Feature

Mens venstresiden i Norge tyr til de klassiske mytene: nazismen og politistaten, problematiserer danskene ikke bare gammel, men også nyere historie. Denne kommentaren fra Jyllands-Posten sier alt om forskjellen på Danmark og Norge:

Det var et pistolskud, som ændrede den vesttyske efterkrigshistorie dramatisk, og som sendte sine chokvirkninger ud i store dele af Vesteuropa. Da betjenten Karl-Heinz Kurras den 2. juni 1967 dræbte studenten Benno Ohnesorg under en demonstration i Berlin, satte det gang i et gigantisk samfundsopbrud, som eftertiden i mangel af mere præcis definition gerne betegner som «68-oprøret».

For de demonstrerende studenter var drabet et tidstypisk symptom på en fascistoid politistat, som aldrig havde taget et tilbundsgående opgør med nazitiden, og som besvarede det urovækkende spørgsmål »Hvad lavede du under krigen, far?« med tavshed, knippelsuppe – og altså endog drab.

Episoden er en af det vesteuropæiske 68-oprørs grundlæggelsesmyter. Herudaf springer ikke alene det antiautoritære opbrud, der gjorde op med mange stivnede samfundsstrukturer, men også terrorismen – først i Baader/Meinhof-banden, siden i Rote Armee Fraktion – som en overgang rystede det unge vesttyske demokrati i dets grundvold.

Nu viser dokumentfund i Stasi-arkiverne så, at den skydende betjent, Karl-Heinz Kurras, ikke alene var agent for Stasi, men tillige aktivt medlem af det østtyske kommunistparti, SED. Han var glødende kommunist. Det var altså reelt en repræsentant for dét moralsk bedre Tyskland, som mange af 68-oprørerne med en monumental livsløgn anså kasernestaten DDR for at være, der skød og dræbte en af de demonstranter, som ideologisk lå på linje med ham.

Skete det i et bevidst forsøg på at destabilisere Vesttyskland, som Stasi løbende forsøgte sig med under Den Kolde Krig? Hvordan ville ungdomsoprøret være forløbet, hvis det havde været klart fra begyndelsen, at Kurras var DDR-håndlanger? Ville den efterfølgende terrrorbølge, som kom til at vare i 20 år, være blevet undgået?

Tyskland er – igen – kastet ud i den helt store selvransagelse. Mange ubekvemme sandheder kommer for dagens lys. Ikke mindst de åbenlyse paralleller mellem ungdomsoprøret i begyndelsen af 1930’erne (det nazistiske) og ungdomsoprøret i 1968 (det socialistiske) gør ondt. Man taler i dag i Tyskland om 33’erne på samme måde, som man taler om 68’erne. Hvorfor er det ikke mindst intellektuelle, som falder for den totalitære fristelse?

Protestopbruddet var i både ’33 og ’68 båret af studenter. Stormløbet mod, hvad der blev betegnet som forstenede samfundsstrukturer, ikke mindst på universiteterne, var det samme. Dyrkelsen af ungdommen og den blinde tro på en bedre verden, hvis bare man selv kom til fadet, fuldender billedet. Den totalitære tænkning gik igen. Begge oprør anerkendte vold i et vist omfang som en vej til målet: et bedre samfund. Al kritisk distance blev kastet over bord, selv om man netop dyrkede kritikken af det eksisterende samfund med stor, til dels pseudovidenskabelig, nidkærhed. Man så både i 1933 og 1968 sig selv som en elite, der havde ret til at tage resten af befolkningen som gidsler for en højere sag.

68 handlet om myter. Det gjelder om å stikke hull på mytene. Opplysningen om at Kurras var STASI-agent og SED-medlem, er en slik detonator. I stedet har the chattering classes i Norge fortsatt myteskapingen og – for å bruke et av deres egne ord – demoniseringen – av USA: Abu Ghraib og Guantanamo er blitt larger than life. De lever sitt liv der ute i det mytomane univers, hvor folk som Jan Egeland og Ketil Lund kan manipulere dem.

Løgnen bag ’68
Af SANNE SCHWARTZ

To land – to debatter: Høyredreiningen i Europa roper på forklaringer. Klassekampen retter i en serie søkelyset mot tendenser i sentrum av samfunnet. Igjen er det nazismen man faller tilbake på. Den har fulgt venstreradikalismen som en skygge så lenge jeg kan huske. Det er selve urmyten, som gir venstresidens dens raison d’être. Kjartan Fløgstad gir den en ny vri i sin nye roman: Grense Jakobselv: det var den utdannede eliten som utgjorde ryggraden i nazi-staten. Dette er gammel kunnskap, helt siden Raul Hilberg utga sitt monumentalverk på 60-tallet. Det spesielle med Fløgstad er at han postulerer en sammenheng mellom humanismen og nazismen. Flere andre akademikere har gjort det samme i Klassekampen: liberalismen som en forutsetning for imperialisme og kolonialisme.

Dette handler om myter. I en krisetid tyr med til selve grunnlagsmyten for det Pascal Bruckner kaller «botferdighetens tyranni»: at vår samfunnsform har forbindelse til nazismen, at det finnes en mørk strøm som går kontinuerlig fra nazi-tidens forbrytelser, til overvåking av kommunister i Norge etter krigen.

Terje Emberland ved Holocaust-senteret blir intervjuet. Spørsmålene legger premissene, selv om Emberland reserverer seg mot enkel klasseanalyse:

Emberland presiserer at det er vanskeleg å seia noko generelt om slike spørsmål, men at i tider då det politiske systemet er i krise, kan totalitære idear svara på behovet for enkle løysingar og tryggleik.

– Karakteristisk for totalitære idear er at dei gjev ein holistisk visjon av samfunnet. Alle aspekt ved livet blir integrert i ideologien, noko som gjev grunnlag for ei ny fellesskapskjensle blant splitta individ. Regimet, rørsla, ideologien får konsekvensar for heile tilværet. Det typiske for totalitær tenkjemåte, både i religion og politikk, er at alt er påbod eller forbod: Er det lov å ta to øl etter partimøtet eller ikkje? I situasjonar der tilværet er utrygt, og det er låg fellesskapskjensle, kan eit totalitært tankesett verka trygt for «livssynsberserkar» som filosofen Jon Hellesnes har kalla dei.

– Kva med den fellesskapen som er freista bygd i Vesten som ein del av den såkalla krigen mot terror, der du anten er «med oss eller så er du med terroristane,» som tidlegare USA-president George W. Bush uttrykte det?

– Monolittiske fiendebilete og bygginga av monolittiske institusjonar som skal nedkjempa slike fiendar er ei maktkjelde for det totalitære. Alle spørsmål blir definerte som tryggingsspørsmål. Securitization er eit omgrep dei nyttar i engelsk. I krigen mot terror har vi sett slike securitization-tendensar. Det er ein farleg veg å gå, for det opnar for ei gradvis erodering av demokratiske institusjonar. Det var dette som la grunnlaget for SS’ terrorimperium i Europa. Alt vart sett på som eit spørsmål om statstryggleik: om å identifisera og forfølgja ytre og indre fiendar av den nazistiske «folkefellesskapen».

Elite og nazisme

«Grense Jakobselv» skildrar den tyske forvaltningseliten som ryggrada i Det 3. riket og som aktive utøvarar i barbariet gjennom SS. Terje Emberland forskar på SS på norske friviljuge i Waffen SS. Han meiner dette er eit samansett bilete, og åtvarar om at enkle klasseanalysar kjem til kort når ein skal tolka nazismen.

– Ver på vakt mot avmakt