Sakset/Fra hofta

Foranledningen var en kronikk av Henrik Gade Jense og Bent Blüdnikow i Berlingske: De nøytrales kyniske, hvor de nettopp går tilbake til de venstreintellektuelles luksusposisjon under den kalde krigen.

Det har altid været typisk for intellektuelle, at de vil placere sig ved siden af eller over de stridende parter og i en behagelig betragterposition lade alt være lige godt. Ofte kombineres det med en generel relativisme: Der er ikke forskel på godt og ondt, fri og ufri, demokrati og diktatur.
Med den attitude bliver alle katte grå. Ikke mindst i et fredsommeligt lille land som Danmark har denne relativistiske indstilling haft gode kort, for så lægger man sig ikke ud med nogen og virker tilstræbt objektiv.
Under Den Kolde Krig stivnede mange intellektuelle i denne symmetritænkning. Supermagterne var nok lige slemme, og derfor valgte man ikke at tage stilling. For at tage stilling var jo at forlade elfenbenstårnet, træde ned fra dommersædet og så vælge side i livet og ikke lade alt være lige godt.
Fordi de ikke ville tage stilling, kom de til at svigte demokratierne og styrke Sovjetunionen og dets mange satellitter og medløbere.
Ikke mindst i Det Radikale Venstre portrætteredes USA og NATO som lige så slemme som Sovjetunionen og Warsawapagten.
Det blev en sport blandt radikale at være kommunistiske medløbere.

Denne relativiserende posisjon gjenfinnes i dag blant stemmer som hevder å fordømme ekstremistene på begge sider. Både Israel og Hamas.

Men i en eksistensiell kamp er dette en illusjon. Hvis Israel skulle lyttet til disse velmente råd ville nasjonen opphøre å eksistere.

Når Raymond Johansen spiller sitt ekstremist-kort, er det fra en tredje posisjon, som ikke eksisterer. Han veksler mellom å være aktør og dommer/tilskuer. Det er fra posisjon som dommer han kan dømme «hatefull retorikk», men han glemmer seg selv, at han selv er aktør. Det er et forsøk på å få i pose og sekk.

Kan hans verbale utfall mot de hatefulle være et skjult raseri mot seriøse stemmer som forsøker å arrestere denne dobbeltheten? Det er påfallende at utfallene alltid er mot anonyme, og hvis det nevnes eksempler er det av den rabiate sorten.

Dobbeltspillet er en moralsk posisjon, der man forbeholder seg retten til å være to steder på en gang. Man vil selv bestemme hva som er hva. Man forbeholder seg retten til å fordømme Israel, men snakker ikke om Hamas’ charter.

Man fordømmer «ekstreme» på en måte som gir en selv frikort som moderat. Det er å:

…. sidde mellem to stole, ikke tage parti, kritisere »fundamentalister« i begge lejre og hylde de »moderate«. Det er neutralismens kynisme, hvor man nægter at tage parti, afstår fra at tage stilling til skyld og ansvar, hvormed hver raket er lige berettiget, uanset om den rettes mod civile eller mod militære installationer.

Relativisterne kritiserer aldri palestina-vennene. Det er kun Israel som er den aggressive.

Det er selvfølgelig op til hver enkelt, borger eller debattør eller politiker, om man vil tage stilling. Men konflikten er faktisk af kolossal vigtighed. Hamas ønsker at udrydde Israel. Det siger Hamas åbenlyst og forsøger følgelig også at sprede så meget død og ødelæggelse, som organisationen formår. Fra det øjeblik, Israel trak sig ud af Gaza, overdængede islamisterne i Hamas-regimet Israel med missiler. Intet land vil kunne acceptere den slags angreb og provokationer.
I den sammenhæng at kalde en stillingtagen i konflikten for »grundløs og tilfældig og i bedste fald barnagtigt selvoptaget« er kynisme af værste skuffe. Det er lænestolssadisme og intellektuel apati og kynisme. Denne laden stå til er så meget desto farligere, fordi Israel-haderne på venstrefløjen og Politiken-segmentet forsøger at pøse benzin på bålet. Her er ingen neutralisme

Det er akkurat samme dynamikk i Norge, men den gode smak har en mye mer dominerende stilling i Norge enn i Danmark. I Norge later det gode selskap som om det ikke finnes andre enn dem selv, og dets medlemmer tillater seg stadig mer.

Ved at fastholde deres uvidenhed og neutralitet kommer de i alt for høj grad til at ligne 1930ernes pacifister, der ikke ville bruge våbenmagt mod den hastigt voksende fascisme, og som med George Orwells ord alligevel blev objektivt profascister, fordi de ved at nægte egen vilje til forsvar fremmede modparten. Liberale med radikalismens neutralisme i bagagen vil helst være lidt som Gud selv hævet over denne verdens konflikter, men parat til at klandre andre for at tage parti.
Men når der råbes »død over jøderne«, findes der ingen neutralitet mere. Så bliver neutraliteten til en bekvemmelighed, en lænestolssadisme, som skjuler egen uvilje til at tage stilling. Hamas er en islamisk fundamentalistisk bevægelse, der undertrykker sin egen befolkning og nu ønsker dødstallet op, så regimet kan fremvise døde kroppe for vestlige medier og dermed fremelske sympati. Men der bør ikke være sympati for denne menneskefjendske organisation, hvilket bl. a. Naser Khader og senest socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen klart har formuleret i Berlingske i debatindlægget »Venstrefløjens syn på Israel« (20. juli). Og når Hamas-sympatisører angriber en fredelig, lovlig Israel-demonstration i København, er grænsen nået.
Med sin apatiske og kyniske holdning til det demokratiske Israels kamp for sikre grænser er de intellektuelle og deres venner i samme båd, som de, der under Den Kolde Krig fremstillede USA og Sovjetunionen som to lige onde magter. Israel skal såmænd nok klare sig, fordi landet har USAs støtte, men kynismen varsler dårligt for Danmark.

Og i enda høyere grad Norge, der vi har få som Gade Jensen og Blüdnikow.