Gjesteskribent

Bildet: Året er 2008 og stedet er parlamentet i Canberra.  Statsministser Kevin Rudd ber aboriginerne om unnskyldning på vegne av nasjonen for at myndighetene tok barna fra dem for å gjøre dem australske. Et aboriginer-par bryter sammen. Foto: Andrew Sheargold/Reuters/Scanpix.

Har jeg noget imod mennesker, der er etnisk forskellige fra mig selv? Ikke det mindste. Jeg har aldrig haft det, og jeg tør love, at jeg aldrig kommer til at have det. På den anden side: Foretrækker jeg altovervejende at leve blandt mennesker, der helt bogstaveligt ligner mig selv? Ja, det gør jeg da. Gys! Skrev jeg virkelig det? Ja, jeg gjorde, og ikke alene både føler og mener jeg det. Jeg kan også sandsynliggøre det videnskabeligt.

Heldigvis har den offentlige debat i Danmark ændret sig til det positive i forhold til at tale om tidligere ”forbudte” emner. Jeg husker tydeligt, da jeg for en syv-otte år siden var til et debatmøde hos Cepos. Simon Emil Ammitzbøll sad i panelet, og jeg fik på et tidspunkt ordet og spurgte ham, om ikke han var bekymret over etniske spændinger som følge af ikke-vestlig masseindvandring. Simon Emil Ammitzbøll formelig røg ud over bordet og i ansigtet på mig, mens han hvæsede, om jeg havde tænkt mig at gøre forskel på baggrund af etnicitet. En meget sigende reaktion…dengang.

Vi er i dag nået dertil, hvor vi langt mere åbent kan tale om etnicitetens betydning for sammenhængskraft, tillid og det gode samfund. Det kan vi af to gode grunde, og den første er den vigtigste: Det er åbenlyst, at masseindvandring fra den tredje verden medfører stadigt voldsommere spændinger i et dem og os, hvor det etniske spiller en rolle. Det er banalt at sige, at skal vi som etniske danskere vælge imellem om natten at gå forbi en gruppe arabere eller afrikanere og på den anden side en gruppe etnisk danske unge vil vi alle – også Zenia Stampe og David Trads – vælge gruppen af etniske danskere.

Det gør vi ikke, fordi vi fejlagtigt tror, at alle arabere og afrikanere er kriminelle voldsmænd. Vi gør det, fordi vi ud fra loven om store tal ved, at arabere og afrikanere er i snit voldsomt overkriminelle. Vi gør det, fordi vi intuitivt ved, at risikoen for noget ubehageligt er større ved et møde med de nævnte grupper, ikke fordi disse grupper altid opfører sig psykopatisk, men fordi de gør det oftere end andre, hvilket er nok til, at vi forsøger at undgå dem (side 84).

Det er i øvrigt værd at bemærke, at lovlydige arabere og afrikanere – der naturligvis er masser af – ikke bør bebrejde etniske danskere, at vi som udgangspunkt indkalkulerer en forøget risiko for noget ubehageligt ved et møde med dem. De lovlydige bør alene rette deres vrede mod de psykopater blandt deres egne, der finder behag ved at plage deres omgivelser.

Og det stopper ikke her. Grundige studier viser, at multietnicitet i sig selv svækker tillid og sammenhængskraft. Det viser sig i USA og sågar i Canada, der ellers har været fikse nok til i det mindste at indbyde i udgangspunktet veluddannede ikke-vestlige indvandrere.

Resultatet er i begge tilfælde deprimerende. Det er det i USA. Og det er det i Canada. Jo mere multietnisk, jo lavere tillid, jo mere mistænksomhed grupperne imellem, jo ringere et samfund for de oprindelige indbyggere.

Der er ikke rigtigt noget at diskutere.  Der er intet i vejen med at have en anden etnisk baggrund, og ethvert samfund kan indoptage en begrænset gruppe, der er etnisk forskellig fra hovedgruppen. Men vokser denne anderledes gruppe hastigt, står der problemer på dagsordenen, som jeg har påvist, og som alle kan erfare, hvis de tør.

Simon Emil Ammitzbøll havde således ikke ret, da han for år tilbage for ind i mit ansigt. Han kommer til at tabe retten til definition af det etniske, og jeg kommer til at vinde den.

Det er de faktiske forhold i jernindustrien, og man gør klogt i at skrive sig denne realitet bag ørerne.

Jyllands-Posten 12. mars 2017

Les også

Les også