Europa på museum

Mikael Jalving

Kaf­fen er god og kring­len ligeså oppe i cafeen på Natio­nal­mu­seet i Prin­sens Palæ i Dron­nin­gens Køben­havn, og muse­ets børne­af­de­ling med work­shop om Euro­pas lande er et hit for de små. Men hvad med årets træk­plas­ter for voksne – udstil­lin­genEuropa møder Ver­den, der med pomp og pragt blev åbnet af stats­mi­nis­ter Helle Thorning-Schmidt og Europa­kom­mis­sio­nens for­mand José Manuel Bar­roso?

Tja.

I Ber­ling­s­kes anmel­delse i sidste uge hed det, at resul­ta­tet var som en nyde­lig gym­na­si­estil, og den pil ram­mer plet. Pænt, sik­kert, uden fejl. Men, og det er jeg nødt til at sige, ikke på højde med sit emne eller i pagt med den dra­ma­tik, der knyt­ter sig til vores uro­lige, grænse­sø­gende kontinentet.

Her­til ville kura­to­rerne og muse­ums­di­rek­tør Per Kris­tian Mad­sen sik­kert svare, at det er et uretfær­digt skuds­mål al den stund, at de ni ned­slag i 2.500 års his­to­rie – tema­tise­ret som bl.a. “Tro­ens græn­ser”, “Kom­mu­ni­ka­tion og kon­flikt”, “Ver­dens­or­den” og “Alt fast for­dam­per” – rum­mer såvel kon­flikt som krig.

Kor­rekt, men kon­flik­ten og kri­gene træn­ger ikke ind i pub­li­kum, der das­ker for­nø­jet videre, som var de i Lalan­dia. Måske fordi lyd­si­den ikke eks­po­ne­rer dra­maet; måske fordi plan­che­teks­terne er så glatte og bredt for­mid­lende, at man ikke kan huske andet end selv­føl­ge­lig­he­der, når man atter står ude i sludregnen.

Timin­gen kan man ellers ikke klage over. Dan­mark har just over­ta­get for­mands­ka­bet for EU, den aktu­elle poli­tiske og juri­diske ramme om det meste af Europa, en ramme, der slår rev­ner, hvor end man kigger hen. Hvad enten vi bry­der os om det eller ej, er vi hav­net midt i en akut dis­kus­sion på både venstre- og høj­re­si­den af euro­pæisk poli­tik om det fæl­les bedste – eller fæl­les værste.

Det er mulig­vis for­kert at sige, at EU befin­der sig i en skæbne­stund, for mindre kan også gøre det, når man betrag­ter gælds­kri­sen, finans­kri­sen, arbejds­kri­sen, konkurrenceevnekrisen, statskrisen og alle de andre kri­ser lagt sam­men. Man skulle med andre ord tro, at der var grund­lag for en udstil­ling med slaw i.

De uds­til­lede gens­tande, der alle kom­mer fra muse­ets eget skatkam­mer på 10 mio. gens­tande, er for så vidt illust­re­rende og glim­rende udvalgt, og hvis man spør­ger mig, kunne der sag­tens have været mere mili­tært isen­kram i mon­trerne, døden taget i betragt­ning. Længe stod jeg og så for­els­ket på den sabel, som den norske søoffi­cer Cort Ade­ler i vene­ti­ansk tje­neste erob­rede fra tyr­kerne i 1658 og efter­føl­gende blev brugt af Chris­tian V under Den Skånske Krig fra 1675-1679. Lige lidt hjalp det til­syne­la­dende kon­gen og hans tra­giske fore­ha­vende, men det er pok­ker­mig en smuk sabel.

Jeg kan endda ikke sige, at man mær­ker, at Europa­be­væ­gel­sen er part­ner i udstil­lin­gen. Der er ikke engang nogen jube­lop­ti­misme at pege fingre ad, og lands­for­mand Erik Boel står ikke i et hjørne og skæl­der befolk­nin­gen ud. Dét er måske pro­ble­met med denne udstil­ling: Den er hver­ken skidt eller kanel, men en under­lig mel­lem­p­ro­portio­nal, der hver­ken tør hen­rykke eller skuffe, og hel­heds­bil­le­det er for mange timer i den danske flin­ke­skole, hvor man står og suk­ker efter pas­sion, alvor og liv i kludene.

Hvad er det med Europa, denne lille gevækst på det asia­tiske fast­land, gennemkryd­set af flo­der og bjerge, skove og søer, sta­ter og natio­ner, sprog og kul­tu­rer, mord og mys­te­rier, kon­fes­sio­ner og kir­ker, ideer og ideo­lo­gier og meget andet?

De mange for­gre­nin­ger og den has­tige udvik­ling lægger jo op til en gyser­his­to­rie eller en græsk tra­ge­die, sådan som kata­lo­gets afslut­tende over­sigt lægger op til med rubri­kover­skrif­ter som hybris og neme­sis. I ste­det får vi et køligt bad i ni små rotun­der og må nøjes med at tænke os til res­ten selv, og jeg kom til at tænke på en anden Europa-udstilling, som Natio­nal­mu­seet viste for næs­ten 20 år siden i 1993. Jeg har sågar kata­lo­get endnu.

Museum Europa”, hed den, og var orga­nise­ret af bl.a. Arno Vic­tor Niel­sen, Anneso­fie Bek­ker og Wil­lie Flindt.

Udstil­lin­gen var en under­sø­gelse af det euro­pæiske museum fra renæs­sance til nutid ud fra den dris­tige for­mod­ning, at udvik­lin­gen af et euro­pæisk muse­ums­væ­sen gik hånd i hånd med til­bli­vel­sen af en euro­pæisk iden­ti­tet. For, som der stod i kata­lo­get, euro­pæerne kom i første omgang til bevid­st­hed om sig selv ved at sam­men­ligne sig med ikke-europæiske folk.

Da euro­pæerne begyndte at ind­samle, regist­rere, kata­lo­gi­sere og udstille frem­mede kul­tu­rers mate­ri­elle levn, blev de mere og mere euro­pæiske. Europa blev med andre ord født som museum, hvor­for det sådan set ikke er noget under, at vi sta­dig er det, og måske snart kun er et museum for rige kine­sere, indere og russere.

Dér var en udstil­ling, jeg hus­ker. Natio­nal­mu­se­ets aktu­elle udstil­ling er glemt næste år.

Natio­nal­mu­seet: Europa møder ver­den, tirsdag-søndag 10-17, gra­tis adgang. Kata­log, rigt og læk­kert illustre­ret, dansk og engelsk ver­sion, 463 sider, 148 kr.


 Første gang i Jyllands-Postens blogg 23. januar.
document.no tak­ker Jal­ving for gene­røs til­la­telse til republisering



Om du ikke følger Document på sosiale media kan du følge oss på e-post.

Donere engangsbeløp?Kan du forplikte deg til fast betaling?

Penger kan også doneres til kontonummer 15030249981. Du kan også støtte oss ved å kjøpe bøker eller varer.

Leserkommentarer på Document er gjenstand for moderering, som ikke skjer kontinuerlig og under enhver omstendighet ikke om natten. Vi ønsker en respektfull tone uten personangrep, sleivete språk eller flammende retorikk. Vis særlig nøkternhet når temaet er følsomt. Begrenset redigering av skjemmende detaljer kan finne sted. Skriv til debatt@document.no dersom du ikke forstår hvorfor en kommentar uteblir. Se her for nybegynnerhjelp.