Gjesteskribent

Det er et pragtfuldt værk, Kristeligt Dagblads Forlag og Taarnborg har udgivet: Hele 17 bind med nogle af de bedste værker i vores salmetradition. I hvert bind, der gennemsnitligt er på 30 sider, behandles – med enkelte undtagelser – en enkelt salme af en af landets dygtigste læsere og dertil kommer illustrationer af lige så dygtige kunstnere. Jeg vil især anbefale Ulrik Høys bogs bind om Kingos salme ”Far, verden, far vel”, Bo Hakon Jørgensens om Brorsons ”Kom regn af det høye”, Keld Zeruneiths om Brorsons ”Guds igienfødde, nye, levende, siele” og Erik A. Nielsens analyse af Grundtvigs salme ”I al sin Glands nu straaler Solen”.

Hvad er mere oplagt end at anbefale dette værk i den stundende højtid – og se nærmere på nogle af de andre mesterlige salmer og deres fortolkere?

I Østen stiger Solen op

Den spreder Guld paa Sky,

Gaaer over Hav og Bjergetop,

Gaaer over Land og By.

Jeg er så heldig, at jeg fra mit hus, ja, fra det arbejdsværelse, hvor jeg lige nu sidder og skriver dette indlæg, kan se direkte over til den plet på jorden, hvor Ingemann skrev nogle af sine bedste salmer, bl.a. ”I Østen stiger Solen op”, der som bekendt indledes med ovenstående strofe; ikke uden grund vel nok den bedst kendte salmestrofe i den danske sangskat. Ingemann skrev salmen ved Sorø sø lige ved siden af Akademiet, hvor han selv virkede.

Jeg tænker næsten dagligt på salmens verslinjer, når jeg vandrer ved søen, i den tilstødende skov eller cykler op til Sorø by. Bevares, der er ingen bjergtoppe her i området, og Sorø sø er som bekendt ikke et hav, men solens gyldne gang over landet opleves lige mirakuløst hver gang. Det står i forbindelse med det billede, man får, når man i tog passerer Sorø: Med ét åbner skoven sig, og fra togruden får man et glimt af det lysende akademi ved søen, inden skoven lukker sig igen. Sorø-visionen, har jeg døbt dette fænomen, som også litteraten Anne-Marie Mai har skrevet om i bogen Hvor litteraturen finder sted. En vision, ikke kun på grund af det sublime øjebliksbillede, men også med tanke på den vision om en dannelsesinstitution, som Grundtvig, Ingemann og andre fik rejst her i det Vestsjællandske.

Hvorfor nævner jeg nu alt dette? Ganske enkelt fordi den sansede tilstedeværelse er afgørende, når den himmelske paradistanke poetisk formidles til salmelæseren. Ingen ophøjelse uden forankring i det nære, i jorden og dagliglivet.

Som Henrik Wivel skriver i sit bind om Ingemanns morgen- og aftensalmer, symboliserer solen i salmen Gud og dermed paradis, men skifter så til Betlehems ledestjerne som vidnesbyrd om Jesu fødsel. Til slut bliver solen identisk med Jesus, hvis fødsel lyser mørket op i julenatten. ”Du soles sol” – Kristus som verdens lys. Det er netop vitalistisk kristendom, en naturteologi, der viser styrken Ingemanns åbenbaringskristendom.

Påsketemaet, så? Lad os høre ”Nu ringer alle Klokker mod Sky”:

Nu ringer alle Klokker mod Sky:

Det kimer i fjerne Riger.

Hver Søndag Morgen høit paany

Stor Glæde mod Himlen stiger.

 

Det toner med Lov og Priis og Bøn

Fra Jord mod Paradiishaven:

Det var en Søndag Morgen skjøn

Vor Frelser stod op af Graven.

I disse to første strofer udtrykkes en lovsang til Kristi opstandelse, som vækker kosmisk genklang. Klokkernes ringen på dette bestemte sted på dette bestemte tidspunkt får det til at kime i fjerne riger; menneskers længsler hæver sig fra jorden og når paradishaven og inkarneres endelig i den opstandne Kristus. Som Wivel skriver, er Ingemann glædens salmeskriver, hvilket jo hænger sammen med opstandelsen: med Kristus, der leder de fortabte ud af dødens rige, hvis de bliver enfoldige, altså som børn. ”Dejlig er den Himmel Blå”. Så naivt, så stort, så fyldt med glæde.

Er man i tvivl om Ingemanns poetiske evne til at formidle mellem det himmelske og det jordiske, mellem det høje og lave, mellem paradisdrømmen og dagliglivet, så bør man ihukomme den første strofe af ”Lysets engel går med glans” (hvis man da ikke, som Dan Turell, ligefrem besvimer under indtrykket af denne åbenbaring):

Lysets engel går med glans

gennem himmelporte.

For Guds engels strålekrans

flygter alle nattens skygger sorte.

I salmen identificeres englens lysglorie metaforisk med solens glans, der lysner himlen op og trænger mørket bort hos stor såvel som små.

Sådan kunne jeg blive ved, men det vil på dette ydmyge sted føre for vidt. Så jeg nøjes med nogle linjer af Jakob Knudsens salme ”Tunge, Mørke Natteskyer”:

Tung og mørk den tavse nat

over jorden spænder,

hist kun bag et vindve mat

vågelys der brænder.

Du, som lindrer sorg og nød,

al vor synd forlader,

lyser op den mørke død,

tak, du lysets Fader!

Salmens stemningsleje ligger helt i mørkets og ensomhedens, men pludselig giver et oplyst vindue – oplyst af en sygelampe – håb til den fortabte, der er udleveret til død og sygdom. I det øjeblik sygelampen, som Henrik Wigh-Poulsen skriver, bliver et varsel om opstandelsens morgensol, kan salmens klagesang ende med tak. Jakob Knudsen var på affattelsestidspunktet i dyb fortvivlelse, men efter at have fundet disse verslinjer var han i stand til at skrive sig frem til kulminationen med salmen ”Se, nu stiger Solen”, der vitalistisk minder om Ingemann og vel forudsætter dennes ekstatiske poesi.

Lad os slutte med den store, måske den største, salmedigter: Grundtvig. I en af hans kendteste salmer vokser en lille påskelilje op i den mørke, kolde tid. Påskeliljen har ikke rosens duft og skønhed, men man kan alligevel styrkes af den, ja, modtage syner og håb – og kan således glædes over påskebudskabet. Opstandelsestro trives med tvivl, regnen og den kolde jord er klangbunden for miraklet, som Kåre Gade skriver; i den golde ødemark vokser vantroen, men modsiges af den usle bondeblomst, der kender dødens og ikke mindst livets, opstandelsens gåde.

Påskeblomst! en dråbe stærk

drak jeg af dit gule bæger,

og som ved et underværk

den mig hæver, vederkvæger:

Hanegal og morgensang,

synes mig, af den udsprang;

vågnende jeg ser de døde

i en påske-morgenrøde.

 

Beruset i påskeblomstens dråbe triumferer troen i salmens ord:

 

Ja, jeg ved, du siger sandt:

Frelseren stod op af døde!

Det er hver langfredags pant

på en påske-morgenrøde

 

 

 

Første gang i Berlingske 27. mars