Gjesteskribent

Umberto Eco ga i 1999 et intervju der han gjentar og utdyper uttalelsen fra 1989 om at den store hendelsen i vår tid er folkevandringen fra Sør til Nord. Eco mener den ikke kan stanses. Han sier Europa vil bli forandret, både demografisk og kulturelt. Han spår også at det vil medføre blodsutgytelser. Carlo Ginzburg uttalte seg i samme retning.

De to venstreorienterte intellektuelle sier altså det som ellers regnes som skrekkpropaganda fra høyresiden: Europa endres fundamentalt. De sier også at dette kulturmøtet innebærer store motsetninger som vil få utløp i vold.

Det de ikke utdyper, er hvordan europeerne vil reagere. De antyder at «invasjonen» er noe man bør finne seg i. Men hva med den politiske legitimiteten? Europa er demokratisk. Vil befolkningen i demokratier finne seg i å bli fortrengt? Disse vesentlige spørsmål tar ikke Eco og Ginzburg opp.

Det var Carsten Jensen som presenterte Ecos og Ginzburgs tanker i en kronikk i Jyllands-Posten.

Den italienske forfatter Umberto Eco gjorde sig i nogles øjne herostratisk berømt, da han i tiden omkring Murens fald, udtalte, at han anså denne begivenhed for at være af mindre betydning for Europa målt med modsætningen mellem Nord og Syd og den folkevandring fra Afrika, der efter hans mening ville ende med at forvandle europæernes hudfarve og gøre os til et raceblandet kontinent. I et interview med det italienske dagblad La Repubblica genfremsætter han ideen og uddyber sit syn på Europas fremtid:

«Hvis tingene fortsætter, som de er begyndt, vil der snart fødes et farvet Europa uden nationalstater. Vi står ikke overfor et immigrationsfænomen, men overfor en folkevandring. Det overbefolkede Syden har begivet sig nordpå, og der er ingen former for indgreb, der kan standse denne proces. Før vi når midten af det næste århundrede, vil Europa have skiftet hudfarve og dets indbyggere for flertallets vedkommende udgøres af mennesker, der er raceblandede. Og det gælder ikke kun hudfarven, men også kulturen.»

«Jeg taler ikke om, at vi bliver erobrede, blot om, at vi bliver blandede med andre folkeslag. Tænk på germanerne, der vandrede ind i Romerriget, de begyndte endog at tale latin og overtog Roms kristendom, og lidt efter lidt opstod nye sprog, dem, vi taler i dag. Det middelalderlige og moderne Europa er resultatet af en enorm kulturblanding, som blev forårsaget af folkevandringer. Man kan sagtens hengive sig til science fiction-fantasier og forestille sig et kommende århundrede præget af f. eks. calvinistisk hinduisme eller bantu-marxisme.»

«Brasilien er et eksempel på en sådan kulturblanding, hvor kristendom og afrikanske religioner mødes. Men med Europa i dag vil det være anderledes. For afrikanerne ankom til Brasilien som analfabetiske slaver, som for at holde fast i deres identitet blandede den kristne lære med deres eget hjemlands mytologier. I Europa drejer det sig om indvandrere med en vis uddannelse, og skolesystemet vil helt bestemt gøre meget for at europæisere de nyankomne, men samtidig respektere deres traditioner. Processen vil være langsommere, mere kompleks, måske mindre pittoresk, men den vil finde sted.»

«Man kan ikke udelukke, at nationalstaterne forsvinder. Faktisk er de jo en ret ny opfindelse. Jeg tænker ikke blot på Italien og Tyskland, men også på England og Frankrig. De antager først den form, de har i dag, indenfor de sidste femhundrede år. Tænk på et Europa, hvor kulturblandingen allerede er i færd med at finde sted, takket være stadig hurtigere transportmidler, men også takket være Internettets udbredelse – i et sådant Europa er det måske nemmere at etablere en forbindelse mellem to byer, f. eks. en spansk og en polsk, der har fælles interesser, end det er for en kommune i Bretagne at kommunikere med Paris.»

«Men processen vil ikke være smertefri. Det er der ingen folkevandring, der er. Jeg frygter, at vi kommer til at betale en høj pris, også i form af blodudgydelse. Det eneste, vi kan gøre, for at gøre konfrontationen mindre voldelig, er at forberede os kulturelt, forberede vore børn på mødet. Indvandrerne ved, hvordan vi tænker, og hvordan vores kultur er – det lærte de, da de var kolonier – men vi ved intet om dem. Der findes stadig mennesker i Europa, som tror, at muslimernes gud er Muhammed . Det drejer sig derfor om at opdrage på alle, på dem, der kommer, og dem, der tager imod.»

Umberto Eco slutter med at advare imod at tro, at respekt for andre kulturer er det samme som kritikløshed. «At leve godt sammen med de andre indebærer selvfølgelig respekt for dem, men også blik for deres fejltagelser – og viljen til at påpege dem.»

Den italienske historiker Carlo Ginzburg har i mange år beskæftiget sig med lignende problemstillinger som dem, Eco taler om. I et interview i ugemagasinet L’Espresso fremhæver han konfrontationen mellem kulturerne som både uundgåeligt og nødvendigt. «Konfrontationen mellem kulturerne er uundværlig, også selv om den medføder spændinger og konflikter. Også de fundamentalistiske religioner må vi have kendskab til: Jeg bliver skræmt ved tanken om, at vi blot skulle sig nej ud af lutter uvidenhed. I Italien kan jeg ikke få øje på nogen vilje til at gøre noget ved de krav, den aktuelle indvandring stiller. Det ville glæde mig, hvis der var flere lærestole for islamiske studier, så vi lærte den varierede verden at kende, som udgøres af islam. At konfrontere sig er ikke enbetydende med at give efter for andre kulturers synspunkter, når de er uacceptable som f. eks. omskæringen af kvinder. Men der er forskel på at blive omskåret og gå med chador, slør. Ikke engang i Frankrig, hvor statens centralisme er langt stærkere end hos os, er chador’en blevet forbudt. Andre lande har stået overfor de samme problemer som os, og selv om det ikke giver mening uden videre at importere deres løsninger, bør vi huske, at vi ikke er de første i verden, der har problemerne.»

Fra en kronikk av Carsten Jensen i Jyllands-Posten 12. februar 1999

Karrusel