Gjesteskribent

Du husker hende måske som den kinesisk-amerikanske tigermor med den ambitiøse og strenge opdragelse af sine børn. Nu vender Amy Chua tilbage med en bog om de dybe identitetspolitiske kløfter i USA. Det er på alle måder en bog til tiden.

I første omgang handler den om amerikansk udenrigspolitik fra Vietnam til Syrien. Det er den bog, som hun først troede, at hun var i gang med at skrive. Med valget af Donald Trump i 2016 slog det så forfatteren, der underviser i etnicitet og kulturforskelle i international politik ved Yale Law School, at amerikansk indenrigspolitik var blevet til en omvendt spejling af udenrigspolitikken.

Ude havde amerikanerne fuldstændig overset tribalismen og troet, at de kunne indføre liberalt demokrati med et snuptag, f.eks. i Afghanistan og Irak. Hjemme var amerikanerne selv blevet ofre for tiltagende tribalisme – både til højre og venstre og allerværst blandt de multikulturelle ”kysteliter” i medier, uddannelse og Hollywood: »De opfatter sig som verdensborgere. Men det, disse eliter overser, er, hvor stammeagtig deres egen kosmopolitisme i virkeligheden er.«

Diagnosen er klar: Det fælles, patriotiske anliggende glider vor tids Amerika af syne. Stammekrigen smadrer nationen.

Amy Chua understreger, at stammer er biologiske. Mennesker er ikke blot individer, men fødes ind i familier og er afhængige af primære grupper, nære relationer og sociale bånd. Det er ikke forkert. Det er naturligt. Men en nation er mere og andet end en stamme og fungerer kun, hvis grupperne assimileres ind i det nationale fællesskab eller »supergruppen«, som forfatteren kalder det.
Mange fine ord er brugt om den amerikanske smeltedigel, kæmpegryden, hvor alle etniciteter og racer smelter sammen. Men virkeligheden viste sig snarere at være en salatskål, hvor delene lå hulter til bulter ved siden af hinanden, og hvor det derfor var nemt at opleve sig som udsat for diskrimination og ulighed. Demokratiet i Amerika, der grundlagde sig selv på arven fra Oplysningstidens idealer om rationalitet og fremskridt, og som iagttagere har beundret i mere end 100 år, antænder nu den ene gruppekonflikt efter den anden, mens vertikale parallelverdener skyder op som skyskrabere.
Amerikanernes kolossale naivitet med hensyn til menneskets iboende stammeafhængighed begyndte i Vietnam og fortsatte under skiftende præsidenter. Mens briterne med 40.000 soldater kunne kontrollere Indien i næsten 200 år, kunne mange gange flere amerikanske tropper ikke holde stand i Vietnam i 10 år, stabilisere Afghanistan i fem eller forene Irak i ét. En stor del af forklaringen var ifølge Chua, at briterne forstod betydningen af etnicitet og gruppeloyalitet. Amerikanerne derimod negligerede og bekrigede tribalismen, indtil den pludselig eksploderede derhjemme.
Den amerikanske kamp mod stammen var naiv, fordi velfungerende supergrupper faktisk er sjældne, ligesom de fleste stater er fejlslagne. Globalt set er stammer og kaos reglen, ikke undtagelsen, og selv Amerika bestod af mange forskellige grupper for 100 år siden, til trods for at den liberale præsident Wilson bedyrede det modsatte. Blindheden over for stammernes realitet førte til nederlag på stribe, og da de dannede eliter – både Republikanere og Demokrater – blev ved med at fortrænge dem, vendte de tilbage i en ny form.
Bogens tese er i denne anmelders øjne glimrende set og udlagt, omend det irriterer, at Amy Chua har travlt med at positionere sig politisk korrekt i forhold til teoretiske baggrundsfigurer som Samuel Huntington og andre konservative kritikere af den liberale forståelse af international politik. Indimellem virker det, som om forfatteren ikke har forstået konsekvenserne af sin egen analyse, men bogen fortjener et dansk publikum. Tribalismen har mange fjender. Amy Chua forstår, hvorfor den ikke er så nem at slippe af med.
Også på dansk
Den store amerikanske stammekrig

Oversat af Karsten Elkjær og med forord af Michael Böss

317 sider, 250 kr.

Hovedland

Fra Jyllands-Posten