Hvordan ser det ut inne i hodet på dem som vil ødelegge oss? Flemming Rose gjorde noe uvanlig. Han ba om å få møte en 26 år gammel tunisier som sitter arrestert for å ha planlagt drap på tegneren Kurt Westergaard.

Det danske sikkerhetspolitiet PET forsøkte å overtale ham til å la være. Fengselsbesøket ville være en sikkerhetsrisiko. Rose er selv et mål for fanatikerne. Men han ville gjerne vite hva som driver mennesker til å ville drepe en kunstner for en tegnings skyld. Under strenge sikkerhetstiltak får han møte tunisieren på en politistasjon. Tunisieren snakker villig vekk om sitt liv. Han hadde en vanskelig oppvekst. Faren var voldelig. Da faren ble tatt med 20 kilo kokain fikk de fred, men moren måtte oppdra barna alene. I Tunis er det tøft. 26-åringen, som omtales med initialene K.S., husker hvordan moren kom dødssliten hjem. Hun hadde arbeidet i flere dager, men fikk likevel ingen penger.

Hvis man skal lete etter årsaker, er det hele innretningen på samfunnet det er noe galt med. Moren ble tvangsgiftet av sin egen familie og fikk et ulykkelig ekteskap. Hun blir lurt og bedratt som hardt arbeidende alenemor. I dette dobbelte klassesamfunn styrt av religion og klasse har ikke vanlige mennesker en sjanse.

K.S.s historie begynder i forældrenes ulykkelige ægteskab i Sousse, et populært feriemål på den tunesiske middelhavskyst. Faderen er tæt på at være alkoholiker, og når han drikker, får hustruen tæsk. Det er så voldsomt, at K.S. bliver født to måneder for tidligt. Faderen er mekaniker, moderen er dekoratør. Ifølge K.S. er moderen blevet presset ind i ægteskabet af sin mor. Hun bliver ydmyget af sin mors familie og nærmest behandlet som slave. Familien er imod, at K.S.s mor tager en uddannelse i stedet for at arbejde. På den baggrund bliver hun presset til at gifte sig, hun siger ja, fordi det giver mulighed for at slippe væk fra familien og gøre uddannelsen færdig. Det bliver imidlertid bare værre og ender med skilsmisse, da K.S. er et år gammel. Derpå vokser han op hos sin mor. Hun er fattig, har ikke fast arbejde, men hutler sig igennem med småjobs hist og her. Pengene er så knappe, at der ikke altid er mad på bordet. Flere gange må K.S. og moderen tage flugten, da faderen opsøger dem og forsøger at kidnappe sønnen, og han forsøger også gennem retten at få samvær. De får først fred, da faderen bliver arresteret i tolden i Marokko med 20 kilo kokain i sin bil, og ifølge K.S. har han også forbindelser til den italienske mafia.

K.S. har gode evner og er glad i å lese bøker, men han forstår at han ikke har en sjanse. Uten kontakter kommer man ingen vei i Tunisia. Det er et samfunn som ikke benytter sine ressurser.

Men selv om K.S. får flotte karakterer i skolen, begynder han at tvivle på, at han har en fremtid i Tunesien. Han ser et korrupt samfund omkring sig; han ser, at uanset hvor dygtig man er, så er det svært at drive det til noget, med mindre man har penge og de rette forbindelser. K.S. vokser op med en indgroet frygt for politiet. Selv om han ikke har gjort noget, stikker han instinktivt af, når politiet viser sig, for ellers risikerer han at få tæsk og havne i brummen natten over.

K.S. er blitt fascinert av den japanske samurai-kulturen og leser alt om landets mytologi og helter. Han begynner med kampsporten shootfighting. Han forstår at slike som ham aldri har noen mulighet i Tunisia. Han vil vekk. Tilfeldigvis treffer han en dansk kvinne på ferie, og de blir forelsket. K.S. hadde tenkt seg til Fremmedlegionen. I stedet blir det Århus, hvor paret gifter seg. Han er 19 år og tar hennes etternavn. Hun vil ikke at han skal arbeide for da mister han trygden. Han går på språkkurs, og drømmer om å bli livvakt. Han gjør det godt i kampsportkonkurranser, men forholdet skranter og de blir skilt. Han får jobb som dørvakt og havner i et kriminelt miljø. Han begynner å bruke hasj og drikke. Han får sin første voldsdom etter å ha slått ned en bråkete gjest. Han bor sammen med flere kvinner, men forholdene varer ikke. Han er på nedtur.

Religion

Sommeren 2005 tager de til Tunesien for at besøge K.S.s mor. Her beslutter K.S. at gøre en ende på sit overdrevne hashforbrug og i stedet vende sig mod religionen. Han begynder at bede fem gange om dagen og kommer regelmæssigt i moskeen på Grimhøjvej i Gellerup-kvarteret øst for Århus, hvor flere radikaliserede muslimer har haft deres gang: bl.a. Guantanamo-fangen Slimane Hadj Aberrahmane, marokkaneren Athmane Meheri, der blev udvist af Danmark efter at have deltaget i et bankrøveri på Frederiksberg, hvor udbyttet angiveligt skulle bruges til terrorstøtte, og den syriskfødte Abu Rached el-Halabi, som ifølge spansk politi havde forbindelse til terrorangrebet i Madrid i 2004. Moskeens åndelige leder og prædikant er shaykh Raed Hlayhel, en palæstinensisk født imam, der er uddannet i islamstudier i den saudiarabiske by Medina.

Toleransen

Her er ved vi en annen viktig faktor som forklarer veien til terror: Danmark er et land som lar folk predike hat og krig mot samfunnet. Det er en kopi av de venstreradikale revolusjonære på 70-tallet, men denne gang med en religion som ideologi og fremmede som rekrutteringsgrunnlag.

Hlayhel advarede muslimer mod at deltage i demokratiske valg, og under Muhammed-krisen plæderede han for at opretholde en atmosfære af had omkring Jyllands-Posten, og han mente, at avisen var styret af en jødisk sammensværgelse mod islam.

I en fredagsbøn i foråret 2006 fastslår Hlayhel, at folk som Kurt Westergaard aldrig vil blive benådet, og at truslen om at blive slået ihjel som straf for en blasfemisk tegning vil forfølge ham resten af livet.

»Historien benåder ikke. Hvis historien ikke retfærdiggør dig i dag, så vil den retfærdiggøre dig i morgen. Det vigtigste er, at du ikke trækker dig tilbage. Dette er en retfærdig sag, som har sat hele verden i bevægelse, og vi holder fast ved den og fortsætter med den, til Allah den almægtige tillader en løsning.«

I en af sine sidste fredagsbønner, før han i efteråret 2006 forlader Danmark, fremsætter Hlayhel en slet skjult trussel mod dem, der skulle finde på at genoptrykke Kurt Westergaards tegning eller begå anden blasfemi. Det er en prædiken, K.S. overværer.

K.S. flytter til København, hvor han treffer en afghaner som blir arrestert i en annen terrorsak. Han frekventerer en radikal moske på Nørrebro. Privatlivet er kaotisk. Et forhold ryker. Han er ensom i storbyen og søker seg til likesinnede.

Så treffer han sin somalisk-fødte kone, og flytter tilbake til Århus. Det er her planene om å myrde Kurt Westergaard klekkes ut. Flemming Rose ber K.S. kommentere tegningen de skulle drepe ham for. Hva ser han i den?

»Den siger, at muslimer kun tænker på at bombe andre. Muslimer rundt om i verden ser et hoved, der skal forestille profeten, og så en bombe, og de tænker, at profetens hoved skal sprænges i luften. Jeg er næsten 100 procent sikker på, at de fleste muslimer tænker sådan.«

Det er tydelig at de fleste muslimer leser tegningene på en helt annen måte enn den som er vokst opp med sekulære karikaturer i aviser og blader. Humoren og ironien går tapt. Tegningen tolkes bokstavelig.

Flemming Roses besøk var en modig handling. Det er mye å lære av K.S.’ historie: hvordan samfunnsforholdene i Tunisia «underviser» de unge i urettferdighet, den sterkestes rett, og forteller at det ikke er bruk for dem. Det er allerede sårbare unge som kommer til Vesten, hvor de lett blir skuffet. At inngangsbilletten er et ekteskap som ikke kan holde, er heller ikke bra. Han ender i kriminalitet, som er den karriereveien som byr seg. Stoff og alkohol bryter ham ned. Forhold ryker. Han lengter hjem. Det eneste uprøvde, det eneste han kan «bære» med seg, er religionen. At denne blir radikal og revolusjonær henger sammen med en strømning i islam som dels er en reaksjon på forholdene i Midtøsten. At han lar seg verve av radikale imamer skyldes dels Danmarks toleranse, også for krefter som vil ødelegge samfunnet.

K.S. ble radikalisert i 2005. Stort lenger har ikke sosialdemokratiske land kommet enn at de tillater imamer som agiterer mot samfunnets grunnleggende verdier, hvorav noen går inn for voldelige midler. Det skjer i lukkede rom, i fremmede gudshus, og på språk man ikke forstår. Derfor er det lett å lukke øynene. Men anno 2008 burde vi forstått litt mer.

Artikkelen Vejen til Gud sto i Jyllands-Posten 22. juni.