Har læst Aage Storm Borchgrevink’s bog En norsk tragedie – Anders Behring Breivik og vejene til Utøya og vil citere fra den de kommende uger. Her en interessant passage, der sammenligner Breiviks udåd med Herostratos’ nedbrænding at templet i Efesos:

«Bag skærmen på drengeværelset læste Breivik Inspire, al- Qaeda ‘s engelsksprogede blad, og så videoer af terrornetværkets blodige bedrifter.

Ødelæggelsen af tvillingetårnene havde både religiøse, sociale, politiske og mediemæssige implikationer. Filosoffen Andre Glucksmann mente desuden at høre et ekko af Herostratos ‘s gamle forbrydelse i begivenhederne på Manhattan, (11. september 2001, red.). Bag forbrydelsen lå forbrydernes ønske om at blive set, husket og frygtet for evigt.

Ifølge overleveringerne fra antikken var Herostratos en anonym borger fra byen Efesos i Lilleasien. Han var besat af ønsket om at blive set og husket, men manglede både evner og talent. I år 356 f.Kr. nedbrændte han derfor byens Artemistempel, et af oldtidens syv underværker. Herostratos blev arresteret, tortureret og henrettet, og byen Efesos forbød folket at ære hans minde. Hans navn måtte ikke nævnes eller huskes, Herostratos skulle straffes ikke blot med døden, men med glemsel. Men allerede samtidens forfattere så bort fra efesernes forbud og gjorde herostratisk berømmelse til et begreb, vi stadig bruger.

ANNONSE

Bag den meningsløse ødelæggelse og middelmådighedens motiver så antikkens forfattere to motiver: higen efter evig berømmelse og middelmådighedens misundelse. Ødelæggelsen var også en slags kunstværk i sig selv, udtryk for en begsort, negativ æstetik: at brænde det smukkeste på Jorden til grunden var på én gang grusomt, meningsløst og sensationelt. I de følgende århundreder og årtusinder er mange mennesker fulgt i Herostratos’ fodspor og har bekendt sig selv til ødelæggelsens æstetik, og mange af dem har også defineret sig selv som terrorister eller defineres sådan af andre. Breiviks kompendie er et veritabelt katalog over udtryk, metoder og fortællinger fra terrorismens historie, og flere af de herostratiske terrorister var ikke helt ulig manden (Anders Behring Breivik, red.), der førte sig frem på Palace Grill (bar i Oslo, red.).

Få år efter, at amerikanske brandbomber udslettede Tokyo, og deres atombomber ramte Hiroshima og Nagasaki, brændte også Japans vigtigste religiøse bygning, Kinkakuji, Det Gyldne Tempel, i Kyoto. Branden opstod den 2. juli 1950, og i løbet af nogle timer var træbygningen reduceret til aske. Det var ikke de amerikanske besættere, som havde ødelagt helligdommen – politiet anholdt en 22-årig munk fra templet, Hayashi Yoken, som straks tilstod ugerningen. Nogle måneder tidligere havde han over for en prostitueret i Kyoto pralet af, at han «snart ville være i aviserne». Hayashi var kendt som en særlig og en stædig rad, og under retssagen kom det frem, at han følte sig bagtalt og latterliggjort af de andre munke. Han fortalte, at han var jaloux på det smukke tempel og havde besluttet sig for at ødelægge det for at «gøre noget stort». Retspsykiaterne fastslog, at han var paranoid og skizofren (diagnosen baserede sig blandt andet på det absurde ved Hayashis forbrydelse). Alligevel blev han idømt fængsel og måtte afsone dommen på en psykiatrisk anstalt, hvor han døde få år senere.

Den mest kendte beretning om denne hændelse er Yukio Mishimas dokumentarroman Det gyldne tempel, som i førsteudkastet var betitlet Jaloux på skønheden. I Mishimas roman stammer den unge munk, han er grim og svagelig og er allerede fra barndommen udenfor. «Som barn havde jeg to indbyrdes modstridende fantasier om magt,» siger Mishimas munk. «På den ene side drømte jeg om at tage en grusom hævn over mine lærere og klassekammerater, som plagede mig dagligt. På den anden side forestillede jeg mig, at jeg var en stor kunstner med en vision – en almægtig kejser over en indre verden.»

Munken vokser op i skyggen af templet og begynder efterhånden at hade det. «Skønne ting er mine dødsfjender,» siger han, før han til sidst brænder templet ned til grunden. Hos Mishima er branden ikke bare udtryk for den stammende munks selvhad, hans had til skønhed og hans magtfantasier. På ét plan handler branden om at frigøre sig fra jordisk skønhed ved at ødelægge den – en gådefuld og voldsom frigørelse beslægtet med selvmordet. Men Mishimas brand handler også om selvhadet i det besatte Japan, som netop var en brandtomt i de første efterkrigsår. Det brændende tempel var afmagtens sidste gestus, et nederlagets evangelium.

Herostratos’ arvtagere op igennem historien har ikke begrænset sig til at ødelægge. Forfattere i antikken påpegede en sammenhæng mellem at ødelægge en ikonisk bygning og at dræbe en kendt leder: Begge forbrydelser er motiveret af forbryderens ønske om at tilegne sig offerets berømmelse. Flere attentatmænd fra nyere tid havner i den herostratiske tradition, og mange af dem har fået psykiatriske diagnoser i stil med Hayashis. Enkelte af dem er også selv blevet kendisser ved at dræbe eller forsøge at dræbe en kendis og er dermed kendismordere i dobbelt forstand. Nogle af de mest kendte tilfælde er fra USA.

«Jeg var en nobody. Jeg måtte bemægtige mig en andens betydning, en andens succes,» udtalte Mark David Chapman efter at have dræbt John Lennon i 1980. «Jeg var mr. Nobody, lige indtil jeg dræbte den største somebody i verden.» Forud for drabet havde han pralet til en pige, han lagde an på: «Der kommer snart til at ske noget. Du kommer til at høre om mig.»

Tidligere havde han fortalt sin kone, at han var skabt til berømmelse, og at det var meningen, han skulle «blive til noget stort». Under retssagen blev Chapman diagnosticeret som skizofren. Psykiaterne mente, at han led af storhedsvanvid og desuden havde en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som fik ham til i sygelig grad at søge opmærksomhed og berømmelse.

Narcissisme lader også til at have præget den såkaldte Una-bomber Ted Kaczynski. Kaczynski var undervisningsassistent i matematik på Berkeley og trak sig tilbage til en hytte i skoven i Montana, hvorfra han sendte brevbomber af sted. Selv om også han fik diagnosen paranoid skizofren, blev han kendt tilregnelig og idømt fængsel for tre mord i forbindelse med 16 forskellige angreb i perioden fra 1978 til 1995. Kaczynski skrev et manifest, som han fik udgivet i New York Times og Washington Post mod et løfte om at ophøre terroren, hvor han gav udtryk for en slags højreekstrem ideologi.

Kaczynski var modstander af det moderne samfund og især af videnskaben og den kolde rationalitet. Han beskrev en konspiration af «venstreorienterede» kræfter, som ud over kommunister og socialister bestod af feminister, minoriteter, homoseksuelle og «politisk korrekthed» generelt. Han var drevet af ønsket om hævn, sagde han, og bombede i første omgang andre akademikere. Ud over ideologiske motiver grundede Kaczynskis ønske om opmærksomhed og anerkendelse sig også på, at han opfattede sig selv som en «særlig» person, som var vigtigere end andre mennesker. Følelsen af at være udvalgt og andre mennesker «overlegen» kendetegnede Kaczynski og tydede på en mulig narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Ifølge Sigmund Freud er narcissisme knyttet til forholdet til moren og usikkerhed omkring egen identitet som en følge af, at spædbarnet oplever adskillelsen fra moren som så traumatisk, at det prøver at genskabe den oprindelige symbiotiske relation. Senere psykoanalytikere har beskrevet et narcissistisk stadium, som det lille barn skal igennem for at kunne opbygge et normalt selv. Narcissismen er et nødvendigt udgangspunkt på vejen mod en stabil identitet, men nogle mennesker bliver siddende fast i dette stadie. Et menneske, som gør det, veksler imellem at være rasende på alt og alle, der ikke bekræfter vedkommendes syn på virkeligheden, og henført af grandiose tanker om egen betydning og fortræffelighed.

Breivik nøjedes ikke med at læse Kaczynskis velskrevne manifest. han plagierede artiklen med nogle små ændringer og skrev den ind i sit kompendie.

Munken, Lennon-morderen Chapman og Una-bomberen Kaczynski fik alle samme slags ganske alvorlige psykiatriske diagnoser. Når de alligevel blev kendt tilregnelige og idømt fængsel, siger det noget om, at den herostratiske terrorist ofte befinder sig et sted på et kontinuum mellem sindslidelse og religiøs eller politisk ekstremisme. Narcissistens ønske om at blive set som det særlige og enestående menneske, som hun eller han mener at være, giver vedkommende mandat til at ødelægge og dræbe. Andre mennesker og samfundet i det hele taget har udelukkende en instrumentel rolle: De er redskaber, der skal bekræfte det grandiose selvbillede, og de eksisterer udelukkende i den funktion. I dette perspektiv har narcissisten retten på sin side. Som munken Hayashi sagde under politiafhøringerne: «Selv nu er jeg sikker på, at jeg ikke har gjort noget galt.»»

(Side 31-36)

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629