelig være ærgerligt, hvis en rejseadvarsel skulle sætte den på niveau med Kabul.

Trykket i Jyllands-Posten 25. august 2009: Fristaden er lovløst område, hvor den stærkes ret gælder.

Henryk M. Broder er journalist og forfatter og skriber bla. for SpiegelOnline.