Jeg så et par av de første episodene av den danske seriene «Livvaktene», og tenkte: «Hold kæft mand» – hva de kan tillate seg når man er i TV. De mest forslitte stereotyper fra 70-tallet, oppdatert til vår multikulturelle terrortid.

Det virket fullstendig usannsynlig og meningsløst at en høyreekstrem outsider blant det bedre borgerskap skulle velge å la en livvakt av Midtøsten-bakgrunn drepe, og tro det ville gi medvind i en valgkamp!!

Siden har vi sett den samme ekstravagante usannsynlighet i historien om den kvinnelige stalker som lar seg bedekke på et vertshus i full offentlighet for å ramme statsministeren og hans kommende kone.

«Livvaktene» virker som om det er et bestillingsverk av moteindustrien og mobiloperatører: det er vakre unge mennesker i pent tøy som ustanselig snakker i mobilen og kjører svarte, raske biler. Denne innpakningen, glattheten og farten, er hovedbudskapet.

I Danmark var det noen som reagerte på det klassiske venstreorienterte budskapet, men kommentatoren Niels Lillelund sier det rammer «forkært». Han får sagt noe meget vesentlig om TVs representasjon av virkeligheten: den er død, ikke rød.

Således er fronten atter trukket op, men linjen er trukket skævt, for problemet er ikke, at DR ‘s serier er røde, men at de er døde. Døde i sværen, døde som sild, kunstnerisk set. Aldrig en skæv vinkel, aldrig så meget som en lillebitte overraskende drejning, aldrig en figur med bare to dimensioner, og man sander Tolstojs ord: Alle lykkelige familier ligner hinanden, men enhver ulykkelig familie er på sin egen måde ulykkelig.

DR er ikke venstreorienteret, DR er ikke orienteret; i tolstojsk forstand en kedsommeligt lykkelig familie med skodderne lukket fast i, ukritisk og i enhver forstand mainstream.

DR er i både sin journalistik og sin underholdning en del af et hegemoni, som ganske vist kan tage sig svagt lyserødt ud på afstand, men som i virkeligheden dækker meget bredere og langt ind i borgerlige rækker, hvor man frivilligt har underkastet sig systemets tænkning og de vedtagne sandheder. På billeder, man ser hvordan. Derfor falder det også så naturligt, når DR ‘s journalister optræder på stribe i en serie som «Livvagterne». Vi er jo ganske vant til at se dem i den sammenhæng, TV Avisen og «Livvagterne», det er to fiktive universer, der flyder sammen, umærkeligt og sært smukt, som når alle brikker pludselig på plads i en velordnet verden.

Men sådan er kunst ikke. Kunsten er urolig, kunsten er farlig, kunsten ved man ikke, hvor man har, og det er netop det foruroligende ved den. I den forstand (og kun i den forstand) ligner kunsten kritisk journalistik, men ingen af delene finder man i DR . Her er et essentielt kritisk spørgsmål til Villy Søvndal lige så utænkeligt som en tv-serie med en dansk folkepartist, der er et rigtigt menneske med følelser og bankende hjerte. DR er en systemverden, og den er ikke rød, den er død, ubevægelig som den bageform, som kun kan lave småkager i den form, småkager nu skal have. Passer virkeligheden ikke, må man skære den til eller se ganske bort fra den, og det er de i fin træning med derude, men se så! En sjælden gang imellem sker det jo alligevel, at formen passer til virkeligheden, det er nu så velsignet, når det sker.

Denne stereotypisering, denne utvendighet, der action erstatter innhold overtar umerkelig kunsten. Typetegningen er god, men det er ikke levende mennesker. Gå tilbake til BBCs filmatisering av feks. John Le Carres bøker, og se forskjellen.

Det alvorlige er at disse regigrepene nå også overføres på virkelige hendelser. Det var et grusomt drap på et avisbud, der noen etnisk danske gutter hadde slått ihjel en pliktoppfyllende innvandrergutt.

Vi så det med det tragiske mord på avisbuddet på Amager.

TV Avisens dækning havde karakter af en veritabel fejring. Ikke af det brutale mord, dog ikke, man er vel ikke morbid, men altså sammenhængen, for den havde sin egen litterære skønhed, den var helt efter drejebogen; en ung, hårdt arbejdende indvandrerdreng, sin syge moders værn og eneste støtte, dræbt af en kynisk bande danske racister.

Men vent, der er mere, for en af gerningsmændenes moder kunne stå frem, og med rigelig taletid fik hun lov at forklare, at hun jo indtil flere gange forgæves havde anråbt kommunen om hjælp. Indtil flere gange. Uden held. Så det var faktisk kommunens skyld det hele.

Det var en twist med velfærdsklassiske kvaliteter, intet under, at kameraerne snurrede selvvelbehageligt.

Endelig en dramatisk historie, der passede ind i skemaet, og der må have været en stille jubel i kantinen.

Thi det var kommunen, der havde gjort det.

Ligesom i romanerne.

TROLDSPEJLET: De røde og de døde
Af Niels Lillelund kommentator

Jyllands-Posten 27.03.2009