Nytt

I Danmark diskuteres det om strengere straffer vil hjelpe på bandekrigen. Motstandere av strengere straffer viser til at VKO-regjeringen har sittet med ansvaret i syv år. Men dommerne har ikke fulgt de politiske signalene. Strengere justis er en myte, sies det.

Forsvarerne av en liberal kriminalitetspolitikk bruker argumentet om at Fogh-regjeringen allerede har innstrammet, uten at det hjelper, men det stemmer ikke, skriver journalist og forfatter Erik Holstein i Berlingske.

Et avisbud ble for en tid tilbake drept på brutalt vis på Amager, gutten var innvandrer. Gjerningsmannen, en asosial dansk gutt, fikk 4,5 år, og er dermed ute om ca. 3 år, for å ha drept et menneske.

Straffen for å bære kniv på offentlig sted er syv – 7 – dagers fengsel.

Grov vold kan gi inntil syv års fengsel, men i realiteten ligger straffene på syv månder.

Formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, er skuffet over politikerne. Lige fra Dansk Folkeparti til SF er der nu støtte til markante straffe til de mest skydegale bandemedlemmer, men ifølge Eva Smith viser erfaringen, at »syv år med hårde straffe ikke har virket.« Realiteten er imidlertid, at de hårde straffe er en regulær myte, der modbevises af enkle tal.
Fejlopfattelsen baserer sig på det forhold, at tidligere justitsminister Lene Espersen allerede i 2002 lagde op til skærpede straffe. Det var især voldsstraffene, politikerne havde kig på, og derfor vedtog et bredt flertal i Folketinget dengang at hæve strafferammerne for vold med det udtrykkelige formål at »forhøje straffene med en tredjedel.« Og dét lyder jo som strenge straffe.
Men hvad blev resultatet af stramningerne? Ja, en simpel gennemgang viser, at straffene ved de to mest anvendte voldsparagraffer i gennemsnit ligger og kryber nede på en tiendedel af strafferammens maksimum. Et eksempel er straffen for »alvorligere vold« (§ 245), hvor strafferammen blev hævet til seks år. Her dokumenterer tal fra Danmarks Statistik, at domstolene slet ikke når op i nærheden af maksimum. Dommerne giver i snit syv til otte måneder for »legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter« efter § 245. Det kræver en meget sort humor at kalde det en »hård straf«.
En forhøjelse med »en tredjedel« batter naturligvis intet, når udgangspunktet er ekstremt lavt. Dertil kommer, at selv denne meget begrænsede skærpelse, kun delvis er blevet ført ud i livet af domstolene. Justitsministeriet angav sidste år, at voldsstraffene var steget med 16 procent i VK-regeringens tid. Det er under halvdelen af det mål, man satte sig i 2002.
Afstanden mellem retorik og praksis gælder ikke kun voldsstraffe: Efter flere grove knivoverfald hævede regeringen sidste år strafferammen for at gå med kniv i nattelivet. Straffen kan herefter nå op på syv dages fængsel. Det skal nok skræmme livet af hårdkogte bandemedlemmer!
For slet ikke at nævne dommen til den 15-årige, der sidste år dræbte et tilfældigt avisbud. Drabsmanden fik fire et halvt års fængsel. Er det en hård straf for at tage et liv? Og så er der ikke engang indregnet den rabat, der kommer med prøveløsladelserne, der typisk hakker en tredjedel af straffene. Sådan kunne man blive ved. Som Anders Fogh Rasmussen åbent erkendte på sit pressemøde i forrige uge, er straffeniveauet for personfarlig kriminalitet fortsat meget lavt, og straffeloven er fuldstændig forældet på det område.
Om formanden for Det Kriminalpræventive Råd bare er uvidende om det reelle strafniveau – eller hun bevidst politiserer – skal være usagt. Men sikkert er, at stærke kræfter har interesse i, at den retspolitiske debat fortsat hviler på forkerte forudsætninger.
For den politisk korrekte fløj giver myten mulighed for at ’dokumentere’, at kriminaliteten er eksploderet i en periode med høje straffe. Hvis den argumentation købes, kan de retspolitiske slappere fra sidelinjen blokere de stramninger, et stort flertal af befolkningen og de folkevalgte ønsker. Men også et parti som De Konservative har en interesse i at fastholde myten. For hvis man ærligt indrømmede, at en række af strafferammerne er ren teori, ville det straks føre til spørgsmålet: »Hvorfor har I ikke for længst rettet op på det, når I de sidste syv år har haft justitsministerposten – og tilmed et sikkert politisk flertal for at stramme op?«
Svaret på det spørgsmål er, at selvom Lene Espersen er en meget stærk kommunikator, var hun en ret svag justitsminister, der ikke satte sig igennem over for dommere og andre embedsmænd.
Espersen talte meget om hårde straffe, men som Helle Thorning-Schmidt konstaterede, er den konservative leder »mere en Moster Snak end en Moster Skrap«. Resultatet er, at straffen for personfarlig kriminalitet ved domstolene kun er marginalt højere i dag end under Nyrup.
I forhold til den aktuelle bandepakke kan man nu vælge mellem to helt forskellige veje: Man kan – som Eva Smith har foreslået – forsøge en mægling mellem bandekrigens parter. Det er en fascinerende tanke: Politiet eller advokater med kriminelle kontakter hjælper banderne med at dele territorier og markeder, så der kommer en klar aftale om, hvem der må sælge narko på Nørrebro, og hvem der må sælge på Vesterbro. Et virkelig originalt kriminalpræventivt tiltag.
Men man kan også vælge en anden vej: Samfundet kan målrettet gå efter at stoppe banderne, inden de udvikler sig til egentlige mafia-organisationer. En sådan model kræver en stærkere præventiv indsats, en langt mere målrettet resocialisering i fængslerne og – som noget nyt – hårde straffe for organiseret og personfarlig kriminalitet.

Opinion: Myten om de strenge straffe