Hans Rustad Hans Hauge har lest Peter Hitchens selvbiografi og har drenert ut en viktig observasjon om venstresiden: doublethink, evnen til å ha to forskjellige oppfatninger om ellers like fenomener. Den indre balansekunsten er skjør, og den venstreorienterte bruker masse energi på å opprettholde de doble standarder.
Hitchens har dog en ganske spændende ide om, hvorfor det er så svært for venstreorienterede at skifte mening, selvom de selv godt kan se, at deres synspunkter er uholdbare, især når de forsvarer sharia og burkaer og lignende. Det er en forklaring, som jeg aldrig har set før. Jeg tror, der er noget om den:
De venstreorienterede bedriver ”doublethink”. Det er evnen til at have to modstridende meninger samtidigt. Det er, når de er rystede over de muslimske angreb på Manhattan, men tavse om muslimsk forfølgelse af kristne i den arabiske verden eller muslimske angreb på Israel. Eller herhjemmefra: det er progressivt og radikalt at kæmpe imod kirkebyggeri, som ved Trekroner, mens det er racistisk at kæmpe mod moskebyggeri. Hans erfaring fra sit eget liv siger ham, at man meget nødigt vil skifte mening, af frygt for alt det andet man skal revidere, hvis man skifter mening blot på et punkt.
Den mur, der adskiller den ærlige (honest) venstreorienterede fra et tab af hans eller hendes tro, er så tynd, at personen let får et glimt af, hvad der er på den anden side. Muren er stærk, fordi den er så tynd og gennemsigtig. De ved, at hvis de ændrer mening, vil de miste venner, og det vil skade deres karriere. Det er velkendt fra universitetsverdenen. Det er næsten umuligt at få stilling, hvis du ikke er venstrevendt, og derfor opretholder mange muren. Det er frygten, der beskyttes af muren. De fleste hader at skifte mening, samtidig med de hele tiden siger, de er har åbne sind. På samme måde hader de ytringsfrihed, på nær hos dem som de er enige med.
Men allermest frygter de, siger Hitchens, at overgive sig til det eneste alternativ, der er til deres humanistiske ”utopianism”: den kristne religion.