Gjesteskribent

Historien om jødiske gutter som spiller fotball og blir mobbet og truet av motspillerne kunne vært hentet fra tredveårene, men er København anno 2007. I Norge er det for få jøder til å stille et fotballlag på bena, derfor er vi uvitende om følelsene som vokser frem. Men heller ikke her er det tilrådelig å gå rundt med kippa og Davidstjerne. Vi tar feil hvis vi tror at dette hatet bare er noe som omfatter jødene.

Historien Martin Hirsch fra partiet Venstre forteller, er uhyggelig. Det finnes ikke noe annet ord for det. Dette er en «ny» antisemittisme, uten anger, og uten historisk bevissthet. Derfor er den farlig.

Som så mange andre sommeraftener spillede to fodboldhold sidste sommer på en af Københavns mange fodboldbaner. Denne kamp blev et varsel om, at racistiske og antisemitiske strømninger løber igennem visse dele af den københavnske ungdom.

»Vi skyder jer alle sammen« lød det allerede inden kampstart fra råbene spillere og tilskuere til det modspillende hold bestående af unge jøder. En større gruppe samlede sig på sidelinien og enkelte tilskuere forsøgte endda at presse træneren til at få lov til at spille. I hele kampens længde udgik der en lind strøm af ubehagelige tilråb og i et enkelt tilfælde endda skubben til en jødisk spiller.

Kampen udartede sig med mærkværdige episoder, og man må efterfølgende spørge sig selv om, hvad der får en ung muslimsk mand til at stille sig op ved anden halvlegs start og råbe »Allahu akhbar« (gud er stor) fire gange med knytnæve i vejret. Men det er desværre København i dag, hvor en lun sommeraften kan blive til en racistisk forfølgelse af en gruppe medborgere, der alene ønskede en venskabelig kamp i god sportsånd.

Nogle vil måske slå aftenens begivenheder hen med unges kådhed og dumsmarte bemærkninger, men begivenheden tegner sammen med en række lignende episoder et billede af et København, hvor grupper af unge muslimske mænd er blevet påvirket af ekstremistiske strømninger.

Siden den sommeraften har vi set en by, der blev sat i brand af unge muslimer, som misbrugte genoptrykningen af Muhammed-tegningerne til at udøve vold og anvende antidemokratiske magtmidler til at bekæmpe ytringsfriheden.

Vi har gennem DRs research fået dokumenteret, at op imod hver syvende homoseksuelle mand har været udsat for vold på grund af sin seksualitet. Vi kan kun gisne om, hvor mange af overgrebene, der skyldes muslimsk had mod homoseksuelle.

Og vi har igen og igen oplevet de samme unge muslimer skabe utryghed på Nørrebro, hvor det i dag er umuligt for en jøde at bruge kalot, hvor homoseksuelle bliver mødt af stenkastende unge, og hvor lederen af Danmarks tredie største parti ikke kan opholde sig uden risiko for eget liv.

Er det sådan en by og hovedstad, vi ønsker?. Eller er tiden kommet til at sige »nok er nok«! Vi vil ikke længere finde os i, at en lille minoritet ødelægger vores by og ødelægger det frisind, som København tidligere var kendt for. Jeg tror rigtig mange københavnere – både muslimer og ikke-muslimer – mener, at »nok er nok«, og de ekstreme miljøers påvirkning af de unge og trussel mod den fredelig sameksistens må standses.

I det ekstreme miljø er særligt Hizb ut-Tahrir fremtrædende med deres systematiske modarbejdelse af det danske samfund og de frihedsrettigheder, som ellers garanterer, at de kan få lov at udbrede deres antidemokratiske holdninger. Det er et miljø, der fastholder en talsmand, der er idømt fængsel for at uddele løbesedler om jøder med teksten: »Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer«.

Det er den slags ytringer, der når ud til en bred kreds og påvirker unge muslimer til at foretage handlinger, der skaber frygt og utryghed i Københavns gader

Hizb ut-Tahrir er allerede forbudt i Holland og Tyskland, og anses i Sverige for at være en terrororganisation. Herhjemme har flere partier krævet Hizb ut -Tahrir opløst, og justitsministeren har bedt Rigsadvokaten undersøge, om Grundloven tillader et forbud mod foreningen.

Situationens alvor taget i betragtning, så mener jeg, at der er behov for handling og konsekvens i vores håndtering af disse kræfter. Jeg mener, at »nok er nok«, og vi må lade tolerancen, demokratiet og frisindet sejre.

I København er første skridt at forhindre Hizb ut-Tahrir i at leje sig ind i kommunalt ejede lokaler, hvilket de borgerlige partier vil foreslå på Borgerrepræsentationens møde i aften. Villy Søvndal bad Hizb ut-Tahrir gå af Helvede til, så mon ikke at vi kan blive enige om at smide dem ud og forhindre, at kommunens lokaler bliver brugt til at overtræde racismeparagraffen og ulovligheder, der undergraver det danske demokrati med middelalderlige fordrejninger. Nok må være nok, og det socialdemokratiske styre i København må vise handlekraft og hjælpe med til at give dem sparket.

Næste naturlige skridt er at følge vores nabolandes eksempler og forbyde foreningen totalt. Jeg har derfor sammen med de borgerlige partier bedt Borgerrepræsentationen på mødet i aften sende et klart og utvetydigt signal til Folketinget, københavnerne og islamisterne om, at vi ikke længere vil acceptere en forening, der truer vores sikkerhed.

Holland og Tyskland har for længst taget fløjlshandsken af. Nu må Borgerrepræsentation og Folketing udvise samme vilje til at bekæmpe ekstremismen.

Berlingske Tidende 3. april 2008