Det er, oh skræk og rædsel, slet ikke sikkert, at 1970’e ende årti.

Hykleriet har kronede dage. Pludselig hader alle Simon Spies, selv Ekstra Bladet, der ellers levede stort i årevis på at kolportere hans meritter, og Politiken, der nu har travlt med at slå sig selv i ansigtet.

Forfatteren Kristian Ditlev Jensen var den første til at påpege det med et opslag på Facebook: Det var netop venstrefløjen, der dyrkede typer som Simon Spies; de var ellevilde med hans komiske udseende, klamme skæg og hans manipulerende frigørelse. De så ham som en befrier. En, der skulle befri de unge fra den borgerlige moral, herunder ægteskab, kernefamilie og ordentlige manerer.

Ganske rigtigt. Det var muligvis Simon Spies’ penge, der gjorde de seksuelle krumspring og ”morgenbolledamer” mulige. Men det var de progressive, der forlenede hans tvivlsomme moral med progressivitet. Sex var godt, også med mindreårige kvinder.

Nu skriger de progressive så i forargelse over, hvad de selv skabte. Tiderne skifter, som de selv plejede at sige dengang.

Historien om Simon Spies’ eftermæle minder os om, hvorfor årstallet 1968 ikke længere bliver fejret som en national begivenhed. Der er for meget, der ikke stemmer. Alle de abstrakte idealer – og så den skinbarlige virkelighed bagved. Forsiden: Fantasien og eventyret til magten. Bagsiden: Grønt lys for millionærer – og mænd.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen og historiker Søren Hein Rasmussen løfter i onsdagens JP dynen for denne sandhed. Den seksuelle frigørelse kom i særlig grad mændene til gode, og hippiebevægelsens seksualmoral førte til accept af pædofili. Det er, oh skræk og rædsel, slet ikke sikkert, at 1970’erne var et frigørende årti.

Som jeg tidligere har noteret om oprøret i 1968, fik det en paradoksal virkning. Oprøret var en vækkelse, men medførte i stedet en svækkelse af den offentlige moral. Hippierne sagde, at den herskende klasses moral var forældet, ligesom kernefamilien var baseret på undertrykkelse, og religion var opium for folket. Hvad der lokkede, var en tilværelse hinsides konvention og lov, ejendomsret og andre borgerlige begrænsninger. Nu skulle det være tid til autenticitet, eksperimenter og fri sex. Medier og politikere stod i kø for at beskrive, fotografere og finansiere modkulturen.

Det er den amerikanske forfatter Paul Hollander, som har beskrevet 68’erne som politiske pilgrimme. Pilgrimmene ville selv gå forrest og redde folk fra konsumsamfundets fremmedgørelse, og de blev snart fremmedgørelsens etablissement med deres alternative tøjstil, mad, bogcaféer, magasiner, demoer, picnicer og happenings. Anti-mode blev den nye mode; antinationalisme den nye nationalisme, antikrig den nye ild.

De vakte var høje af politisk engagement eller seksuelle energier og prædikede en helt anden livsstil end forældrene og lykkedes med at påvirke såvel finkulturen som populærkulturen. De kunne ikke gribe magten politisk.

Alle alternative venstrefløjspartier fra dengang led skibbrud på begge sider af Atlanten. Men de kunne noget andet: Give sig selv noget andet at tro på og udleve. Altså præcis ligesom Simon Spies.

Her kan du lese noe av hva denne saken dreier seg om. 

Denne saken ble først publisert i Jyllands-Posten, og er gjengitt i Document med forfatterens velvilje.


Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.