Europa på museum

Mikael Jalving

Kaffen er god og kringlen ligeså oppe i cafeen på Nationalmuseet i Prinsens Palæ i Dronningens København, og museets børneafdeling med workshop om Europas lande er et hit for de små. Men hvad med årets trækplaster for voksne – udstillingenEuropa møder Verden, der med pomp og pragt blev åbnet af statsminister Helle Thorning-Schmidt og Europakommissionens formand José Manuel Barroso?

Tja.

I Berlingskes anmeldelse i sidste uge hed det, at resultatet var som en nydelig gymnasiestil, og den pil rammer plet. Pænt, sikkert, uden fejl. Men, og det er jeg nødt til at sige, ikke på højde med sit emne eller i pagt med den dramatik, der knytter sig til vores urolige, grænsesøgende kontinentet.

Hertil ville kuratorerne og museumsdirektør Per Kristian Madsen sikkert svare, at det er et uretfærdigt skudsmål al den stund, at de ni nedslag i 2.500 års historie – tematiseret som bl.a. “Troens grænser”, “Kommunikation og konflikt”, “Verdensorden” og “Alt fast fordamper” – rummer såvel konflikt som krig.

Korrekt, men konflikten og krigene trænger ikke ind i publikum, der dasker fornøjet videre, som var de i Lalandia. Måske fordi lydsiden ikke eksponerer dramaet; måske fordi plancheteksterne er så glatte og bredt formidlende, at man ikke kan huske andet end selvfølgeligheder, når man atter står ude i sludregnen.

Timingen kan man ellers ikke klage over. Danmark har just overtaget formandskabet for EU, den aktuelle politiske og juridiske ramme om det meste af Europa, en ramme, der slår revner, hvor end man kigger hen. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, er vi havnet midt i en akut diskussion på både venstre- og højresiden af europæisk politik om det fælles bedste – eller fælles værste.

Det er muligvis forkert at sige, at EU befinder sig i en skæbnestund, for mindre kan også gøre det, når man betragter gældskrisen, finanskrisen, arbejdskrisen, konkurrenceevnekrisen, statskrisen og alle de andre kriser lagt sammen. Man skulle med andre ord tro, at der var grundlag for en udstilling med slaw i.

De udstillede genstande, der alle kommer fra museets eget skatkammer på 10 mio. genstande, er for så vidt illustrerende og glimrende udvalgt, og hvis man spørger mig, kunne der sagtens have været mere militært isenkram i montrerne, døden taget i betragtning. Længe stod jeg og så forelsket på den sabel, som den norske søofficer Cort Adeler i venetiansk tjeneste erobrede fra tyrkerne i 1658 og efterfølgende blev brugt af Christian V under Den Skånske Krig fra 1675-1679. Lige lidt hjalp det tilsyneladende kongen og hans tragiske forehavende, men det er pokkermig en smuk sabel.

Jeg kan endda ikke sige, at man mærker, at Europabevægelsen er partner i udstillingen. Der er ikke engang nogen jubeloptimisme at pege fingre ad, og landsformand Erik Boel står ikke i et hjørne og skælder befolkningen ud. Dét er måske problemet med denne udstilling: Den er hverken skidt eller kanel, men en underlig mellemproportional, der hverken tør henrykke eller skuffe, og helhedsbilledet er for mange timer i den danske flinkeskole, hvor man står og sukker efter passion, alvor og liv i kludene.

Hvad er det med Europa, denne lille gevækst på det asiatiske fastland, gennemkrydset af floder og bjerge, skove og søer, stater og nationer, sprog og kulturer, mord og mysterier, konfessioner og kirker, ideer og ideologier og meget andet?

De mange forgreninger og den hastige udvikling lægger jo op til en gyserhistorie eller en græsk tragedie, sådan som katalogets afsluttende oversigt lægger op til med rubrikoverskrifter som hybris og nemesis. I stedet får vi et køligt bad i ni små rotunder og må nøjes med at tænke os til resten selv, og jeg kom til at tænke på en anden Europa-udstilling, som Nationalmuseet viste for næsten 20 år siden i 1993. Jeg har sågar kataloget endnu.

“Museum Europa”, hed den, og var organiseret af bl.a. Arno Victor Nielsen, Annesofie Bekker og Willie Flindt.

Udstillingen var en undersøgelse af det europæiske museum fra renæssance til nutid ud fra den dristige formodning, at udviklingen af et europæisk museumsvæsen gik hånd i hånd med tilblivelsen af en europæisk identitet. For, som der stod i kataloget, europæerne kom i første omgang til bevidsthed om sig selv ved at sammenligne sig med ikke-europæiske folk.

Da europæerne begyndte at indsamle, registrere, katalogisere og udstille fremmede kulturers materielle levn, blev de mere og mere europæiske. Europa blev med andre ord født som museum, hvorfor det sådan set ikke er noget under, at vi stadig er det, og måske snart kun er et museum for rige kinesere, indere og russere.

Dér var en udstilling, jeg husker. Nationalmuseets aktuelle udstilling er glemt næste år.

Nationalmuseet: Europa møder verden, tirsdag-søndag 10-17, gratis adgang. Katalog, rigt og lækkert illustreret, dansk og engelsk version, 463 sider, 148 kr.


 Første gang i Jyllands-Postens blogg 23. januar.
document.no takker Jalving for generøs tillatelse til republisering



Om du ikke følger Document på sosiale media kan du følge oss på e-post.

Donere engangsbeløp?Kan du forplikte deg til fast betaling?

Penger kan også doneres til kontonummer 15030249981. Du kan også støtte oss ved å kjøpe bøker eller varer.

Leserkommentarer på Document er gjenstand for moderering, som ikke skjer kontinuerlig og under enhver omstendighet ikke om natten. Vi ønsker en respektfull tone uten personangrep, sleivete språk eller flammende retorikk. Vis særlig nøkternhet når temaet er følsomt. Begrenset redigering av skjemmende detaljer kan finne sted. Skriv til debatt@document.no dersom du ikke forstår hvorfor en kommentar uteblir. Se her for nybegynnerhjelp.