Kommentar

Den kanskje dypeste idémessige kløften mellom moderne mennesker, er striden om religionens rolle som kilde til erkjennelse. For noen er den selve irrasjonalitetens mor, for andre det stikk motsatte: intet mindre enn fornuftens opphav.

Den som ikke dyrker sin ideologiske tilhørighet til den ene eller den andre fløyen, er nok nødt til å innse at den kan virke på begge måter. I en tid hvor mange av kristendommens mest fremtredende representanter hengir seg til bullshit og føleri, er det vanskelig å tenke seg at den religiøse kulturen var mye sunnere filosofisk for ikke så fryktelig lenge siden.

I den siste uken er det skapelsesberetningen som har dominert de tekstlige og billedmessige pustehull på Document. Da kan det passe å ta et lite dykk ned i en katekisme gitt ut i Kristiania for litt over hundre år siden, i sin tid benyttet til undervisning av konfirmanter, og lese noen av tingene den anfører apropos den første trosartikkelen, som dreier seg nettopp om skapelsen. Enhver får dømme selv, men for undertegnede står det nokså klart at denne teksten ikke bare unnlot å stimulere irrasjonaliteten, den representerer en balansert form for fornuft det er uhyre sjelden å støte på i våre dager:

Skabningen. I bibelen nævnes det altsammen med to ord: «Himmelen og jorden». De samme ord bruges også i artiklen («Himmelens og jordens» skaber). To ord og dog omfattende saa meget, saa utalligt, saa uendeligt (det nære og det fjerne, det høie og det lave, det synlige og det usynlige). To ord — det er kortfattet. Og dog udtrykkes det hele stundom kun med ét ord — verden. En underlig bygning: et uendeligt rum (himmelrummet) med myriader af kloder (himmellegemer), en vrimmel af sole (solsystemer) med sine planeter, maaner og kometer. Det overgaar al menneskelig fatteevne og forstand. Paa et rum paa himlen af størrelse som solskiven 500 milliarder stjerner! Vor sol saa stor, at omkring halvanden million jordkuler kunde dannes deraf! Jorden 20 millioner mil fjernet fra solen! Seks hundred millioner mil til den yderste planet i vort solysstem! Ved tanken paa alt dette, hvor svinder da vor jord, som i vore øine er saa kolossal, hvor svinder den ind til et lidet, ubetydeligt fnug! Og et menneske! Ja, vi gir sangeren ret (Slm. 8, 4. 5): «Naar jeg ser din himmel, dine fingres gjerning, maanen og stjernene, som du har beredt, hvad er da et menneske, at du kommer ham ihu, og et menneskebarn, at du besøger ham!» — Det hele kan kun være gjenstand for tilbedelse. Vi deler skabningerne paa jorden i de tre kjendte riger (naturriger): stenriget, planteriget, dyreriget. Det ene gradvis høiere end det andet. Og Guds storhet (hans magt, visdom og godhed) aabenbarer sig ligesaa fuldt gjennem mikroskopet som gjennem teleskopet.

[…]

Naturvidenskaben har sat mange spørsmaalstegn ved den hellige skrifts beretning om skabelsen. Den har endog fundet den heltud misvisende og feilagtig. Natur og bibel strider dog ikke med hindanden. Men vel har mange naturforskere stridd mot bibelen, og mange bibelforskere stridd mot naturen. Men dette er hverken naturen eller bibelen skyld i. Bibelens formaal er slet ikke at veilede i saadant, som naturforskningen selv skal søge at løse. Omvendt falder naturforskningen slet ikke indenfor den bibelske aabenbarings omraade. Disse to erkjennelseskilder falder ikke sammen; de løber jevnsides; de kan derfor ikke modsige eller fortrænge, men kun supplere hinanden. — Vistnok har vantroen gjentagne gange gjort forsøg paa ved naturvidenskabens hjelp at bringe bibelen i miskredit. Mod aabenbaringen har den opstilt en haandfuld invalide tropper, hvervet ud fra astronomiens, geologiens, antropologiens lasareter, og med ikke ringe braak søgt at indbilde folk, at dette var en ungdomskraftig, uovervindelig hær. — Astronomi og geologi kræver, ikke blot til hele universets, men selv blot til jordklodens dannelse, millioner af aar. Man behøver ikke at bestride eller mistænkeliggjøre de forudsætninger, hvorpaa dette krav hviler. Vel er det hypoteser, som kun kan gjøre fordring paa større eller mindre sandsynlighet. Men lad dem dog gjelde. Seksdagersverket har intet dermed at gjøre. Mellem det første og andet vers som mellem det andet og det trede i bibelens skabelseshistorie er der hvide blade, paa hvilke videnskaben kan skrive, hvad den evner for at udfylde de lakuner, som aabenbaringen har ladt staa aabne. Det er «cartes blanches». Hvorledes det er sked, hvorlænge det har var’t, hvad der er fulgt paa, hvilke evolutioner og revolutioner der har fundet sted, derom siges der intet. Lad den menneskelige videnskab udfylde det aabne rum, om den formaar det. Men dette maa vel erindres: Naar naturvidenskaben vil opkaste sig til mester og dommer over Guds gjerning, fusker den paa et felt hvor dens visdom paa mangt et avgjørende punkt er idel mørke.

[…]

«Jeg tror på Gud Fader, almægtigste» osv. Det er gammel, fast grund. Vi blir staaende ved den.

La meg supplere med noen ord fra Roger Scruton: Å si noe om det uutsigelige.

Det finnes ting man kan si noe fornuftig om, og det finnes ting som er unndratt fornuften. Tro tilhører det siste. Disse erkjennelsesmessige grenser er det viktig å være klar over og respektere. Alt for mye debatt om religion blir sur og fiendtlig fordi man på begge sider glemmer disse grensene.

Noen av oss mener at man menneskelig har størst utbytte av å kjenne begge «realms». Men det finnes intet fasitsvar. Alt for mange kristne har blandet spørsmålet om frelse med tro. For ingen kan vite om han er frelst. Heller ikke den kristne. Denne selekterende måte å snakke om frelse på har gjort at mange mennesker reagerer med motvilje bare de hører ordet. Slik er et nøkkelord i kristendommen blitt belastet. Intet menneske kan vite hvem som er frelst. Det ville ære hybris av mennesket å tro det selv visste sin utgang. Og ikke-kristne reagerer på en slik hybris. Er de kristne bedre enn andre?

Kan ikke en ikke-troende som investerer hele sin tilværelse i søken etter sannhet i sitt arbeid være et like godt menneske, både overfor Gud og mennesker? Selvsagt kan det det, og vi har alle i en eller annen sammenheng støtt på slike mennesker. Man gjenkjenner storhet og ydmykhet i alle former.

Les også

-
-
-
-
-

Les også