Kommentar

Mikael Jalvings lyndiagnose av Klaus Rifbjerg har en norsk parallell. Norsk offentlighet kjenner bare to dansker: Rifbjerg og Carsten Jensen. Sistnevnte er den eneste som de siste år er hanket inn for å belyse hvor ondskapsfulle danskene er blitt. Derfor har NRK valgt Sveriges Radio som samarbeidspartner, ikke Danmarks Radio. Den danske kringkasteren er også full av røde, men de senere år har de fått motbør: I avdekkingen av radiojournalister som «røde lejesvende».

Noe lignende oppgjør har vi ikke sett i Norge. Derfor ser norsk offentlighet ut som den gjør.

Skal man ha en offentlighet man kan være bekjent av må man holde seg med stemmer som sier en imot. Man må tåle dem og ikke forsøke å nedkjempe dem. Det siste gjør man i Sverige. Til gagns. Norge er ikke helt Sverige, men det mangler de bitende stemmene som i Danmark er mange nok til å gjøre en forskjell.

Reell ytringsfrihet kan avleses på at Lars Vilks må til Danmarks Radio for å la seg intervjue. I Norge forsøker en statsbetalt NGO og en venstreekstrem nettside å hindre at han får tale på et offentlig bibliotek. Uten at det vekker særlig oppsikt i etablerte kretser. For norsk kunstverden eksisterer ikke Dan Park-dommen eller Lars Vilks.

Rifbjerg symboliserer en tidsepoke; individualistene som gjorde opprør på 60-tallet ved å ryke hasj på TV og gå inn for radikal selvrealisering. De sto på de undertryktes side mot autoritetene. Samtidig hadde mange av dem en sans for livets goder som gjorde at de tidlig viste hvilken klasse de tilhørte. Da de fikk suksess kunne de tillate seg den livsstil som for dem hele tiden hadde vært naturlig. Da hadde den radikale versjon overtatt hegemoniet i samfunn og kulturliv. De ble eneherskende. En reaksjon nedenfra var forutsigbar som regn.

Disse folkelige strømninger har folk som Rifbjerg bare forakt til overs for.

Det samme har vi sett i Norge. Carl I Hagen visste å spille på denne forakten og slynge den tilbake i ansiktet på establishment. Siv Jensen har ikke helt forstått potensialet som ligger i at sosialdemokratiet er blitt elitært. Når sosialistene driver omvendt klassekamp har de et problem.

Skattelistene viser at den avgåtte rødgrønne regjeringen tjente langt bedre enn den sittende. Den nye Ap-lederen har en formue som er ti ganger større enn alle andre statsråder til sammen. Likevel greier ikke Dagbladet å se de politiske poengene: den omvendte klassekamp. Jonas Gahr Støre har den samme forakt for FrP-folket som Rifbjerg, og forsøker å få dem til å føle seg små og forlegne over å ha meninger som avviker fra sosialdemokratiet.

For å kompensere for mangel på folkelig tilhørighet satser systemet på karismatisk ledelse. Gahr Støre bygges opp til en som står over de andre partilederne, som den samlende lederen. Det som fremstilles som fornyelse er i virkeligheten et tomt skall, en lek med ord.

Man må huske på at Rifbjerg og hans generasjon også gjorde opprør mot sosialdemokratiet. De ble betraktet som systemets menn. Siden har det skjedd en utveksling: Rifbjerg fikk det kulturelle domene og sosialdemokratiet beholdt det politiske. Men under overflaten finnes motsetningene.

De har noe til felles: frykten for fremtiden. De styrer et prosjekt de har mistet kontrollen over. I stedet tyr de til dehumanisering av motstanderne. Slik sett utgjør de en fare for demokratiet.

Jalving tar denne holdningen på kornet:

Klaus Rifbjerg viser os kunstneren som gammel, uforstandig mand. Han har i virkeligheden intet lært, slet ikke af omgivelserne. Måske fordi han er fysisk ude af stand til at indrømme, at selv han kan tage fejl, måske er han bare bange for at gøre det. Den gamle, uforstandige mand messer de samme salmer og ævler løs om, at vi ikke er guder, men har for længst besteget Olympen for at dehumanisere sine fjender.

Ordene er beskrivende for den herskende klasse i dagens Europa. Den er livredd for å se ned i avgrunnen den selv har skapt. Den forsikrer at de ikke er guder, men har besteget Olympen og sender bannbuller mot sine fiender. De lider av en form for sklerose, årforkalkning. Likevel kunne de ikke drømme om å gi fra seg makten.

For å kunne bevare en viss mental likevekt må eliten trekke seg tilbake til sin egen verden. De har minimal kontakt med livet der ute. Virkeligheten siver bare inn i form av små drypp. Forfatteren Dagfinn Nørdbø skrev i helgen om forskjell på privat og offentlig helsevesen, ut fra egne opplevelser: et sår på leggen som ikke ville gro. Behandlingen i det offentlige var en ikke-behandling. Først da han kom til en privat klinikk skjedde det noe. Han forteller om venninner som er livredde for å gå på legevakten med ungene fordi legene ikke snakker norsk. Hvis dette er dekkende for Helse-Norge er sosialdemokratiet dødt. Da er Einar Gerhardsen død på virkelig, avslutter Nordbø.

Men ingen vil snakke om erfaringer mange gjør seg. Hvorfor private sykeforsikringer har eksplodert.

For å kunne opprettholde forestillingen om normalitet må offentligheten hele tiden saneres. Den blir full av selvmotsigelser. Gjennom Aftenposten får man noe å vite, som straks må balanseres eller nøytraliseres hvis skuta skal beholde balansen. Journalister og redaktører blir som Rifbjerg:

en rendyrket smagsdommer, der gør idiosynkrasi til ideologi i en bemærkelsesværdig kombination af egotrip, udtalt mangel på viden og lurmærket akademisk dovenskab.

Denne spesielle form for galskap er nøkkelen til å forstå hvorfor en utvikling fortsetter som for lengst har passert punkter som burde utløst oppbremsing. Det nytter ikke med fordømmelse. Det ligger noe fortapt i denne hold-kursen, hold-masken-politikken. Kanskje man skulle hjelpe dem ned av Olympen?

Red.

rifbjerg.klaus

De 2.000 udvalgte

Tiden går, og det er allerede to uger siden, at kulturradikalismens nestor Klaus Rifbjerg i tv lod forstå, at der kun findes 2.000 begavede mennesker i Danmark. Forfatteren hentydede naturligvis til sine læsere – jeg troede egentlig, han havde flere – men dér blev jeg klogere.

2.000 sjæle er ikke mange ud af en befolkning på 5,5 milloner. Alene Danmarks Radio, som i disse uger viser det kulturradikale propagandaværk ”1864”, tæller flere ansatte, hvilket kunne få én og anden til at konkludere, at f.eks. dramachef Piv Bernth må tilhøre den store skare af fjolser – med Rifbjergs definition – »politisk dumme, menneskeligt dumme, uformående«. Det sidste vil jeg ikke bestride.

Men når kulturradikalismens ledestjerne, som i årtier har gjort den som humanismens, tolerancens og frisindets konge – og er sluppet af sted med det til trods for sit fashionable overklasseliv – ikke har andet tilovers for Dansk Folkepartis vælgere og dem, der de seneste 10 år herhjemme har adresseret islams politiske indhold, end at de er nogle, citat: »skiderikker«, så blegner humanismen mildest talt.

Hvis Dansk Folkeparti betjente sig af den retorik, ville de øjeblikkelig blive kaldt racister og behandlet som undermennesker. Det bliver de så alligevel.

Da jeg så interviewet, tænkte jeg instinktivt, at manden trænger til en sjus og en saltstang. Han har taget sit slæb, fornyet og elektrificeret det danske sprog i noveller og romaner og fortjent et roligt otium. Men hans eksempel er værd at forholde sig til på et generelt plan.

Klaus Rifbjerg viser os kunstneren som gammel, uforstandig mand. Han har i virkeligheden intet lært, slet ikke af omgivelserne. Måske fordi han er fysisk ude af stand til at indrømme, at selv han kan tage fejl, måske er han bare bange for at gøre det. Den gamle, uforstandige mand messer de samme salmer og ævler løs om, at vi ikke er guder, men har for længst besteget Olympen for at dehumanisere sine fjender.

Hans skæbne ville knap være en klumme værd, hvis hans kulturradikale metode og succes ikke havde været så formativ for den offentlige mening i den danske efterkrigstid.

Klaus Rifbjerg er på trods af den store aura, der endnu står om ham i København K, så bigot, at han er ude af stand til at gå ind i en intellektuel diskussion, der fordrer et minimum af kendskab til den sociale virkelighed, ja, han er en karikatur på sig selv, hvis ikke det giver mere mening, at han står for enden af sin slagne vej. Klaus Rifbjerg mimer Klaus Rifbjerg. Han har længe sagt og skrevet noget tilsvarende, men nu får vi den i klartekst: Klaus Rifbjerg tilhører den udvalgte kreds på 2.000 mænd og kvinder, sekten over alle sekter, de indviede, salvede, frelste. Her har vi dem, se, hvor de glinser, se, hvilket menneske!

Klaus Rifbjerg om Islamisk Stat: »Jeg bryder mig ikke om, at man erstatter hoveder med at skære dem af, det fører ikke til nogen dialog.«

Dialog? Hvornår har Klaus Rifbjerg interesseret sig for dialog? Monolog, hedder det. Sådan taler ”humanisten” Rifbjerg så overraskende identisk med lektor Blomme: ex cathedra som en rendyrket smagsdommer, der gør idiosynkrasi til ideologi i en bemærkelsesværdig kombination af egotrip, udtalt mangel på viden og lurmærket akademisk dovenskab.

Vi skal være glade for at leve i et demokrati, hvor typer som Klaus Rifbjerg må nøjes med at tale og skrive.

I andre samfund og til andre tider ville hans sekteriske virkelighedsopfattelse udgøre en latent trussel mod almenvellet.

Les også

-
-
-
-
-
-