sønsteby.gunnar

En danske leser Aage Borchgrevinks bok En norsk tragedie og ser noe annet enn en nordmann.

«Mange af krigens (2. verdenskrigs, red.) kendteste modstandshelte boede langs Holmenkollbanen (i Oslo, red.), T-banen, som passerer Gaustad station, hvor Ris skole (hvor Breivik gik i skole, red.) ligger. Max Manus ‘s (kendt norsk modstandsmand, red.) villa lå på Gulleråsen med udsigt over fjorden, hvor han sprængte tyske skibe i luften. Gunnar Sønsteby boede længere oppe mod skovgrænsen ikke langt fra Bånntjernsøen. Vi (forfatteren Aage Storm Borchgrevink, red.), som voksede op der, mærkede deres nærvær og de levende minder fra modstandskampen, skønt vi selv var født mange årtier efter krigens slutning. På mindesmærket (på Ris skole, red.) står følgende inskription: «De kunne have fortsat deres hverdag, men måtte gå, de var kaldet.»

De 34 nationale martyrers offer gjorde, at nordmænd fortsat kunne være stolte af at være nordmænd selv efter en krig, hvor store dele af befolkningen forholdt sig passive, og et betragteligt mindretal aktivt støttede nazisterne. Mindesmærket fortæller eleverne på Ris skole en historie om ære. At også de, når det kræves, forventes at ofre sig for nationen. Går man på patricierskolen Ris, lærer man at tænke stort. Mindesmærker som dette udgør limen i det nationale fællesskab og findes over hele Europa. I Thermopylæ står stadig den sten, som markerede stedet, hvor Leonidas og hans 300 spartanere faldt i kamp mod perserkongen Xerxes i år 480 f.Kr. Inskriptionen på stenen lyder: «Gå, fremmede, og fortæl spartanerne, at vi hviler her, tro mod deres love». 2.500 år er der gået siden slaget ved Thermopylæ, men mindet om spartanernes martyrium lever fortsat, måske fordi det kan sættes i en sammenhæng, som stadig giver mening. Spartanerne faldt angiveligt i Vestens frihedskamp mod Asiens invaderende horder, hvor det græske demokrati (der godt nok ikke var ret udviklet i Sparta, som var styret af præster) gik imod despotiet. Det var de frie grækere mod Persiens slaver.

Det tegneserieagtige epos 300, hvor Leonidas spilles af en veltrænet Gerard Butler, var Anders Behring Breiviks yndlingsfilm ifølge den Facebook-profil, han oprettede den 17. juli 2011. En anden af hans favoritter var Max Manus (en tredje var i øvrigt Lars von Trier ‘s Dogville, red.). Ekkoet fra kampen mod fremmede besættere, som var foreviget i stenen i Ris’ skolegård, gav genlyd helt ind på Breiviks sider på de sociale medier.»

(Side 90-91)

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629