Gjesteskribent

Bortset måske lige fra forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen hersker der bred enighed om, at resultatet af den nylige folkeafstemning afspejler befolkningens mistillid til de politiske partier og politikerne. Især til de fire gamle partier. Ja, måske især Venstre. De seneste ”sager” vedrørende undervisningsminister Esben Lunde Larsen (V), tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) og daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har ikke ligefrem hjulpet på tilliden. Hvad foregår der egentlig i Venstre? Det spørgsmål søger vi svar på hos forstander ved Rønshoved Højskole, Thue Kjærhus, der selv er medlem af partiet.

Har dit eget parti et moralsk problem?

»Ja – ligesom de fleste andre. Det er generelt ved såvel det politiske liv som samfundet, at vi bevæger os fra et tillidssamfund til et mere teknokratisk samfund. Vi baserer ikke mere vores beslutninger på fællesskabet, hvor etikken jo udgår fra, men på atomiserede enheder som den politiske klasse og et bureaukrati, der går op i tekniske detaljer. Det var valgkampen et tydeligt udtryk for, hvor der blev talt om teknikaliteter frem for principper. Atomiseringen af fællesskaberne gør sig gældende i alle partier og i hele Vesteuropa. Partiforeninger har ikke den kraft og legitimitet, de havde førhen, desværre. Førhen var de fraværende i deres nærvær. De var usynlige på en synlig måde, og derfor effektive. De førte kontrol med kandidater og politikere på en indirekte måde, fordi kandidaten var en del af det folkelige. Denne kontrol er blevet mindre, og i dag spiller fremtoning en langt større rolle end indhold og substans.«

Nogle vil mene, at dit svar blot er en undskyldning eller en smagsdom…

»Nej, hør nu her. Vi har ikke samme diskrete vogtere af politikernes moral og habitus. I stedet har vi fået en stadig mere eksplicit moral. Det kendetegnende ved det kristne kultur er, at vi ikke formulerer en moral. Den er indvortes og bygger på vores samvittighed, en indre stemme, som f.eks. sætter os i stand til at skelne mellem agtsomt manddrab og uagtsomt manddrab. Men denne kristne kultur skrider i disse år og frem vokser en langt mere eksplicit og direkte moral, som henviser til regler, cirkulærer – eller i islams tilfælde – en hellig bog. Den nye etik er en regeletik, hvor den gamle var en sindelagsetik. I det moderne samfund, det gælder også i erhvervslivet, hvor kontrakter har afløst det gamle håndtryk, erstatter vi sindelagsetikken med regeletikken, og det er netop forklaringen på, at islam har et større potentiale i det moderne samfund end i et tillidssamfund. Dette problem er blevet stedse større i de forløbne 30 år. Tilliden er blevet hjemløs«

Thue Kjærhus peger konkret på andelsbevægelsen, fagbevægelsen, idrætsforeningerne og folkekirken som historiske kanaler for den folkelige sammenhængskraft, der oprindelig kom fra neden, før den blev formuleret af eliten:

»Tillid kommer ikke af sig selv, det er ikke noget vi har apriori, noget som går forud for erfaringerne. Tillid vokser ud af erfaringer og praksis, og her har de store bevægelser været med til at demokratisere samfundet og skabe tillid, via konkrete fællesskaber. Disse bliver atomiserede i det moderne samfund. På den ene side står de, der mener, at friheden stammer fra individet og forskellige politiske institutioner. På den anden side, hvor jeg selv hører hjemme, forholder det sig snarere sådan, at friheden må ses på en historisk, folkelig og kristen baggrund. Det, der er sket, er, at moderniteten og kapitalismen har individualiseret mennesket , og derfor ser vi flere og flere politikere, der agerer på samme måde. Deres ”sager” afspejler befolkningens nye værdier: Jeg tror hverken de er værre eller bedre end befolkningen generelt.«

Burde de ikke være forbilleder?

»Ikke nødvendigvis, men deres legitimitet er afhængig af troværdighed. Problemet stikker dybere end skattesager og Rolex-ure. Det handler om den store forandring fra et tillidssamfund til et regelsamfund, sådan som min husfilosof Hannah Arendt har beskrevet det . Statsminister Viggo Kampmann kunne gå på druk i flere uger, men pressen skrev ikke om det, fordi den i forvejen havde tillid til ham som politiker. Den tillid er pist borte.«

»Samtidig har vi fået medier, støvsuget for ontologiske og filosofiske begreber. Sagen mod undervisningsministeren, der er blevet forfulgt fra første øjeblik, tilmed af de lærde, er illustrativ. Hans brøde var, at han var kristen, idet det hed, at man ikke både kan være vidende og troende, det er en provokation mod det moderne, sekulære menneske. Dermed misforstår kritikerne, hvad kristendom er og forskriver sig til myten om, jo mere vi ved, jo mindre har vi grund til at tro. Universitetet har ikke forsvaret deres kandidat og undergraver derved universitetet og statsmyndighedernes troværdighed. Kun meget få akademikere havde mod til at forsvare Lunde Larsen. DR’s journalister brugte alle dirty tricks for at få ham ned med nakken. Det var grimt og bekymrende for DR’s troværdighed. Vi er altså kommet dertil, at vi ikke har tillid til universitetseksaminer og til statsfunktioner. Gad vide, om erhvervslivet også ville sætte spørgsmål ved firmaernes iso-lovgivning og domstolenes upartiskhed? Tilliden til eliten, staten, politikerne og journalisterne er reduceret.«

 

Blå bog: Thue Kjærhus (f. 1954) er forstander for Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord siden 2001. Underviser i filosofi, sociologi, europæisk historie og tennis. Tidligere faglærer, gymnasielærer og chef for et ledelsesakademi. Aktiv debattør og medlem af Fri Debat, medlem af Rønshovedgruppen og far til to voksne børn. Hannah Arendt, som nævnes i interviewet, var tysk filosof og forfatter til flere idéhistoriske bøger, bl.a. Menneskets vilkår (da. udg. 2008). Thue Kjærhus har bl.a. skrevet om Arendt i antologien 11 konservative tænkere (Cepos 2009).

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 12. desember 2015.