Gjesteskribent

Davos, 24.1.2019

Det har været en rimelig antagelse i det seneste årti, at islam og masseimporten af muslimer har udgjort den største trussel mod ytringsfriheden. Trykkefrihedsselskabet mente det helt berettiget i 2004, og deres antagelse blev kun mere bekræftet i det følgende årti.

Danmark og Sverige har trods alt alene har tre muslimske mordforsøg på journalister/kunstnere i det tidsrum, og mange flere end Vilks, Westergaard og Hedegaard har måttet ændre deres daglige liv. Ude i Europa er det endnu værre, man behøver blot nævne Charlie Hebdo 2015.

Folkestemningen interesserer magthaverne – men kun på sikker afstand

Men truslen mod ytringsfriheden har skiftet karakter i løbet af 2018. Vi ytrer os online nu om stunder, og uden redaktører. Svenske myndigheder lukkede internetforumet Flashback flere gange for over ti år siden, men det levede videre trods talrige benspænd på USA server indtil idag. Alle ‘pæne mennsker’  vil kukke munden på Flashback, men de har ikke kunnet.

Når demokratiet for en sjælden gangs skyld trumfer (penge) magten

Frie ytringer i Sverige var en modbydelighed, der før internettet bare skulle skulle forbydes, og det blev de så grundigt, de nu kunnes. Nu lever den svenske elite med dem, omend langt dårligere og mere besværligt, end de gjorde før år 2000. Resultatet ser man i den fire måneder lange, svenske regeringsdannelse. Det var et symptom på er, at demokratiet for en sjælden gangs skyld trumfede magten, omend kun med delvist og foreløbigt held.

Det har været en stor, personlig tilfredstillelse at se, hvordan det svenske opinionsmonopol har været under nedbrydning siden år 2000. Internettet har været den eneste årsag, og det har været ‘en omvendelse under galgen.’ Der var ikke tale om frivillighed fra monopolets side.

Ytringsfrihedens laveste fællesnævner

På Flashback taler svenskere stadig uden filter, og presse og politi læser med, selvom de ikke vil indrømme det. De vil også gerne kende folkestemningen, selvom de ikke gerne vil rapportere om den videre til kødranden.

Total åbenhed skræmmer livet af magten, men den interesserer den også. Det forbudte tiltrækker selv de, der forbyder det. EU millionærerne er kun mennesker, allzumenschlich. Hvilke katastrofer bærer vi ikke over`med, hvis vi – altså vi der har magten –  blot selv har forårsaget dem?

Nogle få misbruger ytringsfriheden, men de fleste gør ikke, og de få vil nu blive brugt til at lukke munden på alle andres legitime ytringer. Nu griber EU ind med computere, der skal regulere de angivelige “frie ord” i Europa, for at justere ytringsfriheden ned efter den laveste fællesnævner.  Den er allerede i januar 2019 en pseudofrihed, som mange har erfaret på Twitter og Facebook.

Nu er poletten trillet ned for EU efter tyve år

Den muslimske trussel er imidlertid spredt og uden systematik og særlige økonomiske midler.  Anderledes med EU, der har sine egne grunde til at ønske tyringsfriheden begrænset. De staves:

Trump, Brexit, Salvini, Orban, Sebastian Kurz, Sverigedemokraterna (som på grund af svensk MSM-censur-light, aldrig ville være kommet i parlamentet uden ytringsfriheden på internet) Breitbart, Document.no, Uriasposten, Snaphanen, de meget indflydelsesrige, svenske alternative medier, og fortsæt selv.

EU’s budget er på 165,8 mia. €. om året, svarende til 1.120 mia. kroner – eller ca. 2.200 kroner pr. borger i EU. Islam kan bare pakke sammen uden den magt, EU forærer dem. At ovennævnte blogs forsvinder, bliver en beklagelig sideeffekt af en påstået ideel lovgivning, men der er ingen grund til at formode, at EU’s endog meget vellønnede jurister ikke ved, hvad de foretager sig.

‘Shadowbanned’  – Fribyttere er altid i vejen for magten

Nu er de nævnte og mange flere shadowbanned på Facebook og Twitter. “Ekkokammeret” er ikke vores, det er skabt af EU under truslen af milliardbøder. Det er meningen, vi skal tale med os selv, mens vi tror, vi skriver til tusinder.

Ytringfriheden på de to fora forsvandt for et år siden. Mange har opdaget det, men de har ikke forstået rækkevidden af, hvad de er ramt af, og de forstår ikke, hvem der har lukket munden på dem.

Det tog de aldrende, til dels fordrukne kommissærer tyve år at opdage, at de kunne regulere den offentlige samtale i Europa, men nu er poletten trillet ned. Nøglen til information er nøglen til politisk magt. Fribyttere er i vejen for magten, og sådan har det i virkeligheden altid været. Jo mere centraliseret, desto mere er de i vejen.

Censur er grundlovsstridig, men nettet er ikke dansk jurisdiktion

Med EU’s artikel 11 og 13 er der sejlet helt anderledes kompetente, resourcestærke trusler op. Det er kræfter, som vil sætte deres økonomiske midler ind på at modbevise, at islam i Europa skulle være en katastrofal ide. Jeg har i 2018  prøvet at vække offentlighed omkring dem. Relativt forgæves.

Det har været en teknisk/juridisk meget kompliceret lovgivning, derfor er resterne af Europas demokratier blevet taget på det forkerte ben, på bakfoten, som det hedder på svensk. Parlamantarikere nationalt og i EU forstår ikke konsekvenserne af, hvad de har stemt for.

EU kan digitalt gøre den demokratiske debat til en pseudodebat

Man kan indvende, at det ikke behøver blive så slemt, men man kan ikke hævde, at redskabet ikke findes, og at det ikke nu er ude af de nationale demokratiers hænder. Det frie ord, kommer nu i hænderne på et ikke-folkevalgt bureaukrati, og du kan gætte to gange på, hvilket frisprog det vil acceptere.

EU vil nu fortælle dig, at Trump, Tommy Robinson, Wilders og Salvini er skurke, og at de gule veste er banditter. De vil lukke munden på dem, der siger noget andet, og de kan. På nettet. Internet er centralnøglen, der kan styre hele den demokratiske debat og gøre den til en pseudodebat forbeholdt de virkelig velhavende og indflydelsesrige.

Eller de, der opnår kørekort til at mene noget på nettet. Store aktører som Payl Pal, Patreon har allerede lukket munden på konservative stemmer som Jordan Peterson, Robert Spencer og Tommy Robinson.

 Nu är det snart klart: Så kommer ditt internet förändras av EU

EU’s artikler implementeres i 2019, og vore befolkninger er i det store hele uoplyste om dem. Main-stream pressen, som begunsiges, har undertrykt en debat om artiklerne.

Stjernfeldt og Lauritsen har skrevet bogen Dit opslag er blevet fjernet – techgiganter & ytringsfrihed om EU’s påvirkning af techgiganterne, og jeg har selv forsøgt i 2018 at skabe opmærksomhed om truslen, men ellers står vi ved begyndelsen af et endnu uoplyst ytringsfrihedsproblem, der er meget større end islam. På You Tube kan man høre artikel 11 og 13 forklaret i  flere detaljer, end jeg har plads til her.

Danskere har svært ved at begribe totalitarisme, men EU er et bureaukrati, ikke et demokrati

I Sverige var journalisten Emmanuel Karsten næsten alene om at løfte problemet. Svenske medier er i forvejen temmelig ubegejstrede over al den dagsorden, de har måttet afgive til folkelige stemmer. bogstaveligt var det aldrig meningen, at demokrati skulle tages.

Rene medieløgne blev  meget færre siden år 2000, hvor der eksisterede en folkelig kontrolinstans

De der i Sverige ‘ved bedre,’ har kunnet diktere al offentlig samtale siden 1932, året hvor Sveriges Socialdemokratiska Arbetareparti tog magten. De kontrollerede den presse, der mistede sit opiunionsmonopol med internettets fremkomst, og svensk MSM har ikke været det samme siden. Rene løgne er  meget færre end i år 2000 og 2005, nu hvor der eksisterer en folkelig kontrolinstans.

Danmark kan blive som Sverige inden internettet

Danskere har svært ved at begribe så totalitær en atmosfære, som den der herskede i Sverige inden nettet, men de kan komme til at vænne sig til den.

I Østeuropa er den indenfor den erindrede fortid, og Østeuropæerne bøjer sig ikke for EU uden videre. Nu kan EU gøre den til dansk virkelighed. Danmark kan blive som Sverige inden internettet. Karsten skriver 17.1.2019: Nu är det snart klart: Så kommer ditt internet förändras av EU.

En så otroligt, ofattbart dramatisk förändring för Europas medborgare

Jag har skrivit omfattande och mycket om det som kallas ”Internetfilter”, ”länklicens”, Artikel 13 och 11 i EU:s stora copyrightreform. Nu är det nära sitt slut – och det ser mycket mörkt ut. Och jag ska ärligt säga att jag är så trött på det, på ämnet och mig själv i den här frågan. Sedan i juni har jag, nästan ensam, försökt lyfta den här frågan i svensk debatt. För det är en så otroligt, ofattbart dramatisk förändring för Europas medborgare.

I grunden – och helt kort – är dessa tre saker det värsta med copyrightdirektivet: Artikel 13, också kallat internetfilter, gör plattformar skyldiga till alla upphovsrätts-överträdelser som medlemmar gör. I korthet innebär det att alla som har ett forum eller bygger ett socialt medie måste bygga någon tjänst som scannar igenom allt det du och jag laddar upp för att vara säkra på att de har licenser för allt innehåll.

Artikel 11 handlar om länklicens. Att Länka är tillåtet – så länge det i länken inte finns upphovsrättskyddat material. Om det i URL:en finns en rubrik, är det upphovsrättskyddat. Kommer det med en bild eller ingress, är den upphovsrättskyddad – och plattformen skyldig att betala, eller bara ta bort.

Paula Boddington is a senior research fellow på Cardiff University skriver den 23 januar 2019: The automated speech police. Teaching computers to weed out online hate speech is a terrible idea.

Working on the automated detection of Islamophobia

Around the globe, a cottage industry is springing up, attempting to devise ways to automate the detection of online ‘hate speech’ in general, and of ‘Islamophobia’ in particular.

The aura of scientific objectivity that goes along with the computerised detection of ‘hate’ online is very dangerous. You can’t make a loose and fuzzy idea rigorous by getting complicated algorithms and sophisticated statistical analysis to do your dirty work for you. But you can make it look that way. And worryingly, many of those working to automate ‘hate speech’ detection have direct influence on governments and tech firms. Those working on such tools often see ‘hate speech’ as a problem worsened by technology. Hence they assume that the solution is more technology.

Vidgen and Yasseri, like so many others, fail to distinguish between people and ideas, between Muslims and Islam. This is a strange, but widespread, phenomenon.

In the end, the issue of hate speech is far more complex than many researchers might like to make out. Policing hate speech is often about deciding whose opinions need protection and whose don’t. At the very least, let’s not hand over that process to machines.  The automated speech police. Teaching computers to weed out online hate speech is a terrible idea.